Når læger skal diagnosticere borgere med psykiske lidelser, står de ofte i et svært dilemma. Lidelserne kan nemlig være så slemme, at borgeren har behov for en pause fra arbejdsmarkedet, men ikke slemme nok til, at der skal sættes en bestemt diagnose på.
Men uden diagnosen vil borgeren med stor sandsynlighed ikke få tildelt sygedagpenge, og derfor må lægen vurdere, om han skal give en diagnose, som borgeren egentlig ikke har.
Dilemmaet beskriver et af de største problemer ved anvendelsen af diagnoser i dag, lyder det i en ny rapport fra Det Etiske Råd. For når psykiske diagnoser som depression flyttes over i andre systemer som det kommunale, får de pludselig afgørende betydning for, hvilken hjælp borgeren kan få, siger Steen Vallentin, formand for rådets arbejdsgruppe om anvendelse af diagnoser og lektor på institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School.
”Ifølge lovgivningen må en diagnose ikke være tungen på vægtskålen i tildelingen af sociale ydelser, men diagnoser er med tiden blevet et let kriterium at træffe beslutninger ud fra i kommunerne. Enten har du fået en bestemt diagnose, som for eksempel depression, eller så har du ikke, og hvis du ikke har, så er der sociale ydelser, som du ikke har adgang til. Virkeligheden er bare ikke så sort-hvid, og derfor kan læger føle sig pressede til at sætte en label på borgeren, som ikke passer til vedkommende.”
Rapporten fra Det Etiske Råd bygger blandt andet på nyere forskning og workshops med fagpersoner og patienter, hvor der ifølge Steen Vallentin er udtrykt ønske om mere helhedstænkning i anvendelsen af diagnoser.
”Vi kan ikke forvente, at man i det sociale system uden videre skal have fuld tillid til, at borgerne fejler det, de siger, de fejler, men man kan prøve at skabe en bedre dialog mellem socialrådgivere, sagsbehandlere og sundhedssystemet.”
Ifølge speciallæge i almen medicin og professor ved Aarhus Universitet Frede Olsen er diagnosesystemet et kæmpe gode for læger, som dog er bevidste om, at en diagnose kun giver en del af sandheden om patientens situation.
”Men diagnosens begrænsninger bliver glemt, når den overtages af det sociale system. Så står vi i en situation, hvor det at få en given diagnose er nødvendigt for at kunne åbne nogle døre for borgeren. Det store krydspunkt er, om vi er kommet dertil, hvor lægen skal file på sine bedste skøn og vurderinger for at tilpasse sig lovparagraffer. Det kan sætte læger i en rigtig vanskelig situation, og det sker oftere, fordi mange nye adfærdsmønstre nu kan klassificeres med diagnoser.”
Ud over egne workshops har Det Etiske Råd også hentet viden fra en større undersøgelse af professor ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd Nanna Mik-Meyer.
Undersøgelsen stillede netop skarpt på, hvorvidt borgere skulle have en diagnose for at være berettigede til sociale ydelser. Ifølge hende rammer dilemmaet med at give en diagnose for de sociale ydelsers skyld ikke kun lægen, men også borgeren, som får diagnosen.
”Det kan ske, at borgeren, der får stillet diagnosen depression, går hjem og undersøger, hvad det vil sige at være deprimeret. Vedkommende kan måske genkende endnu flere symptomer, og diagnosen er dermed med til aktivt at forme borgerens identitet. Diagnosen kan altså give adgang til sociale ydelser, men er ikke nødvendigvis særligt hensigtsmæssig for borgeren, da den også kan medvirke til en styrket sygdomsidentitet - både hos borgeren og dennes nærmeste.”
Formand for Danske Regioners psykiatri- og socialudvalg Charlotte Fischer (R) mener, det er vigtigt at slå fast, at læger i deres udredning af borgere skal holde sig til en strengt lægefaglig vurdering.
”Hvis først det skrider, anfægtes lægernes faglige troværdighed og dermed fundamentet for vores sundhedsvæsen. Mennesker, der har det skidt, men ikke er syge, skal vi finde andre måder at hjælpe på. Og er det 'rene' sociale problemer, skal de løses i det sociale system. Det er en politisk opgave at sørge for, at der er de rigtige tilbud dér,” siger hun.