Hver gang skatteminister Thor Möger Petersen (SF) fortæller om den målgruppe, der skal tilgodeses i regeringens skatteudspil, hedder de hårdtarbejdende lønmodtagere. Aldrig bare lønmodtagere. Og det er ikke tilfældigt. Sproget i den politiske debat er blevet så professionelt og strategisk, at det er uigennemskueligt og vildledende for vælgerne.
LÆS OGSÅ: Blå blok taber sprogligt terræn
Det er i løbet af de seneste 10 år blevet almindeligt for politikere at operere med lydbidder, hvor man lægger hele meningen i sit budskab ned i et enkelt ord. Deri ligger også den nye situation med et mere komplekst mediebillede med kort taletid, der til gengæld gentages mange gange. Politikere siger den samme ting 10 gange, og de har 12 sekunder til det hver gang, siger Jonas Gabrielsen, lektor i retorik ved Roskilde Universitet.
Retoriske kneb er langtfra nyt i dansk politik. Det nye er, at poli-tikere i højere grad professionaliserer det, siger han.
Fagudtrykket erframing. En strategisk brug af positive eller negative betegnelser, der peger i en politisk retning. Det kommer til udtryk i kampen mellem rød og blå blok om, hvorvidt det hedder en betalingsring, en miljøring eller en trængselsring. På samme måde har blå blok haft held til at introducere udtryk som stormoské og supersygehuse, mens rød blok har leveret udtryk som millionærskat.
Set ud fra talerens perspektiv er framing et enormt effektivt redskab. Men ud fra etiske betragtninger om, hvad der skaber et godt samfund, er det ikke hensigtsmæssigt, siger Mette Bengtsson, ph.d.-studerende ved Københavns Universitet og forsker i politisk debat og argumentation.
Idealet er, at vi i den politiske proces forholder os kritisk til tingene. Men der bliver listet holdninger ned i lommen på folk, som de slet ikke er klar over, at politikerne implicerer med deres sprogbrug. Det er meget uheldigt for den politiske debat og for det demokratiske samfund, siger Mette Bengtsson.
Jonas Gabrielsen er enig med hende i, at politikerne efterhånden er blevet så dygtige til at pakke deres budskaber ind i strategisk retorik, at det forringer den politiske debat.
Det ser jeg i dén grad et problem i. Hvis vi får en fornemmelse af, at politikerne ikke siger andet end indstuderede lydbidder, så mister vi interessen. Og så mister vi også den reelle, demokratiske debat, siger Jonas Gabrielsen.
Det er det ultimative farescenarium, og jeg mener, vi bevæger os på grænsen af det. Den sidste valgkamp var efter min mening tæt på. Det var ikke andet end mudderkastning og lydbidder, siger han.
Udviklingen i retorikken falder tidsmæssigt sammen med, at regeringen Anders Fogh Rasmussen (V) fra 2001 opruste-de på brugen af professionelle spin-doktorer. Men skylden er snarere mediernes, mener begge forskere.
Det er medierne, der stiller vilkårene med ultrakort taletid op. Når politikerne bliver spurgt om noget i Vandrehallen på Christiansborg, ved de godt, at de bliver skåret af og klippet voldsomt. Så det gælder om at få sagt en lille sekvens, der kan bruges, siger Mette Bengtsson.