Massiv kritik af Tesfaye i Huda-sag: ”Dybt krænkende for retsbevidstheden og Danmarks omdømme”

Et juridisk notat slår fast, at Danmark skal udbetale hjemrejsebonus til den syriske mand, der har tilstået drabet på Huda Ali Ahmad. På et samråd sår både SF og DF nu tvivl om den konklusion

Hussein Abbas står til om få måneder at få endnu 100.000 kroner i hjemrejsestøtte. Det sker selvom, han har slået sin kone og søn ihjel. På tredje samråd møder Tesfaye endnu en gang kritik over dén situation.
Hussein Abbas står til om få måneder at få endnu 100.000 kroner i hjemrejsestøtte. Det sker selvom, han har slået sin kone og søn ihjel. På tredje samråd møder Tesfaye endnu en gang kritik over dén situation. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Dansk Folkeparti og SF langer nu hårdt ud efter udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i Huda Ali Ahmad-sagen.

Torsdag formiddag var ministeren indkaldt til endnu et samråd i sagen. Det tredje, siden Kristeligt Dagblad oprullede historien om æresdrabet på Huda Ali Ahmad.

Samrådet handlede om de såkaldte hjemrejsepenge til Hussein Abbas. Han har over for det kurdiske politi har tilstået drabene på Huda Ali Ahmad og parrets 8-årige søn og sidder nu fængslet i Syrien og afventer sin dom.

DF og SF er utilfredse med, at Hussein Abbas om få måneder får endnu 100.000 kroner i repatrieringsstøtte af den danske stat. Støtten er en hjemrejsebonus til udlændinge, der frivillig opgiver retten til asyl i Danmark.

I februar forlod Hussein Abbas sit liv i Nyborg Kommune. Få dage senere slog han sin kone og ældste søn, der begge boede i Langeskov på Fyn, ihjel i det nordlige Syrien.

Direkte afledt af sagen vil et samlet Folketing nu ændre loven, så udlændinge, der begår alvorlig kriminalitet i hjemlandet, ikke kan få repatrieringsstøtte.

Den lov vedtages efter planen til december. Lovændringen får dog ingen effekt for Hussein Abbas.

Det slår Udlændinge- og Integrationsministeriet fast i et meget omtalt notat, som Kristeligt Dagblad skrev om i oktober.

Notatet slår fast, at det vil være i strid med både grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at ændre reglerne for repatrieringsstøtte med tilbagevirkende kraft.

Det betyder, at danske myndigheder ikke kan spænde ben for udbetalingen af de 100.000 kroner til Hussein Abbas.

Dansk Folkeparti og SF er utilfredse med den konklusion.

”Vi skal ganske enkelt lade være med at udbetale de her penge,” siger Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis næstformand, på samrådet.

”Så må han (Hussein Abbas,red.) jo gøre et erstatningskrav gældende over for Danmark.”

”I den henseende, at han sidder fanget i et syrisk hul, er det relativt sofistisk at forestille sig, at han vil gøre det,” siger Morten Messerschmidt.

Kort fortalt sår Dansk Folkeparti tvivl om, hvorvidt det er grundlovsstridigt at tilbageholde Hussein Abbas’ hjemrejsestøtte. Hvis Danmark ikke udbetaler pengene, er han velkommen til at lægge sag an mod staten og få det afklaret.

Al den stund, at Hussein Abbas ifølge Morten Messerschmidt ”har andre ting at tænke på”, bør regeringen sætte en stopper for pengene.

Alt andet er ”dybt krænkende for retsbevidstheden, for Danmarks omdømme, for så vidt også for ministerens,” siger Morten Messerschmidt.

”Vi vil blive ved med at forfølge den her sag, også med Huda helt konkret i erindringen,” siger Morten Messerschmidt.

Mattias Tesfaye er fortørnet over Dansk Folkepartis kritik.

Notatet fra oktober ”efterlader ikke tvivl” om, at Danmark skal udbetale pengene, siger han på samrådet:

”Som minister må jeg selvfølgelig tage den her klare juridiske vurdering til efterretning.”

”Det er ikke en finest hour for dansk lovgivning, det her. Men så må vi få ryddet op, og det er det, jeg håber, vi kan gøre med det lovforslag, vi fremsætter inden jul,” siger Mattias Tesfaye.

SF’s integrationsordfører, Halime Oguz, har tidligere kaldt Mattias Tesfaye i samråd i Huda-sagen.

Støttepartiet kritiserer i hårde vendinger regeringens håndtering af sagen.

Både hvad angår repatrieringsstøtten til Hussein Abbas og de tvillingepiger på fire år, hun efterlod sig. De er født og opvokset i Danmark, men bor nu hos deres mor og tante i Syrien.

”Jeg er bedrøvet over den magtesløshed, regeringen viser i den her sag,” siger Halime Oguz:

”Både i forhold til repatrieringsstøtte til en morder, der har slået sin søn og sin kone ihjel. Men også den magtesløshed, regeringen viser i forhold til at beskytte de her to tvillingepiger.”

”Det er virkelig, virkelig kritisabelt, at regeringen ikke viser mere handlekraft i den her sag. Der må være nogle huller i lovgivningen, der gør at vi kan vise lidt mere retfærdighed over for Huda og hendes søn, der er blevet slået ihjel,” siger Halime Oguz.

Hussein Abbas står til at få udbetalt over 200.000 kroner i repatrieringsstøtte. Den første rate fik han tidligere på året. De sidste 100.000 kroner udbetales til februar.

Medmindre SF og DF i mellemtiden får overbevist regeringen om andet.