Det tyske mindretal har fået en borgmester i Danmark. Er det gamle ”tyskerhad” væk?

Det tyske mindretal har fået en borgmester i Danmark, og det danske mindretal har fået et sæde i det tyske parlament. Det viser, at disse politikere repræsenterer alle mennesker i deres region, siger Tysklands ambassadør i Danmark

Jørgen Popp Petersen ses her på rådhuset i Tønder efter at være blevet valgt som borgmester.
Jørgen Popp Petersen ses her på rådhuset i Tønder efter at være blevet valgt som borgmester. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix.

En dansksindet politiker i Forbundsdagen og en tysksindet borgmester i Tønder. Er gammelt fjendskab for alvor lagt i graven?

Ja, mener generalsekretær i Grænseforeningen, Knud-Erik Therkelsen:

”Der har været en fantastisk positiv udvikling i grænselandet de seneste 20-25 år, og det, der sker nu, er en vældig god dokumentation af det. Man viser respekt og tænker med hinanden i stedet for imod hinanden,”siger han.

I Danmark har det tyske mindretal for første gang nogensinde fået en borgmester. Det er Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti, som efter kommunalvalget den 16. november er blevet borgmester i Tønder. Og i Tyskland vandt Stefan Seidler fra Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) ved forbundsdagsvalget den 26. september det første danske sæde i det tyske parlament i næsten 70 år.

Godt nok er SSW som mindretalsparti undtaget fra den generelle spærregrænse på fem procent, men alligevel er det usædvanligt. Og til danske medier sagde Stefan Seidler da også efter valgdagen, at det er ”sensationelt”, og at han skulle ”nive sig selv i armen” for helt at tro på det.

Også Simon Faber – der fra 2011 til 2017 var den første overborgmester i Flensborg fra det danske mindretal – peger på det forbedrede forhold mellem Danmark og Tyskland som årsag til den interne politiske forbrødning.

”Den nationale dagsorden har tidligere fyldt meget. Men dette er udtryk for harmoniseringen og den gradvise nedgang i spændingerne mellem dansk og tysk, som jo historisk har været ganske stærke,” siger Simon Faber, der også var projektleder for fejringen af 100-året for Genforeningen i 2020.

At det gamle ”tyskerhad” er væk, er Thue Kjærhus, forstander på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord, enig i. Til gengæld tror han ikke, at valget af Stefan Seidler har meget at gøre med politikerens tilhørsforhold til det danske mindretal.

”Der er en masse tyskere, der stemmer på SSW, fordi de synes, det er lidt woke og smart at stemme på en dansker. De tænker, at vi er mere tolerante, at vi har et bedre skolesystem og en velfærdsstat. På den måde er dét, at SSW får et mandat i Forbundsdagen, ikke et udtryk for, at danskheden er stærk. Det et udtryk for, at der er mange tyskere, som synes, at det danske system er bedre end deres eget,” siger han.

På det sociale medie Twitter glædede Tysklands ambassadør i Danmark Pascal Hector sig efter det danske kommunalvalg over mindretallenes politiske succes. Han skrev:

”Tillykke til alle nye borgmestre og regionsformænd. Men det største tillykke må gå til Tønders Jørgen Popp Petersen fra det tyske mindretal, som bliver deres første borgmester i 75 år – samtidig med, at det danske mindretal med Stefan Seidler er i Bundestag.”

Og det gjorde han, uddyber han over for Kristeligt Dagblad, fordi han finder det både vigtigt og symbolsk, at begge politikere trak stemmer fra langt flere vælgere end det, deres respektive mindretal kan mønstre.

”Det viser, at disse politikere ikke længere blot repræsenterer mindretallet, men alle mennesker i deres region. At et medlem af det danske mindretal i Tyskland og et medlem af det tyske mindretal i Danmark næsten samtidigt får så mange flere stemmer end dem, der er i deres bagland, ser jeg som noget meget positivt,” siger Pascal Hector, der officielt tiltrådte som tysk ambassadør i Danmark for godt en måned siden.

Men har udvekslingen også en bagside, og kan man bygge så meget bro, at vi bliver ens allesammen? Nej, mener Knud-Erik Therkelsen fra Grænseforeningen:

”Det frygter jeg ikke. Mindretal kan sagtens eksistere i samarbejde med flertallet. Men det er klart, at måske særligt det danske mindretal skal overveje, hvordan man er et mindretal i forhold til et flertal, som er imødekommende, åbent og gerne vil en. Det er en spændende udfordring.”