Prøv avisen
Essay

Det ultimative kontroltab: Dødeligheden spøger, og hverdagen er forsvundet

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Covid-19 er tilbage. Med sine genkendelige spørgsmål om nedlukning eller inddæmning. Om prisen på et menneskeliv og mundbindet, der måske virker, og som anskueliggør, hvor langt der er til livet før pandemien

Digteren Dan Turèll hyldede og holdt af hverdagen. Mest af alt af hverdagen. At vågne op til den kendte udsigt, der alligevel aldrig var helt den samme. Arbejdet, indkøbet, aftenbesøget på værtshuset.

Men hvor er den blevet af? Covid-19 fik i foråret regeringen til at lukke store dele af landet ned, men i løbet af nogle uger og måneder vendte lyset og den daglige trummerum alligevel ganske langsomt tilbage med sine rutiner, sin undervisning, sit arbejde uden for hjemmet, sine familiefester, ja, tilmed med sine restaurantbesøg.

Fortrængt og glemt blev statsministerens dystopiske udtalelse fra april om, at vi ”måske for altid” skulle vænne os til at være sammen på en ny måde. Hendes farvel til det Danmark, vi kendte.

Mandag aften meldte Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut så om 1056 nye smittede efter en uge med jævnt stigende tal. I går blev der konstateret 745 nye smittetilfælde, men det var for mindre end et døgn, så i praksis steg tallene nogenlunde lige meget de to dage.

Allerede fredag aften blev de nye restriktioner præsenteret på et pressemøde i Statsministeriet med statsministeren, sundhedsministeren og hæren af sundheds- og ordenshåndhævere. Det var et genbesøg af forårets alvorstunge pressebriefinger, da regeringen lagde sine første tiltag frem som færdige løsninger, sanktioneret af ”sundhedsmyndighederne”, hvem de så end præcist var, og efterfølgende blåstemplet af hele Folketinget.

Begræns jeres omgangskreds til 10 personer ud over den nære familie. Tag mundbind på i offentlige lokaler. Luk butikkerne for salg af alkohol efter klokken 22, lød det denne gang.

Alligevel var det ikke helt det samme som i foråret. Politisk var der langtfra samme enstemmige opbakning. De borgerlige partier protesterede samlet. De ville have fjernet de tiltag, der ikke kunne forklares – for de kunne heller ikke forsvares, mente Venstres tilbagevendte leder, Jakob Ellemann-Jensen. Og selv om journalisterne fortsat måtte lade sig nøje med to spørgsmål hver, var tonen mærkbart mere kritisk nu.

Mandag aften tog sundheds- og politimyndighederne så ved endnu et pressemøde på sig at forklare tydeligere, hvad de nye regler faktisk går ud på. For eksempel hvorfor man skal bære de irriterende mundbind i supermarkedet, som konstant minder om, at hverdagen er forandret, men hvis effekt er omdiskuteret. Men som trods alt kun er en lille ting i det store billede.

”Det er ikke symbolpolitik. For så ville vi ikke anbefale det som sundhedsmyndigheder. Vi har dokumentation for, at brug af mundbind i det offentlige rum har en supplerende effekt i forhold til at få noget yderligere forebyggelse mod smitte,” lød det fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Både FN’s sundhedsorganisation, WHO, og den amerikanske sundhedsstyrelse, CDC, har undersøgelser, der viser, at mundbind virker. Et dansk, endnu ikke offentliggjort, studie viser måske det modsatte, men netop fordi det ikke er offentliggjort, er det svært at vide. Forskerne bag det har antydet, at dets resultat er kontroversielt, men foreløbig har tre store, anerkendte lægefaglige tidsskrifter afvist at publicere det.

Det afgørende er tilsyneladende, hvor mange smittede der går rundt i gaderne. Jo flere, jo større effekt af bindene. For tiden er to procent af de testede covid-19-positive. 10 gange så mange som i sommer, så nu giver det mere mening end dengang.

Mundbindsdebatten er et sindbillede på hele den offentlige coronadebat. På den snart otte måneder lange diskussion om, hvad der er sandt og falsk. Hvordan man skal tolke de mange grafers uforståelige op- og nedture. Hvordan man afbalancerer kampen for liv og helbred med kampen for hverdagen. For arbejde, vækst og socialt samvær. Hvordan man undgår at tage ungdommen fra de unge og alderdommen fra de ældre i iveren efter at undgå hvert eneste mulige dødsfald. Dansen med coronaen, som statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt det, siden hun svang ”hammeren”, den store nedlukning i marts og april.

Som i Olsen-banden var det timet og tilrettelagt. Gradvis skulle samfundet lukkes op igen i etaper, kurven skulle flades ud, og man skulle undgå katastrofer i sundhedsvæsenet som i Wuhan i Kina og Bergamo i Italien.

Velfærdsentreprenørerne sejrede. Folketinget overlod al magt til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), og bordet rundt blev der nikket til astronomiske hjælpepakker til erhvervslivet og de ansatte, der måtte sendes hjem under sygdommens hærgen.

Denne mærkelige sygdom, som smitter, inden man får symptomer, og som de lærde fortsat kæmper med at forstå og kontrollere.

Tag debatten om dødelighed. Døden er jo menneskets ultimative kontroltab. Men kunne man så bare forstå sammenhængen mellem antallet af smittede og antallet af døde. Ifølge WHO’s seneste tal er 1.155.553 mennesker til dato døde med eller af covid-19 på globalt plan. Mens 43.147.494 personer er eller har været smittet.

