DKP var afhængig af Moskva-guld

Fra 1918 til Murens fald fik alle vestlige kommunistpartier, også det danske, økonomisk støtte fra Sovjetunionen

Fra 1918 til Murens fald fik alle vestlige kommunistpartier, også det danske, økonomisk støtte fra Sovjetunionen. Her Danmarks Kommunistiske Partis formand fra 1987-1991, Ole Sohn.
Fra 1918 til Murens fald fik alle vestlige kommunistpartier, også det danske, økonomisk støtte fra Sovjetunionen. Her Danmarks Kommunistiske Partis formand fra 1987-1991, Ole Sohn. Foto: Birger Storm.

Det kommunistiske dagblad, Land&Folk, var blevet lukket allerede i 1960erne, hvis ikke Sovjetunionen og DDR havde hjulpet det danske kommunistparti med massiv økonomisk støtte år efter år. Præcis som storebror i øst hjalp alle de andre kommunistpartier vest.

Det fastslår forskningsbibliotekar ved Roskilde Universitet Morten Thing, der tilbage i 2002 skrev bogen Guldet fra Moskva. Bogen rammer lige ind i den ophedede, aktuelle debat om, hvorvidt den sidste kommunistiske partiformand, nuværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF), fik penge til partiet fra Moskva.

Af bogen fremgår det, at DKP fik kontant støtte, også efter at Ole Sohn blev formand i 1987 og frem til 1991. I 1987 blev pengene udbetalt til Land&Folks faste tegner, Herluf Bidstrup, som tilhørte det ortodokse, Moskva-tro flertal i DKPs forretningsudvalg. Der var en magtkamp i gang mellem de ortodokse og fornyer-fløjen, som Ole Sohn tilhørte, og fornyer-fløjen fik siden flertal i ledelsen.

Den næste udbetaling i 1988 og de følgende udbetalinger gik til Ole Sohn. Det ved vi, fordi vi efter Murens fald købte en afskrift fra et arkiv fra den sovjetiske centralkomités afdeling for internationale affærer, forklarer Morten Thing.

Det var en højtstående sovjetisk partifunktionær, Anatoli Smirnov, som skrev bøgerne af, og vi havde ingen grund til at tvivle på afskriftens rigtighed. Der stod, at pengene blev overført til O. Son. Man bruger ikke h i den russiske stavning af navnet, siger han.

Han mener i øvrigt, at debatten om, hvordan DKP fik støtten udbetalt, er en lille detalje. Ole Sohn indrømmede allerede i 1991 i Ekstra Bladet, at han vidste, at DKP fik to-tre millioner kroner om året, men han hævdede, at Sovjet og DDR støttede indirekte ved at betale vilde overpriser for trykkeriopgaver. Ole Sohn ville i går ikke kommentere Morten Things oplysninger, men da historien var fremme for et år siden, sagde han til Ritzau:Jeg har ikke modtaget én eneste krone til mig selv. Men det er korrekt, at DKP modtog store pengebeløb, også i min formandstid. Det var en fuldstændigt vanvittig situation.

I PET-kommissionens beretning, der blev offentliggjort for et par år siden, modtog DKP fra 1969 til 1989 i alt godt 52 millioner kroner, opgjort i 1998-priser. Det er bekræftet, at Ole Sohns forgængere, Jørgen Jensen og Knud Jespersen, begge kvitterede for den kontante støtte fra Sovjet, men det var omgærdet af et stort hemmelighedskræmmeri.

Ifølge Morten Thing daterer støtten fra Sovjet til søsterpartier i vest sig helt tilbage til 1918, altså umiddelbart efter revolutionen. Støtten er ikke kun givet i form af kontanter, men også som gratis rejser, trykkerimaskiner, trykkeriopgaver til overpris og naturalier. Og det var i alle årene omgivet af et stort hemmelighedskræmmeri.

Det er aldrig blevet efterprøvet ved en dansk domstol, om støtten var ulovlig, men det var heller ikke det, DKP var mest optaget af. Derimod var man meget bange for, at DKP ville fremstå, som om det ikke kunne brødføde sig selv. Men der blev sendt mange bønbreve til Moskva om penge. Det har vi fået dokumenteret fra 1918 til 1979, siger Thing.

Af samme grund mener han, at det er naivt, hvis nogen tror, de kan finde sandheden om Ole Sohns eventuelle underskrift på modtaget støtte via det danske DKP-arkiv. Her har man absolut ikke gemt noget. En underskrift findes kun i det såkaldte præsidentarkiv i Moskva, men det er indtil videre ikke blevet åbnet for forskerne.

LÆS OGSÅ: Fortielsen er farligere end fejltagelsen

LÆS OGSÅ: Ole Sohn forbød selv offentligheden adgang til DKP's arkiver