Valgperiodens andet år er til ende, og en del af afslutningen var det succesrige folkemøde på Bornholm, af mange set som en styrkelse af dansk demokrati – og med truslerne mod demokratiet som en del af dagsordenen.
Internationalt har et udbredt tema i mange medier og politisk debat været de overrumplende afstemninger i Storbritannien om EU-medlemskabet og det amerikanske præsidentvalg.
Begge demokratiske afstemninger er i mange medier og i den elite-dominerede dagsorden blevet tolket som demokratiske problemer, som trusler mod et ægte deliberativt demokrati (demokrati baseret på overvejelser og samtaler mellem forskellige grupper), hvor oplyste borgere fornuftmæssigt har valgt de bedste løsninger og kandidater.
Men det kan meget vel være en elitær og tvivlsom tolkning af demokratiets væsen. Demokratiets fremvækst i den vestlige verden kan ses som resultat af en benhård interessekamp, hvor store mindreprivilegerede bevægelser erobrede en del af magten og i de fleste demokratiske lande gennemtvang en mere ligelig fordeling af goderne. Den brede danske bondebevægelse, der kæmpede demokratiet igennem i Danmark, og den brede arbejderbevægelse, der kæmpede grundlaget for velfærdssamfundet igennem, har måske ikke været styret af ophøjet fornuft, men drevet af en vrede mod uretfærdighed og ulighed.
Meget kan i virkeligheden tyde på, at de mindreprivilegeredes oprør, som spillede en ikke uvæsentlig rolle for både Brexit og valget af Trump, kan få gavnlige konsekvenser for demokratiets fremtid, som det antydes i OECD’s omvendelse til lighed som nøglefaktor for både vækst, stabilitet og retfærdighed, men også i vor egen statsministers erklæring ved udvidelsen af regeringen, hvor det lød, at den vigtigste målsætning for ham og hans ministre var, at ”alle skal have gavn af globaliseringen”.
En anden mulig effekt af de to demokratiske chok for eliten er de måske lidt overraskende relative nederlag ved spektakulære europæiske valg i Holland og Frankrig.
Medierne – i bredeste forstand – er i den forstærkede debat om demokratiet blevet inddraget gennem talen om det ”postfaktuelle demokrati”, og de elitære medier har her peget på både Brexit og Trump, men måske var der mindst lige så god grund til at se kritisk på mediernes italesættelse af demokrati som først og fremmest et opgør mellem spidskandidaterne.
Vi har senest oplevet det ved det britiske valg, der nærmest til ulidelighed er blevet beskrevet som et ydmygende nederlag for valgets sejrherre, den britiske premierminister, som bevarede regeringsmagten, men angiveligt optrådte som en nærmest umenneskelig ”talende papegøje” uden hjerte og sjæl, over for Labours leder, ”et ægte menneske” – hvis parti for tredje gang i træk tabte muligheden for at erobre netop regeringsmagten.
For nitten år siden – efter det første valg, hvor udlændingedebatten spillede en nøglerolle her i landet – udsendte en gruppe af fremtrædende valgforskere en dybtgående analyse af valgresultatet (som det sker efter hvert folketingsvalg) baseret på omfattende exit-poll-resultater, under overskriften ”vælgere med omtanke”. Det kunne nok med rimelighed være overskriften på de fleste demokratiske valg – også dem, der chokerer eliten og etablerede politiske magthavere.
I stemmeboksens mørke stemmer langt de fleste med nøgtern omtanke på deres egen og deres børns fremtid. Og i mindre grad efter de dominerende mediers iscenesættelse af valg og folkeafstemninger.
Demokratiets afgørende styrke er, at det lader alle væsentlige strømninger komme til stede på den politiske arena med dens forhandlinger og kompromiser. Det kan ofte betyde, at interessemodsætninger i befolkningen bliver tydelige og magtkampen skarp, men at denne kamp foregår i demokratiske institutioner er den vigtigste forudsætning for fredelige og stabile samfund.