Prøv avisen
Kommentar

Den kommende valgkamp kan punktere Thulesen Dahls drøm om at blive ”kongemager”

En afgørende årsag til S-meldingen op til grundlovsdag er det nye, brede flertal i Folketinget for en særdeles stram udlændingepolitik. Nogle vil naturligt nok mene, det er en sejr for DF, men måske også en sejr, som vil bidrage til at overflødiggøre partiet i mange vælgeres øjne, skriver politisk kommentator Erik Meier Carlsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Når alle siger, at DF’s Thulesen Dahl er blevet anbragt i en vinderposition med den seneste udmelding fra Mette Frederiksen (S), så er der nok grund til at kigge på realiteterne

Den socialdemokratiske partiformand Mette Frederiksens bebudelse af en ren S-regering efter næste valg har fået mange medier og kommentatorer til at svømme over med stærkt positive vurderinger af formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl og hans partis styrke, Thulesen er blevet udråbt til fremtidens ”skygge-statsminister”, den reelle magthaver i dansk politik – uanset hvem, der vinder valget.

Analyserne er måske ikke så velbegrundede, som det kan se ud. Dansk Folkeparti har siden efteråret 2016 i meningsmålingerne haft en tilbagegang på mellem 5 og 3 procentpoint, det største vælgertab blandt Folketingets partier.

En udbredt forklaring på tabet er DF’s EU-parlamentsmedlem Morten Messerschmidts sag om EU-midler netop omkring det tidspunkt, hvor vælgertabet ses.

Men er DF-vælgere virkelig så vrede over, at EU-midler anvendes til DF’aktiviteter? Eller er en stor del af de frafaldne faktisk nye vælgere, der har reageret på, at Messerschmidt blev ofret af sit eget parti, selvom partiledelsen ikke kan have været uvidende om hans dispositioner?

Bemærkelsesværdigt er det, at DF’s vælgertab ikke er blevet overvundet i løbet af næsten to år.

Der har været bølger gennem perioden, men det er påfaldende, at tilslutningen har nået lavpunkter både i tiden omkring alliancen mellem Mette Frederiksen og Thulesen Dahl i februar 2017 og op til nytår, der blev kaldt Venstre-regeringens store nederlag, da S og DF tvang statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at opgive de store skattelettelser.

Det mere end antyder en utilfredshed blandt en stor gruppe hidtidige DF-vælgere med partiets politik og resultater.

Ved valgene i 2015 og 2016 tilføjede DF for første gang den gamle alliancepartner Venstre pinlige nederlag og blev det største borgerlige parti. Det berøvede Løkke lysten til at tage DF med i regeringen – og til i øvrigt at give partiet de små, men meget synlige sejre, som DF var vant til i den stabile alliance med Fogh.

En afgørende årsag til S-meldingen op til grundlovsdag er det nye, brede flertal i Folketinget for en særdeles stram udlændingepolitik.

Nogle vil naturligt nok mene, det er en sejr for DF, men måske også en sejr, som vil bidrage til at overflødiggøre partiet i mange vælgeres øjne. Det store flertal bag udlændingepolitikken vil tendere mod at demontere det store drama. DF’s særlige krav kan næppe tiltale mange vælgere, det handler mest om, at Danmark skal bryde konventioner og internationale aftaler.

I december lancerede DF ”grundlæggende” krav om, at store grupper af asylflygtninge skulle isoleres uden for arbejdsmarked og danskundervisning – i modfase til de mest vellykkede træk i regeringens integrationspolitik, som i samarbejde med arbejdsmarkedets parter har bragt flere i arbejde meget tidligere.

Thulesen Dahl vil meget gerne i regering – det ville han også i 2015, men Løkke afværgede det ved at stille krav, som DF ikke kunne leve med, og det vil formentlig igen blive tilfældet.

Ingen regering vil bringe sig i direkte modsætning til EU, som både Venstre og Socialdemokratiet ser som et nødvendigt bidrag til en sammenhængende udlændingepolitik. Det blev godt nok underbetonet i Socialdemokratiets samlede udlændingepolitiske udspil tidligere på året, nok mest for at få DF til at tage godt imod det, men reelt kan kernepunktet i udspillet – at flytte asylbehandlingen uden for EU’s grænser – ikke realiseres af Danmark alene, men kun i EU-regi.

Den kommende valgkamp kan meget vel ende i et betydeligt vælgertab for DF og punktere Thulesen Dahls drømme om regeringsdeltagelse og om at blive ”kongemager”.