DF-kandidat: De økonomisk trængte danskere kommer først nu

Dansk Folkeparti står til at få et dårligt valg og ryger måske under spærregrænsen. Folketingskandidat Susanne Eilersen er dog optimist og tror på genvalg

DF-kandidat: De økonomisk trængte danskere kommer først nu
Foto: Kristian Eilersen.

Dansk Folkeparti har ikke så mange folketingskandidater i området, så Susanne Eilersen stiller op for partiet i både Fredericia-, Vejen- og Vardekredsen. Hun har være medlem af DF i 24 år, siden 1998, og siddet i Folketinget for partiet i sammenlagt fire et halvt år.  

Hvorfor gik du ind i politik?

Fordi jeg syntes, vi manglede noget i forbindelse med udlændingepolitikken, og så er jeg meget EU-skeptisk. 

Hvad er din vigtigste mærkesag?

Inflationen og de økonomisk trængte danskere er blevet den vigtigste sag i valgkampen for mig. Sundhed og ældrepolitik ligger også meget højt, men den situation, vi befinder os i, med krisen, inflationen og elafgifterne, har overhalet det hele lidt. 

Hvilket politisk emne interesserer du dig mindst for?

Det er nok miljø og biodiversitet, som jeg ikke har beskæftiget mig ret meget med.

I målingerne ser det ikke så godt ud for Dansk Folkeparti. Tror du, du bliver valgt ind?

Det gør jeg da. Det skal man tro på, når man stiller op.

Hvad gør du, hvis du ikke kommer ind?

Jeg sidder i Fredericia Byråd og er 2. viceborgmester og arbejder desuden som konsulent for Dansk Folkeparti, så det virke vil jeg fortsætte med, hvis jeg ikke bliver valgt ind. På den måde vil jeg i alle tilfælde være politisk aktiv inden for mit parti.

Hvor begrundet er politikerleden?

På en skala fra 1-10 vil jeg sige, at begrundelsen for politikerlede ligger til et 3-tal. Jeg synes, politikere arbejder hårdt, og at mange af de negative ting, som man kører frem i medierne, er uberettigede.

Hvad er din største politiske sejr?

Det var, at jeg via både mit byråds- og folketingsarbejde fik Fredericia Musicalteater op til at være et paragraf 5-teater, altså lige under de store teatre i København, som for eksempel Operaen. At vi fik sat vores teater på landkortet som et fantastisk musicalteater, er jeg faktisk stolt af.

Og dit største politiske nederlag?

Som folketingsmedlem har jeg tidligere arbejdet meget med udligningsreformen, at fordele pengene mellem de rige og fattige kommuner, men jeg synes stadig ikke, fordelingen er god nok. Der er nogle kommuner, der hænger med bagdelen i vandskorpen, og det går ud over borgerne. Jeg er ret ked af, at der er så stor forskel på den service, man kan tilbyde.

Hvis du skal rose en politisk modstander, hvem skal det så være?

Det må blive Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. Han gør det fantastisk godt, han rammer folk, og han taler i et sprog, som alle forstår.  

Hvad laver du, når du har fri?

Jeg er familiemenneske og bruger så meget af min fritid, som jeg kan, med børn og børnebørn. Jeg holder af gåture og af at være i vores lille sommerhus. Og så skal vi til premiere på en ny musical den 21. oktober. Den hedder "Come from Away", og handler om en lille lufthavn uden for New York, som 700 fly blev omdirigeret til den 11. september 2001, og hvordan det så gik. Det glæder jeg mig til.