De Christiansborg-politiske forhandlinger er endt i et drama, opstået af de for DF-formand Kristian Thulesen Dahl tvivlsomme fordele ved alliancen med Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen.
Kommunalvalgets betydelige fremgang for S og tilbagegang for DF var et udslag af krisen, men endnu mere dramatisk er den aktuelle udvikling i de landspolitiske meningsmålinger.
I en af de seneste målinger fra Greens Analyseinstitut står DF til at miste en tredjedel af tilslutningen fra sidste valg. I samme måling står S til et historisk højdepunkt på mere end 30 procents tilslutning.
Et symptom på krisen og en kilde til forhandlingsdramaet er Thulesen Dahls nye krav om ”grundlæggende ændringer” i dansk udlændingepolitik som en betingelse for at støtte en formentlig stærkt reduceret udgave af regeringens skattereform.
For så vidt anvender Thulesen Dahl en grundmodel, som DF har fulgt i forhandlinger med Venstre-ledede regeringer siden samarbejdet blev indledt for 16 år siden.
Men i de første 14 år udfoldede modellen sig inden for rammerne af en stabil V-DF alliance – DF bakkede vidtgående op bag regeringsudspil, men fik så lov at prale af udlændingepolitiske stramninger, som i stort omfang var designet i regeringskontorerne.
Dette stabile mønster gik i stykker, da DF åd sig alvorligt ind på Venstres vælgere og blev det største parti i blå blok ved valget i 2015.
Dansk Folkeparti har i dag indtaget en ny og uprøvet forhandlingsposition – på et tidspunkt, hvor partiet er i frit fald i meningsmålingerne. Det er ganske risikabelt.
Det er helt usikkert, hvordan vælgerne vil modtage Thulesens Dahls ”grundlæggende ændringer” i udlændingepolitikken, der står i modsætning til de vellykkede bestræbelser på at bringe asylansøgere hurtigt i arbejde og modvirke parallelsamfund.
Hovedtanken er, at ingen flygtninge uden permanent ophold i Danmark skal kunne arbejde eller modtage undervisning og skal bo isoleret; i forhandlingerne fokuseret på irakiske flygtninge, hvor et centralt krav også er blevet yderligere udskydelse af familiesammenføring, som regeringen allerede har udskudt og næppe kan gå videre med.
Generelt vil DF’s nye model være umiddelbart dyrere for statskassen og øge tendensen til parallelsamfunds opståen.
I forvejen har S-DF-blokeringen af regeringens ønske om betydelige skattelettelser i de øvre befolkningslag mindsket udsigten til, at lettelserne i bunden kan give reel forøgelse af arbejdsudbuddet og dermed modvirke risikoen for overophedet økonomi under højkonjunkturen.
Forhandlingskrisen er alvorlig – måske kan et valg ikke udelukkes, men det er svært at se, at de partier, der kan udløse et valg, har en interesse i det. I de aktuelle målinger har rød blok et pænt forspring, men står langtfra til sikker sejr – først og fremmest, fordi S savner støtte til sin nye stramme udlændingepolitik fra sine støttepartier.
Heroverfor står de tre regeringspartier med et fælles projekt og med en DF-formand, som kan blive mast i en valgkamp, hvor han vil få svært ved logisk at vælge mellem Løkke og Mette Frederiksen.
Men en forhandlingsløsning kan blive meget ringe med en amputeret skattereform, der næppe bidrager til at løse reelle økonomiske udfordringer og noget tvivlsom symbolpolitik i udlændingepolitikken.
Til held for regeringen går det godt i Danmark, og selvom krisen ikke udløser et valg her og nu, vil Løkke måske begynde at se sig om efter en bedre anledning til at udskrive et valg – inden den ustabile parlamentariske situation og den frygtede overophedning af økonomien melder sig.