Prøv avisen
Årets personer

Pia Kjærsgaard: Det var ikke min tanke at blive formand

Pia Kjærsgaard. Foto: Nils Meilvang/Scanpix

Oktober 2015: Ved Folketingets åbning tiltræder Pia Kjærsgaard (DF) som tingets første kvindelige formand. At hun skulle have posten, kom dog allerede til at stå klart ved regeringsforhandlingerne umiddelbart efter folketingsvalget i juni

Fortalt af Pia Kjærsgaard

Idéerne om, at jeg skulle være formand, cirkulerede på Christiansborg i halvandet år, før det skete, men hos mig selv opstod tanken først fire dage, inden det skete den 3. juli.

Jeg var på Samsø, og da Løkke erklærede mig sin støtte, tænkte jeg: ”Hold da op, så kan det da godt være, at det bliver til noget.”

Jeg diskuterede med min mand, Henrik, om jeg skulle sige ja, præcis som jeg har diskuteret alting med ham i de 32 år, jeg har siddet i Folketinget.

Jeg overvejede det meget grundigt, for jeg var klar over, at der var nogle ting, jeg skulle fravælge. Værdipolitikken er mit hjertebarn, og jeg befandt mig meget godt med min rolle, efter at jeg var trådt af som partiformand.

Men Henrik sagde: ”Ved du hvad, det tilbud får du kun én gang i livet, og der er meget få, der får det, så selvfølgelig skal du sige ja tak.”

Som en del af Dansk Folkepartis gruppe har jeg stadig en vis indflydelse på den politik, der bliver ført, men jeg holder det på gruppemøderne og går ikke ud i pressen og siger, hvordan tingene skal være.

Som formand har jeg en indflydelse på, hvordan det her hus, som man kalder det, fungerer.

Det er umådelig interessant, for efter 32 år i den politiske verden finder jeg ud af, hvordan det hele fungerer bag de indre linjer. Det er jo et kæmpe apparat med 1200 mennesker på Christiansborg, og det er meget spændende at få lov til at prøve at få det til at fungere i en periode af mit liv.

Officielt blev jeg formand, da Folketinget åbnede første tirsdag i oktober. Begge dage, både den 3. juli og Folketingets åbning, var fantastiske for mig, også fordi jeg er et følelsesmenneske. En ven skrev til mig: ”Nyd hvert et skridt, du tager op til formandsstolen i dag.” Det gjorde jeg også.

Den første dag skete der så det, at jeg gik forkert. Jeg var vant til at gå op på talerstolen, og Bertel Haarder sad jo på formandsstolen, så jeg gik op til talerstolen, som om jeg skulle op og sige et eller andet. Det var egentlig meget befriende, for folk grinede, og det løste op for stemningen, som ellers godt kunne blive meget højtidelig.

Det er ikke mit problem, at nogle synes, valget af mig var kontroversielt. Men jeg satte mig også for, at alle skulle blive glade for, at de havde valgt mig.

Jeg har været her i så mange år, og jeg værdsætter i den grad folkestyret, så hvis det bare er mig som person, de ikke bryder sig om, så må de tænke på mig som formanden.

Specielt i den første tid ville jeg ikke blande mig i politiske sager. Jeg har en facebookprofil, som 130.000 følger. Jeg har også to blogs på politiko.dk og tv2.dk, og der skriver jeg flittigt, når jeg føler, jeg kan finde en balance. Meget kan dreje sig om demokrati og folkestyre. Den seneste EU-folkeafstemning skrev jeg om, og det har i hvert fald med folkestyret at gøre.

Der var en dag et folketingsmedlem, som ville have ordet og piftede nede i salen. Der sagde jeg godt nok, at ”det går altså ikke”. Det var han nok klar over, og jeg tror, de fleste kan komme til at forløbe sig.

Den skolemesteropgave, jeg har, skal løses. Traditionerne skal holdes, og forretningsordenen skal overholdes.

I tirsdagens spørgetime, som er blevet langt bedre end tidligere, har jeg oplevet, at både statsministeren og oppositionens leder overskrider taletiden. Der er jeg nødt til at skride ind. Jeg er da helst fri, for det er lidt småstressende hele tiden at skulle rejse sig op og sige ”tak, taak, taaaak!”.

Men man skal passe på det hele herinde, og det er min opgave.

Det var noget pjat, da man talte om, at folketingspolitikerne skulle slå gækken løs i de debatter, som man gør i det britiske parlament. Det kan være meget velgørende, at der kommer en spontan humoristisk bemærkning i folketingssalen, men så skal man gøre det spontant.

Da jeg tiltrådte, fik jeg at vide fra administrationen, at jeg havde et renommé for at være direkte og omgængelig, og det er jeg kun glad for. Jeg vil gerne gøre mit for, at folk har tillid til mig.