Prøv avisen
De store spring

Velfærdsforskeren: Det velmenende i velfærdsstaten blev væk

Velfærdsstatens næstekærlige fundament er under opløsning, mener professor Jørn Henrik Petersen, der har interesseret sig for velfærdsstaten hele livet. Her ses han foran Syddansk Universitet i Odense. - Foto: Petra Theibel Jacobsen

Med velfærdsstaten blev Danmark rigere og flere lykkelige. Vi har hospitaler og skoler for alle, men hvor blev kernen- næstekærligheden - af, spørger velfærdsforsker Jørn Henrik Petersen, der selv er stærkt præget af det sociale projekt

Den jyskfødte professor Jørn Henrik Petersen er et barn af velfærdsstaten og har fulgt dens udvikling først gennem sin fars rolle i det sociale system og siden som mere og mere kritisk professionel iagttager af systemet og som markant forsker i dansk økonomi og historie.

Jørn Henrik Petersen blev født i 1944 og oplevede som barn, hvordan velfærdsstaten blev sat på skinner af de socialdemokratiske velfærdspionerer, og som ung voksen iagttog han dens storhedsperiode. Det skete i de ”formative år”, som han kalder det, hvor han voksede op i et yderst samfundsengageret miljø i det nordjyske. Faderen var chef for en socialforvaltning i en lille kommune og blev senere socialdirektør i Aalborg. Indimellem var han politiker og sognerådsformand (borgmester) valgt af Socialdemokraterne.

”Min fars virke lå i det sociale, og ved middagsbordet blev der talt meget om udviklingen i samfundet i de år. Jeg fulgte hans gøren og laden og hans dragen rundt i lokalområdet. Dengang var socialt arbejde mere personrelateret end i dag, og min far levede sig ind i de familier, han besøgte,” fortæller Jørn Henrik Petersen.

Han husker den heftige debat og kamp om velfærdsstatens spæde begyndelse i årene 1955-56. Men det var først tre-fire år senere, at hans interesse blev rigtig tændt. Og dét, han blev tændt af, var en idé om et land ”med lige værdighed i borg og hytte”, som Grundtvig sagde, et citat, Jørn Henrik Petersen ynder at benytte, når han skal beskrive udgangspunktet for velfærdsstaten.

”Det handlede om respekt for det enkelte menneske og en accept af, at mennesket ikke bare i forhold til Vor Herre, men også i de indbyrdes forhold var ligeværdige personer. I begyndelsen handlede socialt arbejde i velfærdsstaten om at reparere på de problemer, man så, med en medfølelse for de mennesker, der faktisk havde det svært. Det var centralt placeret i solidaritetscirklen. Og tænkningen var, at alle kunne risikere at lande i den cirkel en dag. Det var en erkendelse af, at menneskeligt liv er et liv levet i dyb og inderlig afhængighed af hinanden, og at vi i politisk og etisk forstand er forpligtet til at tage hånd om hinanden. Det er sådan noget, jeg har i tankerne, når jeg tænker på de grundlæggende værdisynspunkter bag velfærdsstaten og ikke på halvering af genoptjeningskravet til dagpenge eller ej,” siger han.

Jørn Henrik Petersen er begejstret for de socialdemokratiske grundlæggere af velfærdsstaten, heriblandt hans store forbillede økonomen Jørgen Dich, der havde en betydelig indflydelse på udformningen af deres projekt.

De spæde tanker om den nye stat efter Anden Verdenskrig hægter Jørn Henrik Petersen også op på et kristent livssyn om at elske sin næste. Men det syn går samtidig hånd i hånd med en erkendelse af, at en anden menneskelig egenskab samtidig er roden til velfærdsstatens kollaps - menneskets indgroede selvtilstrækkelighed og egoisme, som Martin Luther og Hal Koch påpegede, tænkere, som Jørn Henrik Petersen flittigt citerer.

Velfærdsstaten var på en måde født til at fejle, filosoferer han videre, fordi grundlæggerne ønskede at ændre på mennesket, og fordi mennesket ikke er sådan lige til at ændre.

”De ønskede et eller andet sted at bringe paradiset ned på jorden. De var inspireret af idéen om noget for ingenting. Lige som i kirken, hvor man får nåde uden at skulle give noget til gengæld. De ville omskole danskerne til at blive medmenneskelige. Hal Koch talte om samfundsmennesket, der var parat til at sætte sig selv til side til gavn for andre. Jens Otto Krag, K.B. Andersen og Julius Bomholt var alle optagede af at skabe et menneske, der ikke var egoistisk. Det handlede om at få folk til at leve i et fællesskab, der ikke var båret af materialisme, men af mådehold, generøsitet og arbejdsvilje. Men de var også klar over, at det var en stor mundfuld, og at mennesket altid står i risiko for at handle opportunistisk, eller agere, som Hal Koch siger, som private mennesker, der dels rager til sig, dels smyger sig uden om forpligtelserne. Menneskene er, som Luther udtrykte det, indkrogede i sig selv. Det var en utopisk drøm, og når mennesker ikke kan ændres, måtte man jo indrette samfundet, så menneskene blev 'tvunget' til at være sådan. Binde dem til masten. Men nissen flyttede med, og systemet blev hurtigt korrumperet,” siger han og rømmer sig kraftigt.

