Dansk Folkeparti (DF) vil sætte kommunerne under statslig administration, fordi for mange kommuner ikke kan lade være med at sprænge deres budgetter. Det fremgår af udtalelser til flere dagblade. Kommunerne kritiseres samtidig fra flere andre sider for at ansætte stadig flere akademikere til at forvalte sig selv.
Det er et problem for styringen af de offentlige udgifter, når kommunerne ofte overskrider de aftaler, som er indgået med staten. Men til kommunernes forsvar siges ofte, at staten sammen med den offentlige opinion selv presser kommunerne til at bruge penge. Et aktuelt eksempel er, at en del kommuner har sparet på de dyre anbringelser uden for eget hjem af formodet truede børn. Kritikere frygter, at forsømte børn er overladt til helt uansvarlige forældre. Lige her må der da ikke spares, hedder det. Det samme siges på mange andre områder. Der peges også på, at VKO-flertallets kommunalreform har givet meget større kommuner, som har brug for langvarigt uddannede og vellønnede embedsmænd.
Staten har til opgave at varetage den overordnede samfundsøkonomiske styring. Det betyder i disse år stram styring af kommunernes økonomi. Kommunerne varetager talrige konkrete opgaver, hvoraf mange er dyre. Der er et konstant udgiftspres på kommunerne. Det giver en interessekonflikt mellem stat og kommuner. Det ulykkelige er, at konflikten kan kvæle et allerede medtaget kommunalt demokrati.
Gennem to kommunalreformer har man i runde tal fået beskåret antallet af mennesker, der gjorde erfaringer med det demokratiske liv ved at kandidere ved kommunevalg, til en fjerdedel. Man har også fået beskåret antallet af indvalgte til under en fjerdedel. Og mens befolkningstallet vokser, så falder både kandidattallet og tallet på kommunalbestyrelsesmedlemmer fortsat. Der er dermed blevet meget længere mellem den enkelte borger og den lokale politiker. Valgdeltagelsen ved kommunalvalg falder også. Især bekymrer det, at de unge stemmer mindre ved kommunalvalg end i tidligere generationer. Mere og mere bliver kommunerne faktisk styret af embedsmænd. Hvis man fortsætter ad det nuværende spor, vil man på langt sigt ende i, at kommunerne bliver direktørstyrede statslige forvaltningsorganer uden ret meget demokrati.
Et vitalt kommunalt demokrati har ellers historisk karakteriseret de skandinaviske lande, som vel længe har stået som nogle af klodens mest velfungerende samfund. Kommunalt demokrati kan give bedre sammenhængskraft i et samfund. Der er jo forskelle på borgernes problemer og ønsker i forskellige landsdele. Lokale politikere er bedre til at finde frem til de lokale behov i dialog med borgerne end politikere og embedsmænd på Slotsholmen. De er endvidere ofte bedre i stand til at forstå problemerne i den lokale offentlige forvaltning og de lokale institutioner.
Lokalt demokrati giver også mange flere mennesker mulighed for at være demokratisk aktive. Mindre og mere overskuelige enheder giver større politisk deltagelse. Og lokalpolitik kan være en øvelsesbane for kommende landspolitikere. Endelig kan nævnes, at kommunalpolitikere bidrager til flere synspunkter i den offentlige debat.
Det lokale demokrati vil få det endnu dårligere, hvis staten strammer mere og mere til. For at bevare et lokalt demokrati må noget selvbestemmelse overleve i kommunerne.
Der er dog to kommunale lyspunkter på vej. Det ene er, at regeringen vil reformere de større kommuners styreform, så det bliver til at se, hvem der har det politiske ansvar, og hvem der er i opposition. Det vil gøre det lettere for borgerne at vurdere lokalpolitikernes indsats. Forhåbentligt vil det også engagere borgerne mere.
Det andet lyspunkt er, at nogle kommuner er begyndt at inddrage borgere i borgermøder, hvor borgerne selv skal diskutere, hvordan der skal prioriteres og eventuelt spares. Det er en sund og tiltrængt kurs væk fra, at man i mange år har vænnet folk til at se sig selv som forbrugere, der uden omkostningsbevidsthed krævede service fra det offentlige. Tværtimod gælder det om at gøre borgerne til medansvarlige deltagere i det lokale demokrati. Ikke mindst, når det gælder at holde igen økonomisk.
Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet