DF tager til Herning på frierfødder

”Vi er måske vokset fra hinanden i blå blok,” lyder det fra Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, forud for weekendens årsmøde. Alligevel kan partiet meget vel ende i en borgerlig regering efter et muligt efterårsvalg

Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup afviser ikke et regeringsarbejde med Socialdemokraterne i fremtiden. Foto:
Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup afviser ikke et regeringsarbejde med Socialdemokraterne i fremtiden. Foto:.

”Det bliver bare hyggeligt!” skriver partiformand Kristian Thulesen Dahl i sit seneste nyhedsbrev til medlemmerne i Dansk Folkeparti. Det er ellers på et bagtæppe af borgerlig uro, at folkepartisoldaterne i morgen mødes til årsmøde i Herning.

Kristian Thulesen Dahl leverede selv optakten ved torsdag i Berlingske og Politiken at kalde de borgerlige partier for ”den såkaldte blå blok”, erklære blokopdelingen som sådan for ”kunstig” og tale henført om et mere formelt samarbejde – måske endda regeringssamarbejde – mellem sit eget parti, Venstre og Socialdemokraterne.

”Vi er måske vokset fra hinanden i blå blok efter Liberal Alliances ultimative krav om topskattelettelser,” lyder det fra partiets nummer to, gruppeformand Peter Skaarup.

Venstre-regeringens udspil til en 2025-plan har for alvor blotlagt de ideologiske krusninger i det blå farvand. Topskattelettelser er næppe spiseligt for et folkeparti, der ifølge Peter Skaarup ligger fordelingspolitisk til venstre.

”Det er lidt en fastlåst situation, man står i. Så er det, vi siger, at man lige så godt kan bruge tiden til noget fornuftigt: Sætte de partier, der vil i arbejdstøjet, sammen, og så handler det om nogle af de ting, man kan blive enige om. For os er det ikke afgørende, at hele planen bliver gennemført. Men man kunne starte med at få ro om ejendomsvurderingssystemet.”

I juni lød det fra Kristian Thulesen Dahl, at Dansk Folkeparti ville indtræde i regering, hvis næste folketingsvalg udstyrer partiet med lige så stor opbakning, som I har i dag, og Dansk Folkeparti samtidig indgår i en flertalskombination. Er den ambition stadig gældende, hvis der allerede kommer et valg til efteråret?

”Ja. Det er stadigvæk sådan, at hvis vi har nogenlunde den samme tilslutning efter et valg, så ser vi os som en mulig deltager i en regering.”

Hvad foretrækker du så - en regering, hvor flertallet bag består af de fire blå partier, eller en regering, hvori I indgår som det ene af de tre store partier?

”Kristian Thulesen Dahl talte jo først og fremmest om en situation med et flertal bestående af V, K, LA og DF. Nu er det Socialdemokraterne, der så er på banen. Om enderne kunne nå sammen, så man kunne lave et regeringssamarbejde, er svært at sige, men vi afviser det i hvert fald ikke på forhånd.”

Men jeg skal forstå det sådan, at uanset om det er med den ene eller den anden flertalskombination, så vil I komme i regering efter et valg?

”Det er i hvert fald det, vi går efter.”

Er det ikke en illusion at forestille sig Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti i én blok mod resten?

”Nej, det tror vi ikke, det er. Sidste år satte man sig jo sammen, præcis de tre partier, og fik skabt en varig løsning på dagpengespørgsmålet, som var en stor del af sidste valgkamp. Det lykkedes faktisk at finde et fornuftigt fundament. Og det giver smag for mere.”

Finansminister Claus Hjort Frederiksen talte tilbage i 00’erne om et værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Er det værdifællesskab, som du ser det, intakt?

”Ja, det, synes jeg, i det store hele, at det er. Der er mellem både Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne en vis enighed. Socialdemokraterne er kommet med på det værdifællesskab, at man gerne vil bevare sammenhængskraften i vores velfærdssamfund, lov og orden, en stram udlændingepolitik og hensyn til de svage.”

”Jeg synes også på nogle stræk, at de Konservative er med på noget af det samme, og at Liberal Alliance på nogle stræk er det. Men der er bare en arbejdsform til forskel. Ultimative krav, den er svær at danse med.”

Ifølge de Radikale lempede de og Socialdemokraterne udlændingepolitikken 45 gange, da de sad med regeringsmagten. Hvad får dig til at tro, at Socialdemokraterne efter næste valg ikke gør det samme?

”Det er klart, at I det øjeblik, at Socialdemokraterne frigør sig fra de Radikale – det siger de jo, de vil, så det må vi tro på – så er der en mulighed for, at man kan få et bredt samarbejde.”

Hvis det i efteråret lykkes at indgå et udlændingepolitisk forlig mellem Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokraterne, som, sidstnævnte forpligter sig til, også skal gælde efter næste folketingsvalg, hvad står så i vejen for, at Socialdemokraterne er en mere optimal samarbejdspartner for Dansk Folkeparti end Venstre?

”På lang sigt behøver der ikke være noget, der står i vejen for det. Men det er klart, man er nødt til at prøve af, om det så holder i praksis.”

Regeringsdeltagelse har Dansk Folkeparti endnu ikke prøvet. Peter Skaarup mener fortsat, at partiet fik mest indflydelse ved at stå uden for efter valget sidste år. Til gengæld ”havde man ikke skrevet ind i regeringsgrundlaget, at man ville give en fem procents topskattelettelse”, var Dansk Folkeparti gået med.

Så kan jeg bare ikke se, hvorfor I ikke havde haft mere indflydelse der?

”Det var, fordi jeg ikke tror, at Venstre var modne til at have andre med i regeringen”.