”Jo mere kollektivt, den fælles ansvarlighed bliver, desto mere smyger man sig uden om sit eget ansvar. Systemet har vokset sig så stort, at velfærden fordeles som stordrift. Og her er der ikke plads til megen humanitet. Alt bliver større. Kommuner og hospitaler. Det er karakteristisk for moralsk og social adfærd, at den trives bedst i små kredse. I den lille kommune, jeg voksede op i, var der mange problemer, der blev taget i opløbet. Den begyndende alkoholiserede mand med kone og tre børn blev der taget fat i. Med centralisering kommer anonymisering af individet. Moral har det svært i store grupper, hvor mennesket har tendens til ikke at blive på dydens smalle sti. Og et behov for ydelser er blevet til en ret til dem. Man kigger på, hvad man tror, naboen gør - ikke på det etisk korrekte.”

Velfærdsstaten havde reelt set et kort liv, mener forskeren og peger på en begyndende legitimitetskrise fra midten af 1970'erne, hvor han havde etableret sig som forsker på Odense Universitet. Nogle hævder, at det var på grund af oliekrisen. Andre den begyndende globalisering. Men på det tidspunkt var velfærdsstaten vokset sig så stor, at den havde opbakning fra store befolkningsgrupper, der på den ene eller anden måde var engageret i den ved at arbejde i den eller modtage ydelser fra den. Det betød, fortæller Jørn Henrik Petersen, at politikerne på begge sider gik på kattepoter, når det kom til store ændringer i systemet, og sådan har det været siden.

Legitimitetskrisen handler i høj grad om en retorisk glidebane, mener han.”Man begyndte allerede i 1970'erne at tale om sociale nassere, og man bevægede sig sidenhen mere og mere væk fra det humane udgangspunkt. Tonen har vi også set de seneste år, hvor Fattige Carina og Dovne Robert er blevet kendte navne i medierne. Fra at være dem, vi havde medfølelse med, er de sårbare og udsatte blevet samfundets syndebukke, som mødes med fortørnelse. Mens velfærdsstaten så det enkelte menneske som en værdi i sig selv, ligger menneskets værdi i dag i, om det kan gøre nytte. Det er et etisk brud. Tonen og retorikken minder om tiden omkring slutningen af 1800-tallet og den måde, man dengang omtalte de uværdige. Man siger det bare mere civiliseret i dag. Historien gentager sig.”

Var det så trods alt ikke det hele værd?

”Jo, det mener jeg bestemt. Danskerne har jo fået det bedre, og Danmark er et godt sted. Jeg ville nødigt på hospitalet mange andre steder for eksempel.Velfærdsstaten har også været mit liv og arbejde. Der er i al almindelighed ikke noget historisk forløb, som man ikke kan lære noget af. Og jeg har lært af det hele. Jeg er taknemmelig for, at jeg er blevet trukket i retning af den eksistentielle og historiske interesse.

Men! Min hovedanke går på opfattelsen af mennesket i konkurrencestaten. Jeg savner diskussionen om forholdet mellem det offentlige og familien? Grænsedraget mellem det private og det kollektive? Disse fundamentale spørgsmål stilles slet ikke. I dag er politik noget, som DR's Detektor kan undersøge.”

Er der håb om forbedring?

”Jeg tror stadig på det. Pendulet svinger tilbage. Jeg tilbringer en stor del af min fritid med at rejse rundt til folk og fædreland og holde foredrag. Det er min klare oplevelse, at der er en dybtgående frustration i den danske befolkning. Mange synes ikke, vi er på rette vej. Magtesløsheden er stor. Og hvis systemet skal laves om, sker det ikke på Christiansborg. Det skal ske nedefra. Når jeg kommer ud i landet, ser jeg aktiviteterne folde sig ud. Der findes en vældig aktiv folkelig kultur, som er optaget af grundlæggende eksistentielle spørgsmål om, hvad der er et godt eller dårligt i samfund. Og der sidder sikkert folk på bænkene, der stemmer både til venstre og til højre. I den forstand er der reminiscenser af et klassisk folkelighedsbegreb. Deri ligger håbet.”