Det ultimative kontroltab: Dødeligheden spøger, og hverdagen er forsvundet

Covid-19 er tilbage. Med sine genkendelige spørgsmål om nedlukning eller inddæmning. Om prisen på et menneskeliv og mundbindet, der måske virker, og som anskueliggør, hvor langt der er til livet før pandemien

Digteren Dan Turèll hyldede og holdt af hverdagen. Mest af alt af hverdagen. At vågne op til den kendte udsigt, der alligevel aldrig var helt den samme. Arbejdet, indkøbet, aftenbesøget på værtshuset.

Men hvor er den blevet af? Covid-19 fik i foråret regeringen til at lukke store dele af landet ned, men i løbet af nogle uger og måneder vendte lyset og den daglige trummerum alligevel ganske langsomt tilbage med sine rutiner, sin undervisning, sit arbejde uden for hjemmet, sine familiefester, ja, tilmed med sine restaurantbesøg.

Fortrængt og glemt blev statsministerens dystopiske udtalelse fra april om, at vi ”måske for altid” skulle vænne os til at være sammen på en ny måde. Hendes farvel til det Danmark, vi kendte.

Mandag aften meldte Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut så om 1056 nye smittede efter en uge med jævnt stigende tal. I går blev der konstateret 745 nye smittetilfælde, men det var for mindre end et døgn, så i praksis steg tallene nogenlunde lige meget de to dage.

Artiklen fortsætter under annoncen

Allerede fredag aften blev de nye restriktioner præsenteret på et pressemøde i Statsministeriet med statsministeren, sundhedsministeren og hæren af sundheds- og ordenshåndhævere. Det var et genbesøg af forårets alvorstunge pressebriefinger, da regeringen lagde sine første tiltag frem som færdige løsninger, sanktioneret af ”sundhedsmyndighederne”, hvem de så end præcist var, og efterfølgende blåstemplet af hele Folketinget.

Begræns jeres omgangskreds til 10 personer ud over den nære familie. Tag mundbind på i offentlige lokaler. Luk butikkerne for salg af alkohol efter klokken 22, lød det denne gang.

Alligevel var det ikke helt det samme som i foråret. Politisk var der langtfra samme enstemmige opbakning. De borgerlige partier protesterede samlet. De ville have fjernet de tiltag, der ikke kunne forklares – for de kunne heller ikke forsvares, mente Venstres tilbagevendte leder, Jakob Ellemann-Jensen. Og selv om journalisterne fortsat måtte lade sig nøje med to spørgsmål hver, var tonen mærkbart mere kritisk nu.

Mandag aften tog sundheds- og politimyndighederne så ved endnu et pressemøde på sig at forklare tydeligere, hvad de nye regler faktisk går ud på. For eksempel hvorfor man skal bære de irriterende mundbind i supermarkedet, som konstant minder om, at hverdagen er forandret, men hvis effekt er omdiskuteret. Men som trods alt kun er en lille ting i det store billede.

”Det er ikke symbolpolitik. For så ville vi ikke anbefale det som sundhedsmyndigheder. Vi har dokumentation for, at brug af mundbind i det offentlige rum har en supplerende effekt i forhold til at få noget yderligere forebyggelse mod smitte,” lød det fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Både FN’s sundhedsorganisation, WHO, og den amerikanske sundhedsstyrelse, CDC, har undersøgelser, der viser, at mundbind virker. Et dansk, endnu ikke offentliggjort, studie viser måske det modsatte, men netop fordi det ikke er offentliggjort, er det svært at vide. Forskerne bag det har antydet, at dets resultat er kontroversielt, men foreløbig har tre store, anerkendte lægefaglige tidsskrifter afvist at publicere det.

Det afgørende er tilsyneladende, hvor mange smittede der går rundt i gaderne. Jo flere, jo større effekt af bindene. For tiden er to procent af de testede covid-19-positive. 10 gange så mange som i sommer, så nu giver det mere mening end dengang.

Mundbindsdebatten er et sindbillede på hele den offentlige coronadebat. På den snart otte måneder lange diskussion om, hvad der er sandt og falsk. Hvordan man skal tolke de mange grafers uforståelige op- og nedture. Hvordan man afbalancerer kampen for liv og helbred med kampen for hverdagen. For arbejde, vækst og socialt samvær. Hvordan man undgår at tage ungdommen fra de unge og alderdommen fra de ældre i iveren efter at undgå hvert eneste mulige dødsfald. Dansen med coronaen, som statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt det, siden hun svang ”hammeren”, den store nedlukning i marts og april.