Det mærkelige er, at sygdommen tilsyneladende bliver mindre og mindre dødelig. I hvert fald bedømt på WHO’s egne grafer over nye smittede og døde. Lige siden marts er antallet af smittede steget. Men antallet af døde har stort ligget på samme niveau siden april, nemlig på mellem 4000 og 6000 dagligt, med enkelte større udsving i begge retninger.

Samme udvikling har vist sig herhjemme, hvor 568 af de nu 708 døde mistede livet inden udgangen af maj. Eksperter kan forklare, at siden dengang er især unge blevet smittet, og de dør meget sjældent af sygdommen. Det er også lykkedes at holde de ældre smittefri i stort omfang, og desuden er man blevet bedre til at vurdere, hvornår de syge skal ud hospitalerne, hvad der måske i nogle tilfælde paradoksalt nok har øget deres chance for at overleve.

Overleve. Det er jo det, det hele går ud på, og det lysende håb er rettet et sted hen. Mod laboratorierne, hvor eksperterne arbejder i døgndrift på at skabe den vaccine, der kan bringe hverdagen tilbage.

Men hvad nu hvis… vaccinen alligevel aldrig kommer? Eller store grupper af befolkningen ikke vil tage den? Eller virkningen og immuniteten viser sig at blive alt for usikker eller kortvarig til at udrydde smitten?

De Økonomiske Råd, vismændene, har i en ny rapport skrevet et længere afsnit om epidemiologi og økonomi. Den danser om det spørgsmål, der om noget presser sig på, nu da smittetallene stiger dag for dag, herhjemme, i det meste af Europa og mange andre steder i verden. Skal samfundet igen lukkes ned for at bremse smitten, som mange europæiske lande allerede har gjort? Eller skal man forsøge at inddæmme den ved for eksempel at opspore og isolere de smittede langt mere intensivt end hidtil?

Sagt på økonomsprog kan man vælge mellem inddæmnings-, undertrykkelses- eller afbødningsstrategien. Ved inddæmning gælder det om at isolere de smittede fra resten af befolkningen. Undertrykkelsesstrategien går ud på at holde smittetallene så lave som overhovedet muligt, så man undgår den røde kurve, hvor hospitalerne bliver overbelastede. Mens afbødningsstrategien i et længere perspektiv satser på, at smitten udbredes til dem, der kan tåle at blive syge, så der opbygges den meget omtalte flokimmunitet.

Den sidste strategi har ikke mange fortalere for tiden, men hvis det trækker ud med vaccinen, ender det måske alligevel ufrivilligt som den sejrende strategi.

Danmark har siden foråret satset på undertrykkelsesstrategien, hvor man har forsøgt at holde smittetallene nede, blandt andet ved at opfordre alle til at holde afstand, vaske og spritte hænder flittigt, nyse i ærmet, arbejde hjemme, hvor det er muligt, og så videre.

Samtidig er der blevet testet, testet og testet. Det sidste burde måske kategoriseres under inddæmningsstrategien, for formålet med at teste mange personer er, at man kan opspore og isolere flest muligt.

En af de skarpeste fortalere for den strategi er lektor, afdelingslæge Christian Wejse fra Aarhus Universitetshospital ved Skejby. Han er kritisk over for, at man hidtil har ladet det været op til folk selv at afgøre, om de ville testes. Nogle har kunnet lade sig teste ”100 gange” og har skabt kø for andre, så det er blevet sværere at teste kontakter til smittede.

”En del af den stigning, vi ser nu, er en konsekvens af, at smitteopsporingen ikke har været effektiv nok tidligere. Vi havde chancen for at snøre sækken i sommer. Ikke at jeg er så naiv, at jeg tror, at smitten ikke ville være kommet tilbage, men vi ville trods alt have haft et andet udgangspunkt. Det er det, lande som Australien, Singapore og Sydkorea har gjort, og de er tæt på nul. Det ærgrer mig, at vi ikke virkelig fik smitteopsporingen på skinner, da vi havde det åbne vindue i sommer,” siger Christian Wejse.

Han peger på, at det norske Folkehelseinstituttet i sommer beregnede, at 87.000 mennesker skulle gå med mundbind i en uge for at forhindre blot et smittetilfælde. Mens det samme kunne opnås med blot en opsporing og test af en enkelt person, der har været i kontakt med en i forvejen smittet person. I bedste fald ville man ligefrem kunne stoppe en superspreder på den måde.

Samme pointe har vismændene, der argumenterer for, at man skal bruge instrumenter med de mindste samfundsomkostninger og den største effekt. Ikke ligefrem et chokerende synspunkt, men økonomerne medgiver, at der er stor usikkerhed om, hvor effektive de enkelte instrumenter er.

En af udfordringerne ved opsporing af smittede har været, at de ikke altid har villet isolere sig. Især ikke, hvis de ikke har haft symptomer. Spreder ”coronatrætheden” sig yderligere, bliver det næppe lettere.

På det punkt har et land som Kina formentlig benyttet sig af håndfaste isoleringsmetoder, som ikke rigtig lader sig anvende i et blødt konsensus- og tillidssamfund som det danske.

Det kunne være forklaringen på, at hverdagen i dag har indfundet sig i det land og den by, hvor det hele begyndte for knapt et år siden.

Herhjemme kommer vi nok til at vente en rum tid på den endnu. Uanset hvor meget vi holder af den.