Det nordiske samarbejde er en - lidt overset - succes

De nordiske lande har skabt en række unikke rum, hvor man lærer af hinandens gode og uheldige eksempler på stort set alle politiske områder. Det er en medvirkende faktor til succes

Danmarks statsminister Mette Frederiksen i selskab med Norges daværende statsminister Erna Solberg og Sveriges daværende statsminister Stefan Löfven ved et møde i 2019. Det nordiske samarbejde fungerer dog ad mange andre veje, end når de politiske ledere mødes.
Danmarks statsminister Mette Frederiksen i selskab med Norges daværende statsminister Erna Solberg og Sveriges daværende statsminister Stefan Löfven ved et møde i 2019. Det nordiske samarbejde fungerer dog ad mange andre veje, end når de politiske ledere mødes. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Nordisk samarbejde er ikke særlig højt profileret. I medierne hører vi om EU-møder, Nato-møder og FN-møder, hvor danske politikere deltager. Møder i regi af nordisk samarbejde er derimod blot noget, som er. Noget hverdagsagtigt. Ligesom en dagligstue, mens de andre former for møder finder sted i stadsstuen med deres store biler, røde løbere og udsendte korrespondenter.

At det nordiske samarbejde har en dagligdagskarakter, betyder imidlertid ikke, at det er mindre vigtigt. Det fører til spørgsmålet om, hvad det nordisk samarbejde egentlig består i. I besvarelsen heraf er det vigtigt at skelne mellem to former for nordisk samarbejde. Samarbejdet i regi af Nordisk Råd blev etableret helt tilbage i 1952. Heri mødes parlamentarikere fra alle nordiske lande med faste mellemrum. Hovedresultatet er vedtagelsen af en nordisk pasunion og et fælles nordisk arbejdsmarked.

Den anden form for nordisk samarbejde foregår under auspicierne af Nordisk Ministerråd, som kom til verden i 1971. I dette regi mødes ministre fra stort set alle ministerområder jævnligt til møder om, hvad der sker på deres ministerområder. De beslutter samtidig, hvad der skal ske i alle de nordiske embedsmandsudvalg og netværk, som er nedsat inden for deres ressort.

Målet med Nordisk Ministerråd er, at de nordiske lande skal lære af hinandens såkaldte best practise . Det drejer sig med andre ord om, hvad andre nordiske lande har gjort erfaringer med, som andre kan lære af. Hvad fungerer, og hvad fungerer ikke på de enkelte politiske områder, som vedrører alt fra miljø- og klimapolitik over økonomisk politik og erhvervspolitik og til social- og arbejdsmarkedspolitik.

I de forskellige netværk under de nordiske embedsmandsudvalg findes der en lang række fora med deltagelse af repræsentanter fra forskningen, offentlige institutioner, myndigheder og ngo’er fra alle de nordiske lande – Danmark, Sverige, Finland, Norge og Island – samt fra de såkaldt selvstyrende områder – Færøerne, Grønland og Ålandsøerne. De mødes med jævnlige mellemrum fysisk og online og diskuterer de områder, som de er sat i verden til at diskutere og løse problemer på. Noget af det, som kendetegner de bedste nordiske netværk, er, at der her findes et rum med en åben, grundig og selvkritisk arbejdsform.

Jeg har selv forsket i sådanne netværk under Nordisk Ministerråd. Det drejer sig mere specifikt om netværkene under det tema, som kaldes Nordisk Voksen Læring (forkortet NVL). Her findes der netværk om, hvordan man validerer udefrakommende personers uddannelse, hvordan man bedst lærer voksne flygtninge og migranter nordiske sprog, hvordan man underviser indsatte i fængsler med henblik på resocialisering og lignende.

I netværkene under NVL er der i vidt omfang en åben dialog, hvor man ikke holder sig tilbage med at indrømme og påpege egne fejl samtidig med, at man anerkender, hvis andre nordiske lande gør det bedre. Det skifter altid, hvem der er bedst på de enkelte områder, og dermed lærer alle noget nyt, som de kan bruge i deres eget land. Netop denne samarbejdsform befordrer læring og er selve raison d’etre for Nordisk Ministerråd.

Nordisk Ministerråd får med andre ord de nordiske lande til at indgå i politiske læringsrum, hvor alle ideelt set lægger resultater af politiske initiativer åbent frem, så de andre lande kan kopiere på livet løs, når der er gode ideer. Det er noget, som potentielt kan være af stor værdi, for det sparer landene for at begå fejltagelser og for at spilde penge på at udvikle politiske løsninger, som allerede er udviklet i andre nordiske lande. Princippet er, at alle nordiske lande skal have ejendomsretten til politiske løsningsmodeller, som blot er udviklet i ét nordisk land.

I disse år er der stor international interesse for de nordiske lande. Andre ser på de nordiske lande som nogle, der kan få en særegen samfundsmodel til at fungere, hvor man kombinerer betydelig økonomisk vækst og dynamik med en høj grad af social lighed og velfærdsstatspolitik. Tilmed er de nordiske lande længst fremme i skoene i den grønne omstilling.

Hvad skyldes den særlige nordiske samfundsmodel, som andre lande siger, at de gerne ville overtage, hvis de kunne?

Sandsynligvis er noget af svaret på dette spørgsmål, at de nordiske lande har udviklet et rum, hvori man kan lære af hinandens gode og dårlige eksempler. I dette rum udveksler man idéer om stort og småt på næsten alle politiske områder. Det sker på daglig basis uden det store ståhej. Men virkningen er til gengæld stor.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.