Han slæber sig ud til hestene den morgen. Det tager en evighed at lukke dem på fold. Flere gange leder hans blik forgæves efter et pejlemærke, så han igen kan finde balancen. Han klarer det.
Tilbage i køkkenet ryster han så meget, at han ikke kan læse sin egen håndskrift. Normalt er hans håndskrift ellers meget pæn.
”Far, kommer du med juicen?” lyder hans datters barnestemme utålmodigt inde fra stuen.
Han koncentrerer sig, men det er umuligt at abstrahere fra de skingre tegnefilmsstemmer, der blæser ud af tv’et.
Det føles, som om han har drukket. Som om han har fået lidt for meget sprit indenbords til en julefrokost. Alt bliver sort.
Den 20. september 2012 faldt den dengang 41-årige Martin Green om på sit stuegulv omgivet af Michael Kvium-billeder og designermøbler. Hans lever svigtede. I seks timer forsøgte hans døtre på tre og fire år at vække deres far.
Dagen forinden var han blevet diagnosticeret med en autoimmun sygdom. Hans eget immunforsvar var begyndt at nedbryde hans lever, og lægerne havde gjort det klart for ham, at han ikke kunne komme uden om en transplantation.
Ved udgangen af 2016 ventede 466 danskere på et nyt organ. Samme år døde 29 mennesker, mens de var på venteliste.
For Martin Green handlede ventetiden også om liv og død. En læge varslede afslutningen på hans liv 8-10 måneder senere, hvis ikke de fandt en egnet donor.
”Det kom som et chok. Jeg var elitesportsmand og har altid cyklet meget. Jeg var stærk, jeg kunne ikke dø,” fortæller den i dag 46-årige Martin Green.
Ventetiden på et nyt organ kan være lang, og det kan blandt andet skyldes den lave donationsrate herhjemme. Sammenlignet med Spanien, som har den højeste rate i Europa, har Danmark 26 færre organdonorer pr. million indbyggere. Den danske donationsrate er på 18 organer pr. million indbyggere, mens tallet for Spanien er 44. Tallene dækker over de personer, der har fået udtaget ét eller flere organer til donation.
Ifølge centerleder for Dansk Center for Organdonation, Helle Haubro Andersen, har man blandt andet skelet til, hvad det er, de gør i Spanien. Her har de været gode til at gøre gruppen af potentielle donorer større. De har blandt andet ændret deres procedure, så alle bevidstløse patienter med svære skader på hjernen indlægges på en intensiv afdeling. Hvis deres liv ikke står til at redde på grund af skaderne, respiratorbehandler man dem, indtil man har fundet ud af, om de kan bruges som donorer.
”Siden 2008 har vi også samarbejdet med hospitalerne om at styrke arbejdet med organdonation, og det har fået donationsraten til at stige med næsten 50 procent. Jeg mener derfor, at vi er godt på vej, men det kan forbedres yderligere, hvis de danske hospitaler også ændre deres procedure,” siger hun.
Martin Green havde ikke selv taget stilling til organdonation, men var nu afhængig af, at andre havde gjort det.
Tidligere havde han levet et aktivt liv med elitesport. Særligt cykling havde de seneste år fanget hans interesse. Nu levede han i smerter og led af dårlig mave og svimmelhed. Hver dag forsøgte han at holde virkeligheden på afstand. Han lukkede verden ude. Musikken flød i hans hørebøffer, mens han var lænket til sengen. Han havde altid sin mobil ved sin side. Opladt. Klar til at tage imod det livsvigtige opkald.
For Martin Green varede ventetiden fire måneder. Google fortalte ham om hans dårlige fremtidsudsigter, og det fik den ene dårlige tanke til at afløse den anden. Hvad skulle der blive af hans børn, hvis han ikke overlevede?
”Ventetiden er enormt speciel. Man begynder at ønske, at et andet menneske dør, for at man selv kan leve videre,” siger han.
