Nu indledes en ny folketingssamling, præget af den tilstundende valgkamp, der har mulighed for at vende op og ned på mønstre, som har præget dansk – og europæisk – politik den seneste snes år.
I centrum står de to store temaer, omdrejningspunkt for de såkaldt populistiske strømninger herhjemme og ude: Indvandring og EU.
Dramaet får nok to faser: Op til valgkampen ser det ud som om, at både regeringen og Socialdemokratiet fortsat bejler til DF, som mange derfor ser som det egentlige centrum i dansk politik. Men mere diskret bygger både Løkke og Fredriksen op til en konfrontation med DF – formentlig under selve valgkampen, måske først efter valget.
Realiteten bag denne strategi er, at DF i dag står mere isoleret politisk, end de aktuelle frierier giver indtryk af.
I de seneste år er der bygget en bredere konsensus op om en strategi for at bringe indvandrere hurtigt i arbejde – med en trepartsaftale mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere som et helt centralt element.
Denne konsensus omfatter naturligvis også Socialdemokratiet. DF er lodret imod: Partiet kræver hurtig hjemsendelse af midlertidige flygtninge – uden danskundervisning og beskæftigelse. I realiteten var det dette punkt, som sidste års dramatiske forhandlinger op til finansloven strandede på.
I realiteten er dansk integrationspolitik en betydelig succes. Flere markante stemmer har kritiseret politikerne for at underbetone resultaterne, men det vil nok fortsat ske, indtil både Venstre og Socialdemokratiet er klar til det åbne opgør med DF.
Socialdemokratiet lagde røgslør ud, da partiet op til finanslovforhandlingerne meldte ud, at man for en stor del var enige i DF’s krav til finansloven. Først med stor forsinkelse blev det klargjort, at det dog ikke gælder DF’s nøglekrav om at standse integrationen.
Socialdemokratiet vil gerne gøre mere for at motivere til hjemsendelse, men ikke slække integrationen, der er mere nødvendig end nogensinde, da Danmark og andre europæiske lande med Tyskland i spidsen har presserende behov for tilgang af arbejdskraft.
EU-politikken er også inde i en ny fase, som igen tenderer mod at isolere DF. Godt nok er samarbejdet på mange måder kriseramt, men 80 procent af danskerne er glade for medlemskabet, flere end nogensinde tidligere. Og på helt afgørende felter har EU i de seneste år vist sin store betydning. Det gælder kontrol med indvandringen, hvor EU’s aftale med Tyrkiet er helt afgørende – og nu bebudes en ny aftale af samme karakter med Egypten, som skal indgås i februar – formentlig umiddelbart før det kommende folketingsvalg.
Der tegnes et billede af, at kun EU er i stand til at levere en effektiv indvandringskontrol – men meget muligt også kun EU kan sikre en hjemsendelse af emigranter uden ret til asyl gennem tilsvarende aftaler med hjemlande eller tredjelande.
Dertil kommer Vestagers imponerende indsats mod internettets store monopoler, hvis betydning understreges af behovet for en regulering af Facebooks og konsorters lemfældige håndtering af persondata. Endelig har Trumps mere isolationistiske politik kaldt på et bredere og dybere europæisk forsvars-samarbejde. Alle disse centrale temaer skiller DF fra Venstre og Socialdemokratiet.
For første gang siden DF’s gennembrud i dansk politik for 20 år siden står partiet isoleret i indvandringspolitik. Det blokerer for Thulesen Dahls regeringsdrømme og viser hulheden i hans tilsyneladende succes.