Prøv avisen

Din hoveddør har aldrig stået mere åben for fremmede

Hver eneste dag året rundt trænger de danske myndigheder ind i danske hjem 275 gange. Det er 100.000 gange om året, og det sker uden tilladelse, og i 80 procent af tilfældene også uden varsel. Foto: Mikkel Østergaard

Regeringen vil gør det sværere for myndigheder at komme ind på folks private grund. Et muligt opgør med en snart 170 år lang udvikling

En kamp for at holde myndighederne ude af de danske hjem er måske under op-sejling. Initiativet kommer paradoksalt fra politikerne selv.

Den konkrete anledning er regeringens opgør med Skats tre år gamle beføjelser til at gå ind på folks private grund uden varsel eller dommerkendelse - eksempelvis for at afsløre sort arbejde. Men det er blot forspillet til en langt mere omfattende og historisk kamp.

Hver eneste dag året rundt trænger de danske myndigheder nemlig ind i danske hjem 275 gange.

Det er 100.000 gange om året, og det sker uden tilladelse, og i 80 procent af tilfældene også uden varsel.

I sidste uge forslog regeringen så, at Skats beføjelser blev inddraget igen. Borgernes retssikkerhed må altid veje tungest, sagde skatte-minister Karsten Lauritzen (V), som stod bag forslaget.

Men dermed gik han altså op mod en mangeårig tradition, hvor pilen har peget den anden vej.

Siden Grundloven i 1849 slog fast, at ”Boligen er ukrænkelig”, er der nemlig kommet hele 268 undtagelser til. Disse undtagelser gør det fuldt lovligt for myndighederne at tiltvinge sig adgang til folks hjem.

Det kan være alt fra Fødevarestyrelsen til Arbejds-tilsynet, som vil kontrollere alt fra dyrevelfærd til sikkerhedssko, og de gør det med loven i hånden.

Udviklingen er især taget til de senere år.

I 1996 var der således blot 111 undtagelser. Men nu er tiden kommet til et kritisk eftersyn. Ikke bare af Skat, men af hele kulturen omkring myndighedernes mulighed for at åbne de døre, de vil - når de vil, forklarer Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen:

”Man kan se det her som begyndelsen til en generelt mere kritisk stillingtagen til de mange undtagelser. For der er for mange. De er ikke opstået for at genere folk, men af kontrolmæssige grunde, som ikke er for-svundet, men opmærksomheden har drejet sig. Så når der bliver konkrete anledninger, vil vi afgøre, om der er et tilstrækkeligt behov for at fastholde hver enkelt undtagelse.”

Regeringens støttepartier bakker op om tiltaget. Brian Mikkelsen (K) kalder det ligefrem den ”vigtigste dagsorden overhovedet for det nye, borgerlige flertal”.

Men i oppositionen og i fagbevægelsen er man imod forslaget.

For undtagelserne er effektive i kampen mod social dumping, sort arbejde og andet snyderi. Desuden har der stort set ikke været nogen klager fra borgerne over undtagelserne, lyder det.

Dermed er banen igen kridtet op for den ideologiske kamp mellem statslig kontrol og individuel frihed, som har foregået lige siden, en af Grundlovens mest bærende principper blev nedskrevet for 166 år siden. En kamp, som i mange andre lande har været meget tydelig, og med den individuelle frihed som klar vinder. På baggrund af britisk retspraksis har man i den angelsaksiske verden i høj grad taget udgangspunkt i princippet ”mit hjem er min borg” - ofte uddybet på den måde, at ligegyldigt hvor lille en hytte, man bor i, har selv kongen ingen adgang uden tilladelse. Dette ses i dag ikke mindst i USA, hvor man i mange stater lovligt kan skyde uvedkommende på privat grund.

En tilsvarende klarhed var også hensigten i Danmark og derfor blev den første sætning i Grund-lovens paragraf 72 netop den bastante ”Boligen er ukrænkelig”, forklarer forfatningshistoriker Jens Wendel-Hansen fra Grønlands Universitet.

Men lige efter sætningen står en undtagelse: ”Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post- , telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.” Oversat til almindelig dansk betyder det, at boligen er ukrænkelig, så længe der ikke eksisterer love, som kan bruges til undtagelser. Og de love står det magthaverne frit for at vedtage.

Derfor blev der i 1848 også spurgt i den grundlovsgivende rigsforsamling, da loven skulle vedtages: Skal man forstå loven på den britiske måde, eller er der tale om en blødere version? Svaret var klart: Der er tale om en blødere version.

”Fordi udgangspunktet var så relativt vagt, så blev der med tiden ingen forskel på regel og undtagelse. Hvis muligheden for en undtagelse var der, så var den der,” siger Jens Wendel-Hansen.

Daværende justitsminister Carl Emil Bardenfleth var ikke blind for, at den nye paragraf reelt var en gummiparagraf, og han udtalte: ”Skulde dog ikke denne Paragraph, og navnlig den første Sætning 'Boligen er ukrænkelig', hvor smuk og, om jeg saa tør sige, højtklingende den er, dog ikke henhøre blandt dem... som vanskeligen kunde faae nogen praktisk Betydning, fordi de enten sige formeget eller forlidet.”

Der skulle dog gå nogle år, før undtagelserne begyndte at komme. For de luftigt formulerede rammer virkede dog fortsat som en moralsk anvisning for, hvad politikerne kunne tillade sig. At boligen var ukrænkelig, var udgangspunktet. Det var normen, fortæller Jens Wendel-Hansen. Med tiden blev stadig mere magt i samfundet dog flyttet over til staten og de folkevalgte politikere. Samtidig udviklede konturerne af en velfærdsstat sig med stadig flere ting af kontrollere.

Lige så langsomt flyttede balancen sig, så hensynet til myndighedernes kontrolmuligheder blev større end hensynet til den private boligs ukrænkelighed. Forpligtelsen i den første sætning blev løbende udvandet i takt med, at den moralske tolkning af paragraffen blev overtaget af en juridisk. I stedet for at spørge: Bør vi gøre det?, begyndte politikerne at sige: Vi kan det, derfor gør vi det,” siger forfatningshistorikeren.

Ganske påfaldende så er den udvikling i høj grad blevet accepteret af befolkningen, påpeger Jens Wendel-Hansen. Der har været små oprør hist og her - måske mest markant med Fremskridtspartiets debat om den stadig større offentlige sektor, men hver gang er oprørene gået i sig selv igen. Måske fordi det for de fleste efterhånden ikke længere føles som en krænkelse at få myndighederne på besøg.

”Myndighedernes - eller fællesskabets - regulering af selv mindre hverdagsspørgsmål er jo blevet en indgroet del af den velfærdsstat, vi alle sætter stor pris på. Og derfor tror jeg, at så længe vi ser en nødvendighed i at regulere, at så få som muligt snyder fællesskabet, så er vi villige til at acceptere prisen i form af uventet besøg,” siger Jens Wendel-Hansen.

I Advokatrådet, hvis opgave er at stå vagt om retssikkerheden i Danmark, undrer formand Peter Fogh sig dog over, at der ikke er flere, der gennem tiden har stillet spørgsmål til de mange undtagelser og myndighedernes stadig flere besøg. Hverken i befolkningen eller blandt politikere har der været en egentlig debat. Og det er formentligt et udtryk for, at vi i vid udstrækning har tillid til, at myndighederne bruger deres retsmidler fornuftigt. Men helt principielt er det en betænkelig praksis, siger han:

”Problemet er, at der mangler den retssikkerhedsgaranti, der ligger i, at en dommer godkender det indgreb, det er at gå ind i et privat hus. Man mangler en test af, at de objektive betingelser for at gøre det er opfyldt. Når ingen brokker sig over, at det er sådan, kan det jo også skyldes, at det er svært at sætte sig op mod et helt system, som oven i købet har loven på sin side.”

Også Jacob Mchangama, jurist og direktør i den juridiske tænketank Justitia, undrer sig over, hvor villigt danskerne åbner deres hjem for fremmede. For han ser udviklingen som udtryk for en øget statskontrol af helt almindelige mennesker, der intet ulovligt har gjort. Og han frygter, at det vil underminere den tillid og retssikkerhed, som ellers er så høj i Danmark.

”Jeg håber virkelig, at vi omsider får en grundig diskussion om det her, og at mange af undtagelserne vil blive ophævet. Men politikerne har før sagt, at situationen er uholdbar - uden at gøre noget ved det,” siger han.