DF vil suspendere ret til familiesammenføring

De flygtninge, der på nuværende tidspunkt skal vente tre år på familiesammenføring, skal slet ikke have muligheden. Det mener Dansk Folkeparti, der vil gå til finanslovsforhandlinger med et forslag om, at Danmark mere aktivt skal hjælpe flygtninge tilbage til hjemlandene. Forslaget vil i praksis ”ødelægge mennesker”, mener Røde Kors-generalsekretær

 På Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Sorø i går præsenterede partiformand Kristian Thulesen Dahl et nyt udspil om helt at suspendere retten til familiesammenføring for de flygtninge, der indtil nu skal vente tre år på at kunne søge om forening med ægtefælle eller børn.
På Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Sorø i går præsenterede partiformand Kristian Thulesen Dahl et nyt udspil om helt at suspendere retten til familiesammenføring for de flygtninge, der indtil nu skal vente tre år på at kunne søge om forening med ægtefælle eller børn. . Foto: Jens Dresling/ritzau.

Den første stramning var ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat ”på kanten af international ret” og med daværende justitsminister Mette Frederiksen (S) ord, hvad der var ”muligt inden for konventionerne”. Lige indtil den næste stramning, som ifølge udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) gik til ”kanten af, hvad konventionerne tillader” og indebar en såkaldt ”proces-risiko” for, at andre instanser ville finde reglerne overtrådt.

Den første stramning, som blev vedtaget under den daværende SR-regering, gav flygtninge med såkaldt midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark et års ventetid på retten til at søge familiesammenføring. Den anden, som blev vedtaget i januar 2016, udskød ventetiden til tre år.

Nu vil Dansk Folkeparti gå flere skridt videre. På partiets sommergruppemøde i Sorø præsenterede formand Kristian Thulesen Dahl i går et nyt udspil om helt at suspendere retten til familiesammenføring for de flygtninge, der indtil nu skal vente tre år på at kunne søge om forening med ægtefælle eller børn. Forslaget sker med det udgangspunkt, at det om et års tid, i 2018, er tre år siden, at de største flygtningestrømme kom til Danmark.

”Det er rettidig omhu. Vi kommer med det her i efteråret 2017 i god afstand af den treårsfrist. Så i stedet for at komme med det i sidste øjeblik, lige før vi begynder at se mange familiesammenføringer, gør vi det i god tid,” siger Kristian Thulesen Dahl, der ”afgjort” vil inddrage udspillet i efterårets finanslovsforhandlinger.

I stedet for at hente familier til Danmark, bør Danmark aktivt gå i gang med at hjælpe flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus tilbage til de områder, de er flygtet fra, og sikre familiesammenføring i hjemlandet. For når der ifølge DF-formanden ikke er nogen, der ”sætter spørgsmålstegn ved”, at de flygtninge, der opholder sig i Syriens nabolande, en dag skal vende tilbage og genopbygge landet, ”hvorfor skal folk, der er kommet til Danmark, så ikke det samme?” spørger Kristian Thulesen Dahl.

Adspurgt, om han tror, det bliver muligt at sende flygtninge tilbage til det krigshærgede Syrien foreløbigt, svarer DF-formanden, at ”skal man ikke have som overbevisning, at der bliver områder i Syrien, hvor man også kan blive repatrieret til?”

”Når vi blandt andet har danske soldater i Irak for at hjælpe med at bekæmpe IS, så er det jo, fordi vi ønsker, at der skabes områder, som folk er flygtet fra, hvor de kan vende tilbage,” siger DF-formanden, der understreger, at flygtninge med midlertidig opholdsstatus udgør en gruppe, ”som myndighederne har vurderet, at man har en realistisk tro på kan vende tilbage”. Forslaget vil altså langtfra at gælde alle flygtninge, ligesom at alle flygtninge skal have en individuel sagsbehandling, siger han.

Men skal danskerne nogensinde tro på, at folk, der kommer til Danmark som flygtninge, kun skal være her midlertidigt, ”er vi nødt til at få sat gang i en tilbagevenden”, mener Thulesen Dahl.

”For ellers bliver det, som vi har hørt så ofte i debatten: At dem, der først er kommet til Danmark og lige kan komme ind over landegrænsen og søge asyl i Danmark, jamen, de er her til evig tid. Inklusive familiesammenførte. Det skal være sådan, at hovedperspektivet er, at man bliver hjulpet tilbage,” siger han.

Det har ikke været muligt for Kristeligt Dagblad at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Forslaget får til gengæld en hård modtagelse i Dansk Røde Kors, hvor generalsekretær Anders Ladekarl netop hæfter sig ved, at udskydelsen af familiesammenføringsretten til tre år tidligere blev erklæret for på kanten af konventionerne.

”Vi er allerede derude, hvor vi kysser grænsen for, hvad der er juridisk lovligt. Med det forslag, Dansk Folkeparti stiller, tager man et kæmpe spring over grænsen for, hvad menneskerettighederne siger. Derfor vil jeg stærkt anse det for at være ulovligt internationalt set. De tre år, der er indført nu, har allerede store konsekvenser, både for børn og voksne,” siger Anders Ladekarl, der hverken ser fred forude for konflikter i Afghanistan, Irak eller Syrien.

”Så jeg kan ikke se for mig, at nogle af dem, der har midlertidigt ophold i Danmark, inden for en overskuelig fremtid kan vende tilbage,” siger Anders Ladekarl, der mener, at ”man skaber en usikkerhed, som er med til at ødelægge mennesker.”

Kritikken bliver affejet af Kristian Thulesen Dahl:

”Jeg tror ikke, at det er i strid med det (menneskerettighederne, red.). Det kan i givet fald være i strid med Anders Ladekarls fortolkning af konventionerne,” siger Kristian Thulesen Dahl og hæfter sig ved, hvordan ”kanten af konventionerne” tidligere har rykket sig.