Det ultimative krav døde, da det blev slæbt ind på Christiansborg

Tale ved bisættelsen af det ultimative krav, der afgik ved døden lørdag den 19. november 2016

"Man kan i dag undre sig over, at det ultimative krav holdt ud at være sammen med Anders Samuelsen i så lang tid, som tilfældet blev. Han var jo temmelig åbenmundet om, hvad hun skulle bruges til. Hun skulle handles." Arkivfoto.
"Man kan i dag undre sig over, at det ultimative krav holdt ud at være sammen med Anders Samuelsen i så lang tid, som tilfældet blev. Han var jo temmelig åbenmundet om, hvad hun skulle bruges til. Hun skulle handles." Arkivfoto. . Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Polfoto.

Vi er samlet her i dag for at tage afsked med det ultimative krav, der fik et kort, men stormfuldt liv i dansk politik.

Kravet har såmænd eksisteret i århundreder, ja, måske årtusinder, så det er en gammel dame, vi siger farvel til. Men hun kunne bare ikke tåle at blive slæbt ind på Christiansborg.

Den 12. januar i år omfavnede Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, hende, da han i udtalelser til pressen sagde, at han ikke længere ville garantere for Venstre-regeringens overlevelse, hvis ikke topskatten blev sænket med mindst 5 procent. Hele vejen op.

Vel, det var ikke helt sådan han sagde, men det ultimative krav forstod vinket. Anders Samuelsens flirt var ikke til at misforstå. Sagen var, at regeringen udskød sin præsentation af 2025-planen til dette efterår, og dermed blev der sået tvivl om regeringens ”ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone”, som der rettelig stod i regeringsgrundlaget. Egentlig stod der ikke noget om topskat, men med mindre man ville gentage statsbankerotten fra 1813, var det svært at se andre løsninger end lige netop at sænke den forkætrede topskat.

Lad os ikke skjule på denne dag, at følelserne mellem det ultimative krav og Anders Samuelsen blev endog meget varmere henover sommeren.

Det blev til et fuldtonet ”ja” den 31. august. Regeringen havde omsider fremlagt sin 2025-plan, inklusiv et forslag om at lempe topskatten for alle, der tjener op til en million kroner om året. Men altså ikke hele vejen op.

”Det er hjerteblod for os,” sagde Anders Samuelsen til Altinget.dk, da han definitivt trak det ultimative krav ind i varmen på Christiansborg.

Der var hun en fremmed fugl. De borgerlige partier betragtede hende med lige dele vantro og foragt. Med et stille håb om, at Anders Samuelsen trods alt ville bryde forbindelsen, inden hun fik det hele til at ramle. Dansk Folkeparti ville officielt intet have med hende at gøre, men i de stille aftener inviterede de hende alligevel ind i gruppeværelset. Fortalte med kælen stemme, at de såmænd godt kunne være interesserede i et hemmeligt forhold, hvis hun bare ville gå over til Anders og på deres vegne sige nej. Højt og tydeligt nej til enhver lettelse af topskatten.

Oppositionen kiggede frydefuldt men også en smule bekymret til fra sidelinjen. Det var jo ikke så dårligt, hvis det ultimative krav kunne sprede så meget nid og nag i det borgerlige bal, at det helt måtte aflyses. Det skræmmende, især for Socialdemokratiet var, hvis kravet bagefter skulle finde på at opsøge Enhedslisten og måske Alternativet. Så risikerede man i løbet af kort tid at stå tilbage med præcis de samme problemer som Lars Løkke Rasmussen, hvis man skulle få nøglerne tilbage.

Man kan i dag undre sig over, at det ultimative krav holdt ud at være sammen med Anders Samuelsen i så lang tid, som tilfældet blev. Han var jo temmelig åbenmundet om, hvad hun skulle bruges til. Hun skulle handles. Hun skulle smides på bordet i en sen nattetime, når Dansk Folkeparti kom anstigende med dets krav om at rive Schengen-kontrakten i småstykker, indkøbe 20 nye grænsebomme og fastansætte gendarmer i stort tal til at bevogte grænsen for al udefra kommende ondskab. Så var det, at Anders ville sige, mens han pegede på det ultimative krav:

”Jamen, ok, nu skal vi nok stemme for jeres bomme, men så skal I også stemme for vores topskattelettelser, og så kan vi sende hende her på porten.”

Den ordveksling nåede man bare aldrig frem til. Anders Samuelsen fik kolde fødder. Han erkendte, at Dansk Folkeparti slet ikke ville handle, så gode råd var dyre.

Men der var en løsning, som ingen, i hvert fald ingen af de kloge politiske analytikere og besserwissere, havde gættet. Den var i al sin enkelhed at gøre Anders Samuelsen og flere af hans partifæller til ministre. Så kunne det ultimative krav ryge og rejse!

Det kunne måske give lidt uro i partiets bagland, hvor nogle ligefrem havde troet på, at topskattelettelser hele vejen op var en ultimativ fordring, men de måtte tørre øjnene. De ville nok forstå det med tiden.

Oppositionen havde som nævnt haft en vis frygt for det ultimative krav, men da hun blev sendt på porten, kneb man alligevel en tåre. Uden hende blev der længere til næste folketingsvalg og dermed til regeringsmagten.

Men det ultimative krav? Hun stod uden for Christiansborg i kulden lørdag formiddag og overvejede sin situation. Ville hun nogensinde igen komme ind i den bygning? Hvad ville medierne og vælgerne sige, hvis Anders eller en anden politiker for den sags skyld igen ville kalde på hende og snakke om, at der nu skulle føres politik på en helt ny måde? Ville de ryste overbærende på hovedet eller bare dø af grin? Nej, det er da helt håbløst, tænkte hun og hoppede i havnen.

Derfor er vi samlet her i dag. Vi kan ikke helt udelukke, at hun en dag genopstår og opsøger en overenskomstforhandler, en forretningsmand eller en bankrøver, men Christiansborg er lukket land i al overskuelig fremtid. Der er hun hverken elsket eller savnet. Så hvil i fred.