Direktør i Alzheimerforeningen: Bekymrende, at corona giver flere dødsfald på plejehjem

Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen, finder det nødvendigt at åbne samfundet op, men fremhæver samtidig, at det er vigtigt at holde øje med coronasmitten blandt de mest sårbare. I øjeblikket er 259 plejehjem ramt af corona

"Hvis den bekymrende stigning i dødsfald blandt plejehjemsbeboere fortsætter, så er der nogen, der betaler prisen for åbningen," siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen.
"Hvis den bekymrende stigning i dødsfald blandt plejehjemsbeboere fortsætter, så er der nogen, der betaler prisen for åbningen," siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Mens omikron raser med omkring 40.000 dagligt smittede, så stiger smitten også på plejehjem. Siden første januar er 117 plejehjemsbeboere døde med covid-19. Samtidig lempes anbefalinger for isolation af coronasmittede, og ifølge TV2 foreslår Epidemikommissionen, at coronas status som samfundskritisk sygdom ophæves. Direktør i Alzheimerforeningen, Nis Peter Nissen, er enig i, at samfundet skal åbne op, men han havde gerne set, at de mest sårbare var blevet beskyttet bedre med et fjerde stik.

1,4 millioner danskere har været smittet med corona, og fire ud af fem er vaccinerede. Hvad mener du om, at Epidemikommissionen vil ophæve coronas særstatus, så den bliver betragtet som en almindelig influenza?

Det er en rigtig god idé. Men samtidig er det vigtigt generelt at løfte hygiejne og behandlingskvalitet af sygdomme på plejehjem. Det er ikke overraskende, at plejehjemsbeboerne har haft den højeste dødelighed under pandemien. De er helbredsmæssigt de mest svækkede. Den store svenske undersøgelse af den høje dødelighed på plejehjem viste også, at det især var den manglende kvalitet i behandling og pleje og de mange vikarer, der var skyld i de katastrofalt mange plejehjemsdødsfald i Sverige. Det gælder et stykke hen ad vejen også herhjemme.

Hvordan oplever de pårørende til demensramte den aktuelle smittespredning?

Der er bekymring. Alle undersøgelser viser, at der er en direkte sammenhæng mellem smitten i samfundet og hvor meget smitte, der kommer ind på plejehjem. I uge tre døde 41 plejehjemsbeboere med covid-19, selvom næsten alle på plejehjem har fået tredje stik. Dermed er dødeligheden blandt plejehjemsbeboere på samme niveau eller lidt højere end under første bølge af corona. 

Går det for hurtigt med at lempe anbefalinger og restriktioner?

Set fra et samfundsmæssigt perspektiv kan vi ikke blive ved med at holde samfundet i et jerngreb. Vi er optaget af at beskytte de mest sårbare, og lige nu holder vi vejret og krydser fingre for, at Sundhedsstyrelsen har ret i, at omikron ikke er lige så slem for de mest sårbare som deltavarianten. Hvis den bekymrende stigning i dødsfald blandt plejehjemsbeboere fortsætter, så er der nogen, der betaler prisen for åbningen. Vi mener, at plejehjemsbeboerne burde have haft fjerde stik. I Israel har det været en succes at vaccinere de mest sårbare fjerde gang. Men med den omfattende smitte i Danmark, er det nok for sent.

Flere læger ser de kolossale ressourcer, der er brugt på bekæmpelse af corona, som et udtryk for et samfund, der ikke vil acceptere døden. Hvad siger du til den betragtning?

Vi hilser diskussionen velkommen. Men samtidig skal vi gøre alt for, at plejehjemsbeboere, der måske har to til tre år foran sig, får en god sundhedsfaglig behandling. Jeg får nogle gange mails, hvor folk skriver, at demensramte plejehjemsbeboere alligevel ikke har et værdigt liv og derfor lige så godt kan dø. Den form for kynisme køber jeg ikke.

Hvordan håndterer du selv corona?

I Alzheimerforeningen arbejder jeg som de øvrige medarbejdere så vidt muligt hjemme. Jeg er 65 år og kan godt mærke, at jeg er forsigtig og holder afstand.

Hvad laver du, når du ikke er direktør for Alzheimerforeningen?

Jeg maler, elsker at gå ture, og jeg plukker svampe, selvom jeg er farveblind. Lige nu læser jeg Karl Ove Knausgårds nyeste bog ”Morgenstjernen”. Jeg har også et barnebarn, som jeg henter i vuggestuen hver onsdag og passer mange tredje og fjerde sygedage.