Denne tankegang kender psykolog Henning Sønder-gaard gennem sit arbejde i Nyreforeningen. Han oplever, at folk er kede af, at et andet menneske må dø, for at de selv kan leve videre. Selv plejer han at gøre det klart, at de mennesker jo alligevel skal dø.
Mens Martin Green ventede på, at en ulykke skulle ramme et andet menneske, begyndte følelsen af udødelighed at forsvinde. Han blev bange for at dø, mens han ventede.
Ifølge Henning Sønder- gaard er angsten for at dø også en ganske naturlig konsekvens af den uvished, der opstår, når man venter på et nyt organ. Modsat mener han, at andre oplever at finde en ro i tilværelsen. De gør deres liv op og finder ud af, hvad der virkelig betyder noget for dem.
Ventetiden rammer ikke kun patienterne, men også det travle personale på Rigshospitalets transplantationsafsnit. Her må de hele tiden forholde sig til de konsekvenser, ventetiden kan have for deres arbejde og de patienter, der er indlagt.
”Vi kan opleve ventetiden lige så frustrerende som patienterne. Det kan være svært at lade dem tage hjem uden et organ, fordi vi ikke ved, hvornår vi ser dem igen,” fortæller oversygeplejerske på transplantationsafsnittet på gastroenterologisk klinik, Lone Malling.
Personalet på transplantationsafsnittet blev Martin Greens helte, der skulle redde hans liv. I februar 2013 var der fundet en donor, der matchede hans blodtype og vægt.
En ambulance med politi-eskorte fragtede ham fra Silkeborg til København. Dagen efter lå Martin Green klar på operationsbordet til at modtage sin nye lever. To døgn senere slog han øjnene op til et nyt liv.
Men ventetiden stoppede ikke her. Det var stadig uvist, hvordan hans nye liv ville komme til at se ud. Han havde kun statistikkerne fra de adskillige googlesøgninger at forholde sig til. Ifølge Sundhed.dk er det de første tre måneder usikkert, om kroppen vil tage imod det nye organ.
Fire uger skulle der gå, før Martin Green blev udskrevet fra hospitalet. Intet tydede på, at hans krop ville frastøde den nye lever.
Efter et langt genoptræningsforløb kunne han endelig sætte sig op på cyklen igen.
Små ture udviklede sig til længere ture, der udviklede sig til en kontrakt som semiprofessionel mountainbike-rytter. Efter at have fundet vejen tilbage til et aktivt liv, lever han i uvisheden om, hvad der gjorde, at hans lever pludselig svigtede. Måske sker det igen en dag, måske ikke.
Martin Green kigger på sin telefon. Han vender den og lægger den fra sig. Den betyder ikke længere det samme for ham.
Intet betyder det samme for ham. Heller ikke kunsten på væggene. Den har mistet sin materielle værdi. Farverige tegninger fra hans børn har overtaget de centrale pladser på væggene. Han griber ud efter sin sorte dagbog, som han støtter sig til i fortællingen om sin ventetid.
Martin Green husker særligt én episode fra forløbet. Han ligger i en sygeseng klar til at blive kørt på operationsbordet. Snart skal han tage imod sin nye lever. En sygeplejerske beder ham om at slukke sin telefon. Den telefon, der har ligget trofast ved hans side de sidste mange måneder, og som han endnu ikke ved, om han får mulighed for at tænde igen.
Han trykker sluk-knappen ned. Der er ingen vej tilbage.
”Det var det ultimative ophør af liv. Det var den, der forbandt mig med mine børn og mine kære,” fortæller han.
Hele vejen fra Silkeborg til København havde han ringet til sine pårørende. Det var vigtigt at få sagt tak.
Dansk lovgivning om anonymitet i donorforløbet har forhindret Martin Green i nogensinde at få sagt personligt tak til donerens pårørende. Han tog kontakt til Dansk Center for Organdonation, der kunne viderebringe hans taknemlighed. Martin Green har desuden i flere omgange holdt foredrag for Dansk Center for Organdonation.