Prøv avisen

DF: Sultne muslimer er farlige chauffører

Muslimske buschauffører skal ikke sidde bag rattet under ramadan. Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkeparti i Odense

Dansk Folkeparti i Odense har sendt et brev til trafikselskabet FynBus, hvor partiet opfordrer selskabets bestyrelse til at sende muslimske buschauffører på ferie, når ramadanen, muslimernes fastemåned, begynder.

- Når man faster, er man ikke fysisk i stand til at køre bus med en masse passagerer. Jeg vil klart råde busselskaberne til at sende deres muslimske medarbejdere hjem på ferie, siger Alex Ahrendtsen, der er medlem af Odense Byråd.

Alex Ahrendtsen, som står bag forslaget, håber, at busselskaberne vil lytte til idéen. Han mener, at buschauffører, som er sløje og sultne, kan true trafiksikkerheden.

Men Dansk Folkepartis trafikpolitiske ordfører er ikke helt enig.

- Selvfølgelig skal buschauffører som udgangspunkt være friske, men ligefrem at sætte en etikette på, der siger, at muslimer skal holde ferie under ramadan, er nok lige i overkanten, siger Kim Christiansen.

FynBus har ikke reageret på forslaget endnu.