Det store spørgsmål: Hvor går Venstre nu hen?

Stridighederne i Venstre handler også om, hvordan partiet skal samle de borgerlige partier. Partiet har traditionelt været landets førende borgerlige parti, men det kan ikke lade sig gøre med en fuldtonet liberal kurs, skriver professor Peter Nedergaard

Den ulmende formandsstrid i Venstre består i, at både Jakob Ellemann-Jensen (th.) og Kristian Jensen (tv.) mere eller mindre åbenlyst kæmper om at skulle afløse Lars Løkke Rasmussen som Venstres og dermed de borgerlige partiers frontfigur.
Den ulmende formandsstrid i Venstre består i, at både Jakob Ellemann-Jensen (th.) og Kristian Jensen (tv.) mere eller mindre åbenlyst kæmper om at skulle afløse Lars Løkke Rasmussen som Venstres og dermed de borgerlige partiers frontfigur. . Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix.

Venstre er Danmarks førende borgerlige parti. Den position har partiet haft i cirka 25 år, selvom Dansk Folkeparti i en valgperiode var større end Venstre. Derfor er det uhyre vigtigt for dansk politik, i hvilken retning Venstre går, hvem der leder partiet, og hvordan partiet kan og vil samarbejde med de andre politiske partier.

Venstre er i egen selvforståelse et ideologisk liberalt parti. Siden 1963 har partiet heddet ”Venstre, Danmarks Liberale Parti”. Problemet i den forbindelse er, at liberale partier i Europa sjældent er ret store partier. I Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien er de liberale partier lillebrorpartier i forhold til de førende konservative partier.

Der er ikke noget, som tyder på, at der blandt de borgerlige vælgere i Danmark er langt flere liberale vælgere end i nabolandene. Det betyder, at Venstre ikke både kan være et stort borgerligt parti og samtidig fuldblodsliberalt. Det mener en del i folketingsgruppen og medlemmerne er et udtryk for et udsalg af liberale værdier, som partiet tvinges til at foretage af de andre partier i blå blok. I virkeligheden er der imidlertid tale om, at det er Venstres vælgerbase, som presser partiet i retning af synspunkter, som ikke er fuldtonede liberale.

Lars Løkke havde øje for denne tingenes tilstand, da han foreslog, at stor-stemmeslugeren Inger Støjberg skulle med i ledelsen af Venstres folketingsgruppe via en post som gruppenæstformand. Hun blev imidlertid vraget på trods af hans anbefaling. Venstres ledelse har således i dag ingen repræsentanter for de værdimæssigt set konservative kræfter, som udgør en stor del af Venstres vælgerskare.

Hidtil har det været Inger Støjbergs synspunkter, som har sikret Venstre en forholdsvis varm samarbejdslinje med Dansk Folkeparti og dele af Det Konservative Folkeparti om udlændingepolitikken. Når hun vrages, kan det ikke undgå at forværre samarbejdet med dele af blå blok.

Den ulmende formandsstrid i Venstre består i, at både Jakob Ellemann-Jensen og Kristian Jensen mere eller mindre åbenlyst kæmper om at skulle afløse Lars Løkke Rasmussen som Venstres og dermed de borgerlige partiers frontfigur. Kristian Jensen er samtidig ivrig efter, at det skal ske så hurtigt, at Jakob Ellemann-Jensen ikke får tid til at opbygge sin position. Omvendt har Lars Løkke Rasmussen åbenlyst ikke stor tiltro til, at Kristian Jensen kan løfte opgaven som samlende talsmand for det borgerlige Danmark.

Kampen mellem de tre personer foregår imidlertid rent på den ideologisk liberale bane i Venstre. Det er det fælles udgangspunkt for Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen og Jakob Ellemann-Jensen. Ellemann-Jensen har sågar en overgang støttet Liberal Alliance, før han blev politiker for Venstre. Kristian Jensen er blevet hyldet af De Radikale for sine liberale holdninger, som De Radikale mente var langt bedre end dem, som fandtes hos Inger Støjberg og kredsen omkring hende.

Lars Løkke Rasmussen er måske en smule mindre renlivet liberal end de to andre, hvilket også sås, da han støttede Inger Støjbergs kandidatur. Hans støtte til hende var imidlertid sandsynligvis mere et udtryk for, at han så nødvendigheden af, at Venstre rækker ud til de borgerlige partier og vælgere, som ikke har set det rene liberale lys. Mere end det er udtryk for holdninger, som han deler.

Også Kristian Jensens opsigtsvækkende interview i Berlingske i den 8. august, hvor han aflyste enhver form for SV-samarbejde og samtidig kritiserede Lars Løkke Rasmussen for lanceringen heraf under valgkampen, kan imidlertid ses som et forsøg på at samle det borgerlige Danmark. Det skyldes, at nogle mener, at Lars Løkke Rasmussen med sin SV-udmelding kastede vrag på samarbejdet i blå blok.

Ovenstående viser, at omdrejningspunktet for Venstres fremtidige rolle som førende borgerligt parti består i, om partiet evner at række ud til de andre borgerlige partier. I lange perioder af dansk politiks historie har borgerlig splittelse holdt Socialdemokratiet ved regeringsmagten. Venstre har hovedansvaret for, hvis man vil undgå, at det bliver situationen igen. Det indebærer også, at man ideologisk skal omfavne ikke-liberale, konservative synspunkter, som man ideelt set skal gøre til sine egne.

Hidtil er Anders Fogh Rasmussen den formand for Venstre, som bedst har evnet den vanskelige opgave i Venstre i nyere tid. Det var basalt set grundlaget for den succes, han fik. Men hvor findes Foghs arvtager?

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.