For nogle år siden fik 638 danske studerende ved Danmarks Tekniske Universitet, DTU, af et hold forskere udleveret gratis smartphones. De måtte bruge de smarte mobiltelefoner med internetadgang, som de ville, de skulle blot acceptere, at forskerne løbende undersøgte deres bevægelses- og kommunikationsmønster.
Da forsøget for nylig var til ende, konkluderede forskerne, at det ud fra data fra en mobiltelefon i vid udstrækning lader sig gøre at forudsige, hvor mennesker vil bevæger sig hen, og hvem de vil kommunikere med i fremtiden. Forskerne fandt også ud af, at hver femte studerende i gennemsnit tjekker sin telefon én til fem gange i nattetimerne mellem klokken 2.00 og 5.00.
”Jeg håber ikke, de har telefonen under deres hovedpude,” erklærer Joachim Mathiesen, lektor ved Københavns Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen.
I et andet forskningsprojekt har forskere fra Aarhus Universitet interviewet danskere, som er aktive på sociale medier, om de kunne finde på at viderebringe ukorrekte oplysninger. Undersøgelsen er ikke tilendebragt, men resultaterne tyder på, at omkring hver tiende bruger deler oplysninger, som de ved er forkerte, og at de gør det ud fra et ønske om at skade den modsatte politiske fløj, men også fordi de bare synes, det er sjovt at lave ravage.
”Nogle mænd ønsker bare at se verden brænde,” som professor i statskundskab Michael Bang Petersen formulerer det med et citat fra Batman-filmen ”The Dark Knight”.
At mobiltelefoner og sociale medierhar vendt op og ned på vores verden er ikke nyt, men et stort antal forskere arbejder i disse år på at kortlægge mere præcist, hvilke konsekvenser det kan få, at tre milliarder mennesker går omkring med en kommunikationsenhed med internet-adgang i lommen.
I mandags havde uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) i samarbejde med Det Kongelige Videnskabernes Selskab samlet et par håndfulde af dem til konferencen ”Mind and Demo- cracy in the age of Social Media”, fordi han selv er gået fra den tidlige fase af begejstring over de nye kommunikationsmuligheder, til et stadie, hvor han er oprigtigt bekymret for, om demokratiet kan overleve de sociale medier, og hvor han over for forsamlingen måtte bekende:
”Jeg er kommunikations-narkoman.”
Og over hele linjen ser bekymringen ud til at blive delt af forskerne. For eksempel Peter Vorderer, professor i medie- og kommunikationsstudier ved universitetet i Mannheim, Tyskland, der beskriver det nye menneskeliv som permanent forbundet med internettet og andre. Et liv, der er gjort enklere, mindre kedsommeligt og mindre ensomt, men også et liv præget af dårlig søvn, bekymring for ikke at være det allermest interessante sted, frygt for at gå glip af noget og digital stress.
”Al den kommunikation griber både ind i arbejdsliv og fritidsliv. Vi bruger fritid på at kommunikere med dem fra jobbet, og vi bruger arbejdstid på overspringshandlinger i form af kommunikation med venner på sociale medier,” konstaterer Peter Vorderer, som slår fast, at akademisk arbejde bliver bedst, hvis de studerende kan holde sig helt fri af sociale medier i skriveprocessen.
Imran Rashid, der er uddannet som læge i Danmark, men har etableret sit eget Center for Healthy Digitalization for at modvirke digitaliseringens skadevirkninger, advarer om, at den for mennesker helt afgørende evne til at udskyde behov og sige nej til fristelser bliver svækket af de uudtømmelige muligheder for spil, kontakt og underholdning med øjeblikkelig tilfredsstillelse, som det moderne menneske har i lommen.
”Selvkontrol er det, der får et menneske til at lykkes i livet. Men selvkontrol er en begrænset ressource, som kan øges ved træning. Vi gør det modsatte ved vores plastiske hjerne, hvis vi lærer den, at enhver pause er tid til et besøg på sociale medier eller et spil Candy Crush,” siger han med henvisning til et populært mobiltelefon-spil, som deler det tidstypiske træk med Facebook-brugernes ”væg” af information og Netflix’ populære tv-serier, at man hele tiden bliver ledt videre til næste spil, næste information, næste afsnit. Det slutter ikke.
Men måske er det værste ikke, at mennesker berøver sig selv deres søvn og deres mulige tænkepauser. Spørgsmålet er nemlig, om selve den offentlige samtale og folkestyret er truet. Flere studier peger på, at den megen kommunikation, digitaliseringen giver os mulighed for, ikke fører til, at vi kommer mere i dybden med at udveksle meninger med dem, der tænker anderledes, og som vi kunne lære af.
Tværtimod viser studier af millioner af tweets og likes på det sociale medie Twitter tendenser til en digital flokmentalitet, hvor mennesker søger dem, de i forvejen sympatiserer med, tager farve af deres kommunikation og ikke forholder sig videre kritisk til den.
En videnskabelig artikel i tidsskriftet Science af it-forskeren Sinan Aral fra det amerikanske eliteuniversitet MIT konkluderede for nylig, at falske oplysninger har en tilbøjelighed til at blive mere udbredt og have en dybere effekt end sande, og som den tyske professor i komplekse fysiske systemer Stefan Bornholdt fra universitetet i Bremen, formulerede det på konferencen, er det højst problematisk, at den megen kommunikation fører til, at én bestemt opfattelse af verden ret hurtigt breder sig som en smitte, overført via mobiltelefoner og sociale medier, til alle.
Hvad sker der med de tanker, der repræsenterer så stærkt et brud med det bestående tankesæt, at de kræver tid, hvis alle på rekordtid bliver overbevist om, at de er forkerte?
”Vi har brug for en vis mængde kættere, der tænker anderledes, for at få videnskab til at virke,” siger han.