Det tyske mindretal vil have sin kulturarv anerkendt

Tosprogede byskilte, tv-udsendelser og bedre tyskkundskaber hos plejehjemspersonale. Det tyske mindretal ønsker større fokus på den tyske kulturarv i Sønderjylland. Men det er ikke alle, der synes, at det er en god idé

I 2015 blev byskiltet med påskriften "Haderslev/Hadersleben" opsat. Skiltet blev dog revet ned på under to uger af ukendte gerningsmænd, der smed det i en have.
I 2015 blev byskiltet med påskriften "Haderslev/Hadersleben" opsat. Skiltet blev dog revet ned på under to uger af ukendte gerningsmænd, der smed det i en have. . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

På motorvej E45 syd for Haderslev står et brunt skilt, som er en sejr i nogles øjne – og en torn i andres.

Skiltet, der blev opsat i januar i år, henviser til Knivsbjerg/Knivsberg, højdedraget, der traditionelt er samlingssted for det tyske mindretal herhjemme. Det og et lignende skilt ved Frøslevlejren nær Padborg er de første tosprogede skilte, myndighederne har opsat i Sønderjylland, siden der i 2015 var voldsom debat om netop det emne. Dengang blev et byskilt med påskriften ”Haderslev/Hadersleben”, der forsøgsvis var opsat af Haderslevs borgmester, pillet ned af ukendte gerningsmænd og smidt i en have.

Men det tyske mindretal vil føre kampen for at vise Sønderjyllands tyske arv videre, siger Hinrich Jürgensen, der er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger, paraplyorganisationen for det tyske mindretals foreninger.

”Jeg har en bekendt, der kørte forbi byskiltet i de få timer, det stod der, og hun fortalte mig, at hun, mod sin egen forventning, var blevet dybt rørt over at se det,” siger Hinrich Jürgensen.

”Personligt ville jeg også føle, det var en anerkendelse. Man roser os til skyerne og kalder os et forbillede for mindretal andre steder i verden, men når det kommer til dét, så er isen stadig tynd. Jeg har fuld forståelse for, at man kan føle, man bliver rendt over ende, eller at man har en smertelig familiehistorie. Men vi har en hundreder af års gammel fælles kulturhistorie, som vi burde fremvise.”

Det tyske mindretal har formuleret en sprogpolitik med en række punkter, det vil arbejde for frem mod år 2020, som også er 100-året for Genforeningen. Skiltene er ét punkt. Derudover ønsker mindretallet regelmæssige udsendelser på tysk i Danmarks Radio, og så er der helt nære problemer, som bør løses, siger Hinrich Jürgensen.

”I dag er der alt for få af de ansatte på plejehjemmene, der kan tale tysk. Når en dement patient falder tilbage i sit barndomssprog, så er der ingen muligheder for at få en tolk. Hvordan skal man så kommunikere? Man forventer, at de unge kan tysk, men reelt set er det få, der kan tysk i dag,” siger han og understreger, at problemet ”ikke er grebet ud af den blå luft”.

Men der er ingen grund til at vise kulturarven, selvom den går langt tilbage, mener Jan Rytkjær Callesen, der bor på Als og er Dansk Folkepartis ordfører for det tyske mindretal.

”Lad os handle sammen, snakke sammen og lave skoler sammen, men lad os fortsætte, som det er. Hvorfor skal vi have de skilte? Det bliver meget tysk, og det vil mange i den ældre generation hernede ikke synes er nogen god idé. Det er ikke nødvendigt at provokere,” siger han.

Hans partifælle Ejler Schütt, der er viceborgmester i Aabenraa, mener ligefrem, at det brune Knivsbjerg-skilt ved motorvejen burde pilles ned igen – sammen med skiltet ved Frøslevlejren, der også har fået tilføjet den tyske stavemåde.

I Aabenraa ligger en tysk og dansk roklub side om side 3580715

”En tysker kan godt regne ud, at ’Frøslevlejren’ og ’Fröslevlager’ er det samme, men det er et nationalt mindesmærke i Danmark, og derfor er det en skændsel, at det står på tysk. Jeg har stor respekt for tysk kultur og ser masser af tysk fjernsyn. Men det her er noget pjat,” siger han.

Tobias Haimin Wung-Sung, der er post doc. ved Center for Grænseregionsforskning, Syddansk Universitet, undrer sig over, at så få har taget imod mindretallets ønsker om skilte på både dansk og tysk i forsvar efter debatten om byskiltet i Haderslev.

”Havde det været enhver anden minoritetsgruppe, tror jeg ikke, systemet ville være bakket ud på den måde. Der var tale om ulovligt hærværk, og så siger kommunen blot: ’Nå, så var vi så ikke klar til det’,” siger han.

Årsagen skal måske findes i de forestillinger, der har været om mindretallet efter Anden Verdenskrig, mener Tobias Haimin Wung-Sung:

”Det her er noget, mindretallet rigtig gerne vil, og alligevel bliver de ikke selv hårde i tonen omkring det. Og det har nok også noget at gøre med fortiden. Det er først nu, man begynder at tænke: ’Hvad er egentlig min ret? Har jeg ret til et tosproget skilt?’”

Mindretallet er for nylig blevet imødekommet af Kulturministeriet, der har bevilget fem millioner kroner til en udbygning af det tyske mindretals museum i Sønderborg, Deutsches Museum für Nordschleswig. Museet, der i alt kommer til at koste 26,4 millioner kroner og støttes af en række fonde, skal stå færdigt i 2020, når mindretallet har 100-årsfødselsdag.

Hinrich Jürgensen har personligt et stærkt ønske om, at der i 2020 også laves en dansk-tysk undervisningsbog om Sønderjyllands historie til brug i skolerne.

”Det behøver ikke være nogen offerfortælling fra vores side. Men hvis ikke vi har en fælles forståelse af fortiden, er det svært at gå fremtiden i møde sammen,” siger han.