Prøv avisen
Årets personer

Marie Høgh: Det var en regulær mediestorm

Sognepræst Marie Høgh. Foto: Asbjørn Sand

Juli 2015: Sognepræst Marie Høgh bliver genstand for sommerens største kirkesag, da hun angiveligt er blevet udfrittet om sit politiske ståsted under en ansættelsessamtale i Berlin. Hun er glad for, at hun holdt stand uden at miste fodfæstet

Fortalt af Marie Høgh

Jeg var chokeret. Jeg kan huske, at jeg var forundret over, at menighedsrådet var så dumme, hvis de troede, jeg ville svare på det.

Det var stærkt ubehageligt, at jeg skulle forsvare ikke bare mine egne politiske holdninger, men også Dansk Folkepartis asyl- og indvandringspolitik, som jo ikke har noget at gøre med en præsteansættelse. For selvfølgelig er kirkedøren åben for ethvert menneske - ”sanddru hedning, tysk og jøde”, som Grundtvig ville have sagt.

Jeg var vred og forundret over, at det kunne finde sted. Uanset om man søger et job som rengøringsassistent eller præst, er det en principiel sag, at man ikke spørger ind til en ansøgers politiske ståsted.

Efter at historien kom frem i Weekendavisen den 17. juli, var der ikke mange af døgnets timer, der var fredede. Journalisterne ringede før klokken otte om morgenen. Det var en meget voldsom periode. Det var jo en regulær mediestorm.

Jeg er ikke blevet en anderledes præst, men rent menneskeligt har jeg fundet ud af, at jeg kan komme igennem en storm uden at miste fodfæstet. Det har været hårdt. Det påvirker naturligvis én, når aviserne skriver om ens person og ikke mindst sætter spørgsmålstegn ved ens integritet.

I begyndelsen ville jeg hele tiden reagere og forsvare mig selv. Jeg tog det virkelig på mig, men når det er ude i pressen, kan man ikke styre det. Så selvfølgelig bliver man ramt af det. Det er ens person, det er en selv, det handler om. Efterhånden får man så meget teflon, at man forholder sig professionelt til det, selvom det er ens navn, der står skrevet i avisen.

Men det koster åbenbart, når man gør opmærksom på, at der er foregået uretmæssigheder. Det har også haft menneskelige omkostninger. Trætheden har været stor, for det har været en turbulent omgang. Og man kan kun stå imod, hvis man ikke står alene. Heldigvis har jeg haft mange gode støtter, og det var nødvendigt, for det var en sag, der fyldte hele mit liv i sommer.

Selvom det har været hårdt, har jeg hele tiden overbevist mig selv om, at det var en vigtig kamp. Det var en større og vigtigere kamp, end om jeg fik mit embede. Samtidig har jeg også erfaret, at det at være ærlig, sige sandheden og sin mening ikke er farligt, og jeg vil aldrig afholde mig fra at deltage i den offentlige debat.

Da sagen kørte, sad jeg i et vikariat i Rødding og Øster Lindet Sogne i Sønderjylland. Heldigvis havde jeg en vidunderlig menighed. Både der og fra min tidligere menighed i Ribe mødte jeg stor opbakning og positive tilkendegivelser i forhold til, at jeg havde taget kampen op.

Generelt har folk taget godt imod mig og anerkendt, at jeg gik ind i kampen. Jeg tror, at det har rystet folks grundvold, hvad der kan foregå i folkekirken.

I hvert fald har jeg lært, at man ikke altid kan stole på det folkekirkelige system. Jeg har selv mistet tilliden til ”systemet folkekirken”. Hvor det burde handle om liv og død, forkyndelse, ordet til frelse, trøst og genoprettelse af menneskelivet, handler det først og fremmest om politik. De, der burde være ens medspillere, har vist sig usynlige. Det kritiske apparat skal simpelthen være i orden. Der er jeg klart blevet mere skeptisk.

Mens sagen rullede, fik jeg et råd af en god ven og en garvet præst. Jeg skulle passe på ikke at blive et ”tidehvervsk trofæ”, sagde han. Jeg står selv med et ben i den tidehvervske og et i den grundtvigske tradition og er først og fremmest lutheraner. Det, der engang hed gammelgrundtvigianisme. Det er så nemt at ”brande” teologer og præster med et rygmærke - når man er tidehvervsk, grundtvigsk eller missionsk, må man nødvendigvis mene sådan og sådan, sætte sit kryds til folketingsvalg der og der.

Uanset hvad har det været kampen værd. Med sagen og bevågenheden omkring den har min stemme også fået lov at fylde i den kulturelle og kirkelige debat, og jeg er medierne meget taknemlig over, at de har ladet mig komme til orde. Forleden blev jeg hos Berlingske omtalt som ”en kontroversiel præst”. Det er jeg da ikke, var min første tanke. Men mit navn er altså blevet mere eller mindre kendt gennem sommerens varmeste sag, og selvfølgelig med vild uenighed om, hvad jeg siger og skriver. Det er godt, lad kræfterne strides - det kan folkekirken rumme.