DF vil have regeringen til at kræve reform af islam

Integrations- og udlændingeordfører for Dansk Folkeparti Martin Henriksen efterlyser, at regeringen sender en appel til de danske muslimer med krav om en modernisering af islam. Venstre afviser opfordringen

Dansk Folkepartis integrations- og udlændingeordfører Martin Henriksen efterlyser, at regeringspartiet Venstre opfordrer de danske muslimer til en reformation af islam. Venstre og DF er dog langt fra hinanden. – Uffe Weng/Scanpix.
Dansk Folkepartis integrations- og udlændingeordfører Martin Henriksen efterlyser, at regeringspartiet Venstre opfordrer de danske muslimer til en reformation af islam. Venstre og DF er dog langt fra hinanden. – Uffe Weng/Scanpix. Foto: Uffe Weng .

Udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen er træt. Træt af måden man diskuterer islam på i Folketinget, og træt af at et regeringsparti som Venstre ikke ønsker at anerkende sammenhængen mellem islam og terrorisme, islam og ekstremisme.

”Det er en uskik, at man fra politisk hold ikke vil erkende de åbenlyse problemer, der er ved islam. Hver gang, der er et terrorangreb, går statsministeren ud og siger, at det intet har med islam at gøre, og at det er terroristerne, der tager religionen som gidsel, og det begynder at blive lidt trættende at høre på, synes jeg.”

For Martin Henriksen er sammenhængen mellem terrorisme og islam åbenlys, og han ser derfor gerne, at regeringen opfordrer de danske muslimer til at kigge indad og modernisere deres religion på så forskellige områder som kønsroller og hellig krig.

”Man er nødt til at erkende de grundlæggende problemer, der er med islam som religion,” siger Martin Henriksen.

”Det er ikke nok at kigge på udøvelsen af religionen, og det kræver, at man fra højeste politiske sted sender en appel til de danske muslimer om at se deres religion efter i sømmene og pille de ting ud, der er undertrykkende som for eksempel den åbenlyse forskelsbehandling af mænd og kvinder eller de mest voldelige passager i Koranen.”

En sådan opfordring til de danske muslimer ligger dog Jakob Ellemann-Jensen, politisk ordfører for Venstre, meget fjernt:

”Den her sammenkædning, Martin Henriksen laver mellem terrorisme og en af verdens største religioner, den er jeg ganske enkelt ikke enig i. Der findes mere end halv- anden milliard muslimer i verden, og de skal ikke tages til indtægt for få personers vanvittige handlinger”.

Ifølge Jakob Ellemann-Jensen er religionsfriheden afgørende for Venstre, og han tilføjer, at den slags appeller ikke skal foregå inden for den politiske arena:

”Jeg mener ærligt talt ikke, at en reformation af en af verdens største religioner skal udspringe fra Slotsholmen i København.”

På Københavns Universitet sammenligner forsker i moderne islam, Jakob Skovgaard-Petersen, Martin Henriksens opfordring med det politiske liv i dele af Mellemøsten:

”Den slags tiltag, som Martin Henriksen her lægger op til, er typisk noget, vi ser i mellemøstlige lande, hvor en autoritær hersker drømmer om at lave om på sit folks tro gennem en form for religious engineering (religiøst design, red.).”

Islamforskeren fremhæver blandt andet, hvordan Egyptens præsident, general-oberst Abdul Fatah al-Sisi, for nylig i en tale til befolkningen annoncerede, at han havde nedsat en kommission for at ændre islam på en række punkter. Men Jakob Skovgaard-Petersen understreger, at politisk ledede ændringer af en religion ofte er formålsløse:

”Den slags tiltag slår stort set altid fejl, for statsledere har ringe autoritet i forhold til at gå ind og ændre menneskers tro.”

Han mener tværtimod, at en statslig opfordring til muslimer ville skabe yderligere problemer:

”I bund og grund er det fortolkningen af Koranen, der er afgørende. Og bogen har rigtigt nok voldelige passager, men størstedelen af verdens muslimer fortolker jo ikke passagerne som en egentlig voldsopfordring, derfor komplicerer det kun sagen yderligere, hvis den danske stat blander sig i religionens indhold.”