På mandag er det FNs internationale handicapdag, og overalt i verden sættes der denne dag fokus på mennesker, der har et handicap. Men allerede tirsdag aften i denne uge havde Det Centrale Handicapråd, der er et statsligt råd udpeget af socialministeren, indbudt til borgermøde i Odense, hvor alle interesserede kunne møde op og diskutere handicappedes vilkår i dagens Danmark.
Aftenens overordnede tema var medborgerskab, og på dagsordenen var blandt andre punkter inklusion og diskrimination. Emner som, skulle det vise sig, størstedelen af de fremmødte havde både klare meninger om og dårlige erfaringer med.
LÆS OGSÅ: Kommunerne bør straffes for at svigte de handicappede
Måske var det vejret, måske var det emnet eller også bare det faktum, der blev nævnt adskillige gange under mødet: at de handicappede er usynlige i både medier og ude i det virkelige liv.
I hvert fald var fremmødet langtfra prangende oplandet taget i betragtning. Der bor på Fyn omkring 484.000 mennesker, men ud af disse havde kun godt 15 mennesker ud over arrangørerne valgt at bruge deres aften på konstruktivt gruppearbejde og efterfølgende fremlæggelse og debat.
Det pauvre fremmøde forhindrede dog ikke dem, der var mødt frem, i at gå seriøst ind i diskussionen om de barrierer, som mennesker med handicap ofte støder imod. Størstedelen af deltagerne havde selv enten et fysisk eller et psykisk handicap, og så godt som alle kunne da også berette om historier fra det virkelige liv, hvor de har følt sig diskrimineret på grund af deres handicap.
Jeg er lige faldet, da jeg var i biografen med mine børnebørn i sidste uge. Der var ikke noget gelænder, da jeg skulle ned ad nogle trapper derude, og da jeg spurgte de ansatte, hvorfor der ikke var det, sagde de, at det var de blevet lovet i flere år nu. Men der var stadig ikke sket noget, siger Sven Uglebjerg, der er medlem af handicaprådet og både er dårligt gående og bruger høreapparat, men ellers mest er aktiv i handicaprådet, fordi han har en søn, der er hjerneskadet.
Ved samme bord sad Erik Vind Frost, som også er engageret i handicaprådet. På bordet foran ham ligger det hjælpemiddel, der afslører hans handicap, som umiddelbart ikke er til at få øje på, som han sidder der foran sin lille bærbare computer en hvid stok delt i tre, med røde reflekser på, som hjælper ham, når han bevæger sig rundt og skal undgå at støde ind i nogen eller noget. Med kun tre procent af sit syn er Erik Vind Frost så godt som blind.
Diskrimination er jo, at man ikke kan gøre det, man ville have gjort, hvis ikke man havde et handicap, fastslår han og kommer med et par eksempler fra sin egen hverdag som handicappet.
På mange områder er den digitale revolution fantastisk, men den kan også være en barriere. Som det er lige nu, kan jeg for eksempel ikke sende en sikker mail via nem-id, og mange af de store hjemmesider kan jeg ikke bruge, fordi de ikke korresponderer med det taleprogram, jeg har installeret på min computer, som ellers betyder, at jeg kan få læst tekster fra internettet højt, siger Erik Vind Frost, der også gerne ville følge mere med i både lokal- og landspolitik.
Men det er så godt som umuligt, når man ikke kan læse. Ingen af partierne har deres materiale tilgængeligt for blinde, og hvad angår det lokale, så sparede Odense Kommune for et år siden den ydelse væk, som betød, at jeg og mange andre hver uge fik halvanden times lokalstof fra pressen som højtlæsning, siger han.
Ved et andet bord sidder Birthe Malling, som er formand for Danske Handicaporganisationers Odense-afdeling. Hun har muskelsvind, sidder i kørestol og har tilsluttet et livsnødvendigt iltapparat. Men det er tilsyneladende ikke hendes eget handicap, der umiddelbart foruroliger hende. Hun er i stedet bekymret på skolebørnenes vegne, efter at det fra centralt hold er besluttet, at folkeskolen skal inkludere alle de elever, der ellers tidligere blev placeret i specialklasser på grund af forskellige vanskeligheder.
Det kan sikkert være godt nok for de stærkeste af børnene at blive inkluderet i en almindelig klasse, men jeg frygter, at der nu vil blive nogle børn, som kommer til at få en masse nederlag og bliver endnu mere skadet, end de er i forvejen, fordi de ikke kan være i de almindelige klasser på de præmisser, der stilles i udsigt, siger hun, mens der nikkes fra de andre omkring bordet.
En af dem er Thorkild Olesen, der er formand for Dansk Blindesamfund og tillige medlem af Det Centrale Handicapråd. Han kender fra sit arbejde til mange af problematikkerne, der bliver fremført og nævner, at et af de steder, hvor han selv kommer til kort som blind, er, når der skal stemmes til både kommunal- og folketingsvalg.
Jeg skal have to med ind i stemmeboksen, når jeg skal stemme, og så skal jeg hviske, hvad jeg vil stemme, som om de der tynde forhæng er lydisolerede. Det er der ikke meget hemmeligt over. Det er måske ikke et særligt stort problem i de større byer, hvor man ikke kender hinanden, men i de mindre samfund, hvor de valgtilforordnede måske er den lokale købmand og skomageren, føler folk sig intimiderede, siger han og tilføjer, at den slags problemer forhåbentlig snart er fortid, hvis der indføres digitale valg.
Indtil videre må han dog stadig have hjælpere med sig ind i stemmeboksen. Han griner, inden han fortæller, hvor ironisk han synes, det er, at blinde herhjemme ikke har bedre stemmemuligheder, end de har.
I Ghana kan blinde nu stemme på en speciallavet stemmeseddel, hvor de kan føle sig frem til, hvor de vil sætte deres kryds. Det kan de, fordi de har fået bistand fra Danmark. Men kan vi selv finde ud af at få det gennemført herhjemme? Nej, det kan vi ikke, og det er da næsten komisk, siger han.
Det Centrale Handicapråd har inviteret til borgermøde tre andre steder i landet som en forberedelse på en stor landsdækkende konference, der løber af stabelen til foråret. Endnu mangler der at blive holdt et borgermøde i Nordjylland, men fælles for de andre er, at de ikke har været besøgt af flere end 20-25 personer hvert sted.
