Det svære spil om politiske alliancer

Venstre og Dansk Folkeparti er kommet i konkurrence om nogle af de samme vælgere. Det er nyt, og det var muligvis den væsentligste grund til, at en VO-regering ikke kunne dannes

Det lykkedes ikke at danne en VO-regering trods DF's store flertal. Arkivfoto.
Det lykkedes ikke at danne en VO-regering trods DF's store flertal. Arkivfoto. Foto: Scanpix.

Alliancer spiller en afgørende og ikke altid lige velforstået rolle i politik. Og alliancetænkning kan have haft afgørende betydning for dannelsen af den rene Venstre-regering i weekenden.

Det er afgørende for ægte og virkningsfulde alliancer mellem partierne, at de forener forskellige vælgergrupper. Politiske partier, der appellerer til stort set samme vælgergrupper, er konkurrenter og vil typisk have svært ved at indgå holdbare alliancer.

Et eksempel er de historiske forsøg på at forene SF og Socialdemokratiet, de såkaldte ”arbejderflertal” i 1960'erne og 70'erne. De blev kortvarige og førte til bitre interne opgør og endte med at udløse den første borgerlige regering siden 1950'erne, Hilmar Baunsgaards VKR-regering.

Igennem det meste af forrige århundrede var dynamikken i dansk politik kampen mellem to solide alliancer. På den ene side den borgerlige mellem bønderne i Venstre og de større byers handels- og industrifolk samt en betydelig del af embedsmandsstanden hos Det Konservative Folkeparti. Over for stod alliancen mellem den fremgangsrige arbejderbevægelse bag Socialdemokratiet og så - oprindeligt - ”husmænd og degne”, skolelærere og en betydelig del af de intellektuelle i Det Radikale Venstre.

Hver for sig appellerede partierne i de to stridende alliancer til ret velafgrænsede vælgergrupper, men med forholdsvis velforståede fælles interesser. Siden er der sket meget store forskydninger i det politiske landskab og i vælgernes forhold til partierne. Vælgergrupperne er mere diffuse, traditionelle sammenhænge mellem erhverv og politisk orientering er i opløsning.

Men en interessant og virkningsfuld politisk alliance blev i 2001 formet mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Da DF blev dannet i 1995, forventede stifteren Pia Kjærsgaard især at hente vælgere fra De Konservative. Men til hendes overraskelse var det især tidligere socialdemokratiske vælgere, der tilsluttede sig DF.

Og med VKO-samarbejdet i dette århundredes første årti lykkedes det denne nye, stabile VO-alliance at tilgodese en betydelig del af S-vælgerne. Allerede i 2001 opnåede de borgerlige partier, reelt V og O, for første gang tilslutning fra et flertal af arbejdervælgere, både faglærte og ufaglærte.

VO-alliancen var i stand til at tilbyde den samme politiske ”vare”, som Socialdemokratiet havde tilbudt i det meste af forrige århundrede: En modernisering af samfundet i kombination med tryghed for dem, der havde mest grund til at bekymre sig for samfundsforandringen. Økonomien kunne tilpasses forventninger hos lederne i erhvervsliv og administration, men samtidig kunne især DF's udlændingepolitiske og EU-kritiske holdning skabe tillid og en vis tryghed hos mange, der var bekymret for den globaliseringsproces, som var og er en udfordring for velfærdssamfundet.

Valgresultatet den 18. juni skabte nye store udfordringer for denne alliance. DF er i forrige valgperiode vokset - ifølge meningsmålingerne ved at vinde især socialdemokratiske vælgere, der er skuffede over Helle Thorning-Schmidts politik. Men i den senere fase af valgperioden vandrede en betydelig del af Venstres vælgere til DF.

Dermed blev Venstre og DF konkurrenter. Det svækkede VO-alliancen og var måske den væsentligste grund til, at en VO-regering ikke kunne dannes.

Det kommende politiske mønster kan blive stærkt påvirket af konkurrencen mellem de tre store partier, S, V og DF. Konkurrencen om de samme vælgersegmenter vil præge forhandlingsmønstret. Det kan føre til flere brede løsninger, men vil også give spændinger, som kan true samarbejdets stabilitet.