39-årige Heidi er i fleksjob: Det sårer stoltheden at søge om hjælp

Selvom midlerne er få, skulle der en opfordring fra sundhedsplejersken til, før fleksjobber Heidi Ødegaard bad om økonomisk hjælp til børnenes fritidsinteresser. Men det har betydet en verden til forskel for hendes søn og datter, at de nu kan gå til sport som de andre børn

Heidi Ødegaard fik ødelagt drømmen om et liv som selvstændig frisør på grund af en færdselsulykke. Siden har hun lidt af stærke smerter og kan i dag kun arbejde to timer om ugen i fleksjob. –
Heidi Ødegaard fik ødelagt drømmen om et liv som selvstændig frisør på grund af en færdselsulykke. Siden har hun lidt af stærke smerter og kan i dag kun arbejde to timer om ugen i fleksjob. – . Foto: michael Drost-Hansen/ritzau.

Sønnen kom hjem med en seddel fra sundhedsplejersken. Han havde fortalt hende, at der ikke var råd til, at han kunne gå til noget i fritiden, men at han altid havde drømt om at gå til basketball. Sundhedplejersken skrev nummeret op på foreningen Broen, der hjælper udsatte børn til et aktivt fritidsliv. Og nu stod Heidi Ødegaard med sedlen i hånden.

”Jeg synes ikke, det er helt nemt at søge om hjælp, for det sårer lidt ens egen stolthed. Jeg har altid gerne villet kunne klare mig selv, og har også tænkt at så slemt er det måske heller ikke. Der er jo helt sikkert nogle, der har det værre,” fortæller hun.

Men hun tog mod til sig og kontaktede Broen. I dag går hendes 13-årige søn til basketball i Horsens, hvor de bor i et lille rækkehus i den nordlige del af byen. Hans selvtillid er vokset, der er kommet nye kammerater, og datteren på syv år har også fået betalt et kontingent til springgymnastik. For første gang har børnene derfor mulighed for at tale med, når de andre kammerater fortæller om deres aktiviteter udenfor skoletiden.

”Det har virkelig gjort en forskel for dem begge to. De er jo ikke vant til, at noget kan lade sig gøre. Det er sjældent, jeg har råd til at købe nyt tøj eller nye sko til dem, og de har heller aldrig været ude at rejse. I ferierne tager vi på tur en enkelt dag, som vi har sparet sammen til hele året. I år gik turen til Djurs Sommerland,” siger Heidi Ødegaard, der ellers havde helt andre forestillinger om livet, da hun for 20 år siden, som 19-årig, var i gang med at uddanne sig til frisør. Et drømmejob, og et håb om en dag at kunne åbne som selvstændig.

Men en oktoberdag blev drømmen knust. Hun havde været på Teknisk Skole i Aarhus og sad nu bagi bilen, som en af de medstuderende kørte. Det var sidst på dagen, skumringen havde sat ind, og regnen gjorde heller ikke sigtbarheden bedre. Ved frakørslen fra motorvejen gik det galt. Hendes veninde overså en bil fra højre, der kom kørende i høj fart, og ved sammenstødet blev Heidi Ødegaard kastet rundt i hele bilen. Slaget var så voldsomt, at bilradioen røg ud af kabinettet, og mens føreren af den anden bil sad fastklemt og måtte skæres fri af Falckredderne, gik Heidi Ødegaard fortumlet rundt på vejen og tog sig til nakken og lænden.

Lige siden har hun haft smerter. Efter to år som færdiguddannet og med arbejde på fuld tid, måtte hun give op. Senere er hun også blevet ramt af posttraumatisk stress.

”Jeg ser stadig ulykken for mig og bare det at fortælle om det nu, giver mig ubehag. Jeg har fået det bearbejdet hos en psykolog, der siger, at jeg skal huske på, at jeg jo stadig lever. Og det er jo rigtigt. Men det betyder desværre, at jeg også har det svært i sociale sammenhænge, som jeg slet ikke kan overskue.”

Siden har Heidi Ødegaard forsøgt at uddanne sig til andre jobs. Både lægesekretær og laborant.

”For mit største håb var at kunne forsørge mig selv. Men til sidst måtte jeg indse, at smerterne kun blev værre, og de senere år har jeg derfor haft fleksjob. I dag arbejder jeg to timer om ugen. En time tirsdag og en time torsdag. Lige nu er det i et kommunalt værksted, hvor jeg binder blomsterbuketter. Derfor skal jeg søge andre stillinger, men der er jo ingen arbejdsgivere, der kan bruge en medarbejder til noget fornuftigt to timer om ugen.”

Heidi Ødegaard boede alene med sine børn, indtil for tre år siden, da kæresten flyttede ind. Han har to døtre, som er hos ham et par weekender om måneden, hvor der bliver hygget og slappet af. Til hverdag kører han lastbil og arbejder 50-60 timer om ugen og står op klokken fire og er ofte først hjemme ved 19-tiden.

”Vi har faktisk talt om, at vi måske er nødt til at splitte op og bo hver for sig, for som det er nu, ville det egentlig være bedst for mig at komme på førtidspension. Men så får jeg slet ingen penge længere, fordi vi så skal klare os for hans indtægt, og det kan vi ikke.”

Heidi Ødegaard overvejer derfor at droppe tanken om førtidspension og så fortsat forsøge at finde fleksjob-stillinger på to timer om ugen, selv om det er svært for hende at se, hvordan det skulle give hende en tilknytning til arbejdspladsen eller være et meningsfuldt arbejde.

”Jeg har det faktisk bedst, når jeg kan være herhjemme, hvor jeg prøver at være en nærværende og omsorgsfuld mor. Udadtil forsøger jeg også at sørge for, at det ikke kan ses, at vi nok ikke lige har de samme muligheder som andre familier. Det er igen noget med den stolthed, ønsket om at kunne klare sig selv – og nok også en skam eller skyldfølelse over, at det ikke lige blev sådan.”