Socialdemokraten Mogens Jensen har kaldt dem ”et demokratisk problem”, ifølge Villy Søvndal (SF) er det ”vælgersnyd”, og flere partier på venstrefløjen har som udgangspunkt forbudt dem. På den modsatte fløj har især Dansk Folkeparti omfavnet dem med argumentet om, at de skaber synergi og sammenhæng.
Der er tale om de dobbeltmandater, hvor en politiker både er valgt ind i Folketinget og samtidig i et byråd, og dem sidder 22 folketingsmedlemmer lige nu på, langt de fleste af dem valgt for Dansk Folkeparti.
I flere år har de dobbelte mandater været kontroversielle, og op til efterårets kommunalvalg er debatten kun blevet mere intens. Ikke mindst efter en optælling fra Ritzau i sidste uge, som viste mængden af fravær fra udvalgs- og byrådsmøder for politikere på dobbeltmandater. Topscoreren er Jan Rytkjær Callesen (DF), valgt ind i Sønderborg Byråd, som har misset 6 ud af 15 byrådsmøder fra den 1. januar til oktober i år.
Det kan skade lokaldemokratiet, mener man hos SF, der netop har foreslået et totalt forbud mod dobbeltmandater. Men der er flere sider af sagen, for Ritzaus optælling viser også flere politikere, der formår at passe størstedelen af de lokale møder ved siden af arbejdet i Folketinget.
Og selvom det kan være svært at bevare den fulde opmærksomhed på både kommunal- og landspolitik, giver dobbeltmandaterne de lokale demokratier en stemme på Christiansborg, siger Flemming Juul Christiansen, der er lektor på institut for samfundsvidenskab og erhverv på Roskilde Universitet, RUC.
Han er i gang med en undersøgelse om folketingsmedlemmers pleje af valgkredsen og har talt med flere politikere på dobbeltmandat.
”Dem, jeg har talt med, siger, at fordelen er, at de faktisk får et indblik i de kommunale forhold, der hjælper dem, når de skal træffe beslutninger på Christiansborg. Men omkostningen er, at det er svært at nå at passe begge dele, og hvis man sidder alene i kommunalbestyrelsen som repræsentant for et parti, så bliver det værre,” siger han.
Der er ikke en eneste politiker fra rød blok på dobbeltmandat i Folketinget og kommunalbestyrelserne. Til gengæld er Dansk Folkeparti i særklasse det parti med flest, hvor 17 af dobbeltmandaterne er på DF-hænder, mens de resterende er fra Venstre og Liberal Alliance samt en enkelt fra De Konservative.
Den vægtning handler om, at man ”er ideologisk mindre imod det”, tror Flemming Juul Christiansen, som mener, at der i tankegangen ”indgår forestillingen om, at der er et personligt tillidsforhold, der står stærkere end på venstrefløjen”.
En af dem er Claus Kvist Hansen, der er folketingsmedlem og social dumping- og udviklingsordfører for Dansk Folkeparti, mens han samtidig er valgt ind i byrådet i Horsens. Med dobbeltmandatet skabes et bindeled fra Christiansborg til byrådet, mener DF’eren, som kun er udeblevet fra et enkelt kommunalt møde i år.
”Hvis man eksempelvis som jeg har noget at gøre med beskæftigelsesområdet, fordi jeg er social dumping-ordfører, så kan du se kæden helt ud til kommunerne. Jeg skal ikke sætte mig op på den demokratiske hest, men hvis en borger henvender sig til mig med noget, der indeholder en mere generel problematik, kan jeg prøve at hjælpe. Så har jeg muligheden for at trække den op,” siger Claus Kvist Hansen.
Men samtidig er risikoen, at der opstår en slags politisk skizofreni. For står man med det ene ben i kommunalbestyrelsen og det andet i Folketinget, kan man havne i dilemmaer, eksempelvis i forbindelse med afstemninger, siger Flemming Juul Christiansen.
”Det er klart, at interesserne kan være forskellige. Man kan som politiker komme i klemme, for man risikerer på Christiansborg at blive ’tvunget’ til at stemme ifølge en partilinje, der egentlig går imod en lokal interesse, og så kan man blive sat i et dilemma. Men der er så også større muligheder for at påvirke, at man undgår den situation,” siger han.
Claus Kvist Hansen kan godt følge den pointe.
”Nu er det jo ikke mig, der forhandler eksempelvis finanslov, men når partiet sidder og kigger på den, er jeg da godt klar over, at næsten uanset hvordan det kommer til at gå, vil der være nogle kommuner, det går ud over, måske endda også min egen. Det er klart, at det synes jeg da ville være træls at stemme ja til, fordi jeg ved, at der kan stå en borgmester hjemme i Horsens og kigge surt. Men den skizofreni er jo et stykke hen ad vejen af mere teoretisk karakter, fordi det ikke er mig, der for alvor lægger arm om, hvordan budgetterne skal lægges på Christiansborg,” siger han.