Prøv avisen
Politisk set

Det vigtige valg af Europa-politikerne nærmer sig

Europa-Parlamentet har gennem årene fået stadig større betydning, men det afspejler sig stadig ikke i valgdeltagelsen, skriver professor i statskundskab Peter Nedergaard

Vi kender endnu ikke valgdatoen til valget til Folketinget, men vi kender den til Europa-Parlamentet: den 26. maj.

Den dag skal danske vælgere finde frem til, hvilke 14 danske kandidater der skal sidde i Europa- Parlamentets forskellige politiske grupper. Eller måske bliver det kun 13 pladser, hvis Storbritannien alligevel skal deltage i valget på grund af en udskydelse af Brexit.

Siden det allerførste valg til Europa-Parlamentet i 1979 er stemmeprocenten i Danmark gået frem fra 48 procent til 57 procent i 2014. Det er dog stadig langt under valgdeltagelsen ved folketingsvalg, som normalt ligger på et godt stykke over 80 procent.

I 1979 stod Europa-Parlamentet svagt i den europæiske beslutningsproces. Parlamentet var på langt de fleste områder et rent høringsorgan, som medlemslandenes ministre i Ministerrådet kunne lytte til eller lade være med at lytte til. I 2014 var situationen en helt anden, hvilket den har været, siden Lissabon-traktaten trådte i kraft i 2009.

I dag er Ministerrådet på hovedparten af samarbejdsområderne i EU tvunget til at finde et kompromis med Europa-Parlamentet.

Europa-Parlamentet er i dagens EU-politik et organ med en selvstændig stemme på linje med Ministerrådet, hvis politikere normalt er valgt ved nationale valg. Derfor burde der ikke være den store forskel mellem valgdeltagelsen ved folketingsvalg og ved valg til Europa-Parlamentet.

I Europa-Parlamentet sidder medlemmerne ikke i nationale grupper. De vælges til fælles EU-grupperinger. De socialdemokratiske kandidater, som vælges, kommer til at sidde i den social- demokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, kandidaterne fra Det Radikale Venstre og Venstre kommer til at sidde i den liberale gruppe (kaldes også Alde-gruppen efter forkortelsen ”Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa”), mens den konservative kandidat (hvis vedkommende vælges) kommer til at sidde i gruppen med betegnelsen ”Det Europæiske Folkeparti” – eller EPP efter den engelske forkortelse). SF-kandidaten indgår desuden i den grønne gruppe, Enhedslistens og Folkebevægelsen mod EU i den venstreorienterede gruppe og Dansk Folkepartis valgte kandidater indgår (sandsynligvis) i en national- konservativ gruppering.

Traditionelt har EPP-gruppen den største politiske gruppe i Europa-Parlamentet. Den består af konservative og kristendemokratiske partier. Det er også den mest magtfulde gruppering, hvor linjen ofte lægges med hensyn til den politiske holdning, som Europa-Parlamentet skal indtage. Den næststørste gruppe er den socialdemokratiske gruppe, mens den tredjestørste gruppe er Alde-gruppen eller (siden 2014) den nationalkonservative gruppe. Alde-gruppen er også relativt magtfuld, selvom den ikke er så stor, fordi den tit er tungen på vægtskålen, hvis der er uenighed mellem EPP-gruppen og den socialdemokratiske gruppe i parlamentet.

Det er sikkert, at der fra Danmark vælges kandidater til den socialdemokratiske gruppe, Alde-gruppen, den nationalkonservative gruppe, den venstre- orienterede gruppe og sandsynligvis også den grønne gruppe.

Derimod er det langtfra sikkert, at der vælges en kandidat fra Det Konservative Folkeparti til EPP-gruppen. Hidtil har den tidligere formand for partiet, Bendt Bendtsen, siddet i gruppen, hvor han har haft mulighed for at øve indflydelse på forslag, som er prekære for Danmark.

Den konservative spidskandidat til europaparlamentsvalget er denne gang den næsten ukendte Pernille Weiss, som har en politisk karriere som medlem af Fyns amtsråd for år tilbage.

Hvis der skal en dansk kandidat i Europa-Parlamentets vigtige EPP- gruppe, er Pernille Weiss den eneste realistiske mulighed, men det er langtfra en given sag, at hun vil få stemmer nok til at blive valgt, fordi hun er langt mindre kendt end Bendt Bendtsen.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.