Analyse: DF kan vinde politisk på støtte til lærerne

Dansk Folkepartis formand bryder de uskrevne regler, når han blander sig i en konflikt på arbejdsmarkedet, men politisk kan han vinde på det, skriver politisk kommentator Erik Meier Carlsen

”Med sin manøvre kan Thulesen Dahl muligvis opnå, at en tilspidset konflikt og et politisk indgreb kommer til at koste både S og V dyrt i vælgertilslutning,” mener Erik Meier Carlsen. Her er skolelærere i Aarhus i demonstration i 2013. –
”Med sin manøvre kan Thulesen Dahl muligvis opnå, at en tilspidset konflikt og et politisk indgreb kommer til at koste både S og V dyrt i vælgertilslutning,” mener Erik Meier Carlsen. Her er skolelærere i Aarhus i demonstration i 2013. – . Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkepartis formand, foretog for en halv snes dage siden, hvad der måske er hans mest vellykkede politiske manøvre efter en længere periode med vigende opinionstal og tvivlsomme udmeldinger.

Det skete, da han offentligt erklærede, at lærerne skulle have en arbejdstidsaftale, som de kunne være tilfredse med.

Dermed overskred han en vigtig norm for politisk adfærd under en arbejdsmarkedskonflikt.

Han fik senere følgeskab af SF, Enhedslisten og De Radikale, der alle er skeptiske over for et politisk indgreb i konflikten mellem stat, kommuner og de offentligt ansattes organisationer, hvis der udbryder strejke og lockout som følge af et forhandlingssammenbrud.

Den med rette højt besungne ”danske model” for løsning af arbejdskonflikter fordrer, at politikere holder sig fra indgreb i forhandlingerne, indtil det tidspunkt hvor et politisk indgreb af samfundshensyn kan blive nødvendigt.

Thulesen Dahl og hans nye allieredes udmelding svækker stat og kommuner under de igangværende forhandlinger, fordi modparten får støtte til et centralt forhandlingskrav – og fordi det skaber ny usikkerhed om muligheden for at gennemføre et politisk indgreb, hvis det ender med konflikt.

Under de højspændte forhandlinger er et kritisk lys fra fagbevægelse og medier også blevet rettet mod Socialdemokratiets position, men partiets talsmænd følger spillereglerne og afviser at give garanti mod politisk indgreb.

Den danske model er skabt af Venstre og den fremvoksende fagbevægelse i begyndelsen af forrige århundrede og handlede fra begyndelsen om det private arbejdsmarked. Senere har man med held brugt grundtræk i modellen på det offentlige arbejdsmarked, selvom kampen her er dømt til at være ulige, både fordi det offentlige – modsat private arbejdsgivere – tjener på en konflikt ved besparelser, og fordi de samme politiske kræfter, der forhandler, kan ende med at gribe ind med lov.

Kilden til de store spændinger under de igangværende forhandlinger er overenskomstindgrebet i 2013 efter statens og kommunernes krav om udvidet arbejdstid for lærerne. Den daværende S-R-SF-regering tog et dristigt opgør med lærerne, som i årtier havde været politisk fredet af netop de tre partier. Baggrunden var tegn på svigt i grunduddannelserne, ikke mindst at en betydelig andel svage elever forlod grundskolen som ”funktionelle analfabeter”. Det havde S svært at leve med.

Med sin manøvre kan Thulesen Dahl muligvis opnå, at en tilspidset konflikt og et politisk indgreb kommer til at koste både S og V dyrt i vælgertilslutning – og således får han mulighed for at vende de to partiers hidtil vellykkede indsats for at gøre indhug i netop DF’s vælgere.

Perspektiverne ved det hidtidige forløb har været, at både S og V ville kunne danne særdeles manøvredygtige mindretalsregeringer efter et valg og dermed sammen videreføre det stadig tættere samarbejde mellem den danske models oprindelige bygmestre, arbejdernes og bøndernes partier, som kæmpede demokratiet og den begyndende velfærdsstat igennem.