Det mener partierne om Danmarks brug af militær magt i udlandet

Skal Danmark fortsat bruge militær magt i udlandet? Kristeligt Dagblad har spurgt forsvarsordførerne

Det mener partierne om Danmarks brug af militær magt i udlandet

Socialdemokraterne: Ja
Danmark er en del af det internationale samfund og den militære alliance NATO. Som et lille land har vi en interesse i ordnede og stabile internationale forhold, og i den fælles sikkerhedsforpligtelse i NATO.
For at sikre ordnede og stabile internationale forhold, kan det en gang imellem være nødvendigt at bruge militær magt i regi af internationale organisationer fx FN eller vise, at det internationale samfund er klar til at bruge militær magt, og derfor bør Danmark ikke afstå fra at bruge militær magt i udlandet.
Sikkerhedsalliancen NATO var efter Anden Verdenskrig et skjold for de vesteuropæiske lande, der var effektfuld fordi alliancelandene netop forpligter sig til at bruge militær magt i udlandet, for at beskytte alliancen. Danmark er mere sikker i dag, end vi nogensinde har været, men vi har fortsat forpligtelserne i NATO, herunder også til at komme andre NATO-lande til hjælp med militær magt, hvis det måtte blive nødvendigt. Derfor kan eller skal Danmark ikke afstå fra at bruge militær magt i udlandet.
- John Dyrby Paulsen, forsvarsordfører for Socialdemokraterne


Radikale Venstre: Ja
Radikale Venstre ønsker en hurtig tilbagetrækning af de danske kamptropper fra Afghanistan. Men Radikale Venstre er principielt ikke modstander af intervention i internationale konflikter, når det som udgangspunkt sker på et FN-mandat.
- Jacob Blomgren Knudsen, politisk-økonomisk chefkonsulent for Radikale Venstre


Det Konservative Folkeparti: Ja
Danmark har siden afslutningen af den kolde krig for 20 år siden ikke været udsat for direkte militære trusler. Dette har betydet et udvidet handlerum for dansk sikkerhedspolitik, herunder for anvendelse af danske militære enheder i en lang række internationale indsatser, typisk på opfordring fra FN.
Danmark har også en lang tradition for at føre udenrigs- og sikkerhedspolitik baseret på idealer og normer, for hvordan et velfungerende internationalt samfund bør indrettes. Det er i Danmarks grundlæggende interesse, at fremme en verdensorden karakteriseret ved demokrati, frihed, menneskerettigheder, sameksistens og en fælles retsorden. Dette betyder, at Danmark skal være parat til at påtage sig medansvar og handling også militært, når disse værdier trues også langt fra Danmarks grænser.
Men en militær indsats kan ikke stå alene. Den skal indgå i en bred indsats, der også rummer politiske og civilt rettede tiltag. Samtænkning mellem militære- og ikke militære indsatser, vil i internationale operationer have afgørende betydning for mulighederne for succes, og for en senere tilbagetrækning af de militære bidrag.
Truslerne og udfordringerne i en globaliseret verden er alt for komplekse til, at de kan håndteres af noget enkelt land. Derfor vil fælles (multilaterale) løsninger være påkrævet i stort omfang. Det er derfor i Danmarks interesse at yde en aktiv indsats, for at styrke det fælles samarbejde i de internationale organisationer, som har størst betydning for den globale sikkerhed. Det vil sige FN, NATO og EU.
- Helge Adam Møller, forsvarsordfører for de Det Konservative Folkeparti


SF: Ja
Det afhænger af situationen. På et falsk grundlag og uden FN-mandat, som med Irak-krigen? Afgjort nej. Men ved en stor humanitær katastrofe ja, om nødvendigt.
- Claus Perregaard, presse- og kommunikationschef for SF


Liberal Alliance: Ja
Ja, men vi synes, det skal begrænses og at formålet skal være klart defineret, så vi er i stand til at afgøre, hvornår missionen skal stoppes.
- Villum Christensen, forsvarsordfører for Liberal Alliance


Kristendemokraterne: Ja
Væbnet er magt er altid den sidste løsning på konflikter. For os er det helt centralt, at væbnet magt sker på baggrund af et klart mandat fra verdenssamfundet, herunder FN.
- Per Ørum Jørgensen, forsvarsordfører for Kristendemokraterne


Dansk Folkeparti: Ja
Fordi Danmark støtter en aktivistisk udenrigspolitik til gavn for Danmarks sikkerhed
- Ib Poulsen, forsvarsordfører for Dansk Folkeparti


Venstre: Ja
"Det bedste ville være, at det ikke var nødvendigt, men i påkommende tilfælde, så skal vi som NATO-medlem være i stand til at yde vort bidrag og hjælpe, når andre lande er i nød, og i øjeblikket er det desværre nødvendig i blandt andet i Kosovo og Afghanistan.
- Karsten Nonbø, forsvarsordfører for Venstre


Enhedslisten: Nej
Danmark skal ikke føre krig eller fortsætte linjen fra krigene i Irak og Afghanistan. Men vi ser gerne, at Danmark bidrager til fredsbevarende aktioner rundt i verden, typisk som en FN-styrke.
- Frank Aaen, forsvarsordfører for Enhedslisten