Direktør for medieorganisation: Censur af russiske medier udgør et vanskeligt dilemma

Som direktør i International Media Support er Jesper Højberg stor fortaler for pressefrihed. Han beskriver EU's censur af de russiske medier Sputnik og Russia Today som et dilemma

Rusland bruger vores dobbeltstandarder som påskud for at lukke uafhængige medier. De ser, at vi på den ene side kæmper for pressefriheden, mens vi på den anden side censurer dem, siger Jesper Højberg.
Rusland bruger vores dobbeltstandarder som påskud for at lukke uafhængige medier. De ser, at vi på den ene side kæmper for pressefriheden, mens vi på den anden side censurer dem, siger Jesper Højberg. Foto: Lærke Posselt.

Jesper Højberg, hvad mener du om EU’s suspendering af to russiske medier?

EU har valgt den her vej af politiske grunde. Argumentet er, at Kreml med de to medier anvender systematisk desinformation, hvilket udgør en direkte trussel mod EU’s orden og sikkerhed. Vores principielle holdning er, at censur ikke er vejen for at undgå desinformation. Derfor er det en problematisk beslutning. Sputnik og Russia Today har ikke det store publikum i EU, så det er lidt at skyde gråspurve med kanoner. Det virker i hvert fald ikke til, at Rusland vinder informationskrigen. Heller ikke i Ukraine. 

Denne artikel er en del af denne serie:
Konflikten i Ukraine

Russerne ser jo stadig propagandaen, men nu kan vi ikke følge med. Er det ikke uklogt?

De er en vigtig kilde til at vide, hvad der sendes ud, og de fylder ikke meget i den europæiske medieoffentlighed. Så jeg kan kun bekræfte, at det er en dum idé. Derudover bruger Rusland, og potentielt andre despoter, vores dobbeltstandarder som påskud for at lukke deres uafhængige medier. De ser, at vi på den ene side kæmper for pressefriheden, mens vi på den anden side censurer dem.

Du mener dog også, der er et dilemma. Hvad er det?

Vores partnere, ukrainske medier og journalister, sidder midt i krigen. De bruger enorme mængder tid på at bekæmpe misinformation i stedet for at lave den gode journalistik. Det er et dilemma, som de sidder med. Vi kan ikke bare ride på den høje principielle hest, imens kuglerne flyver om ørene på vores partnere. Så ville de bede os om at gå. Det er et politisk signal for dem om, at vi støtter dem i den her krig, som også er en informationskrig. Den russiske propaganda er så sofistikeret, at de kan ikke være ligeglade med, hvordan vi forholder os til det. Det er et dilemma. Vi mener ikke, det er vejen at gå, men vi skal også kunne forklare vores partnere, at vi støtter dem og giver dem mulighed for at agere.

Går I ikke på kompromis med jeres principper?

Nej. Vi siger også til vores partnere, at vi principielt er imod censur, men at vi støtter dem. Det er ikke nemt det her. Hvis man er engageret med en konkret partner, der har en magtpolitisk holdning til de her ting, så er det et dilemma.

Er det ikke dumt at gå ned ad den samme allé som Putin ved at censurere?

Jo. EU’s argument er, at det ikke længere er medier, men propagandamaskiner for en krigsførende nation. Derfor kan man ikke længere sige, at det er et frit medie, der ikke bør censureres. Vi mener principielt stadig, at man ikke bør lukke det ned, selvom jeg godt forstår deres begrundelse. Fordi hvor går grænsen så? Det er der nogle lovmæssige og presseetiske regler for. 

Er du nogensinde selv blevet censureret? 

Indimellem må man begrænse sig selv. Hvis vi siger noget voldsomt mod eksempelvis Taliban, kan det gå udover vores mediepartnere i Afghanistan. Det er altid en vurdering af, hvad der sikrer, at vores partnere kan arbejde sikkert. Sikkerhed er en forudsætning for, at man kan skabe god journalistik.

Kan det være frustrerende for dig, at du ikke kan udtale dig frit?

Ja. Det synes jeg er meget frustrerende, men det er vores dagligdag. Vi skal arbejde med de lokale medier, for at befolkningerne kan tilgå noget ordentligt information. Derfor kan vi ikke altid stille os op og udbasunere vores uforbeholdne holdning til det givne land eller regering. Det er voldsomt frustrerende, men der er nok beviser gennem årene for, at det kan betale sig at vende skråen og sige: Målet helliger midlet.