I 1914 stod Europa på højdepunktet af sin magt og vælde. Industrialiseringen buldrede derudad. Naturvidenskaben gjorde store fremskridt. Økonomisk og militært var Europa samlet set en gigant, og store dele af verdens øvrige territorium, især på det afrikanske kontinent, var underlagt de europæiske lande som kolonier.
Alt det var ikke borte den 11. november 1918, da Første Verdenskrig sluttede. Men afviklingen af Europa var allerede langt fremskreden, og ifølge Henrik Jensen, historiker, forfatter og lektor emeritus ved Roskilde Universitet, havde Europa fået sit afgørende filosofiske og psykologiske banesår i løbet af de fire år.
”Hvis historikere om nogle hundrede år ser tilbage på det 20. århundrede, er jeg overbevist om, at de vil se perioden 1914-45 som én stor konflikt, der ændrede Europas status og afgørende forandrede den vestlige selvforståelse. Set i det lys var det Første Verdenskrig, der udgjorde det store fald, mens Anden Verdenskrig var en revanchekrig hertil,” siger Henrik Jensen og uddyber:
”Netop som Europa stod på sit højdepunkt, bevægede landene sig ind i en krig,som ikke rigtig handlede om noget ud over en indbyrdes rivalisering. Der var en stor letsindighed over for at gå i krig, som hang sammen med, at ingen havde forestillet sig, den ville blive så langvarig og så dødelig. Hver dag i fire år sendte ældre mænd 10.000 unge mænd i døden. Hver dag! Det er et offer af egne sønner, der har bibelske dimensioner.”
Henrik Jensen udgav i 2014 bogen ”Krigen 1914-1918 og hvordan den forandrede verden”, hvor han indgående beskæftiger sig med krigens påvirkning af mentalitet og tidsånd og konkluderer, at ”Gud døde på slagmarken”.
”Europæere holdt ikke med ét op med at gå i kirke eller bede til Gud. Det, som døde, var forestillingen om et forsyn, der lå bag det hele og gav mening til alt, inklusive industrialisering og kolonisering,” siger Henrik Jensen.
Nils Arne Sørensen er professor i historie ved Syddansk Universitet og forfatter til ”Den Store Krig – Europæernes første verdenskrig” fra 2006. Han deler vurderingen, at Første Verdenskrig i højere grad end Anden Verdenskrig kan siges at have formet vores moderne verden.
”Tag et fænomen som kommunismen. Jeg vil anse det for vanskeligt grænsende til umuligt at forestille sig, at kommunismen kunne være kommet til magten i Rusland, hvis ikke zarriget var brudt sammen på grund af verdenskrigen. Dermed kan man sige, at de ideologiske modsætninger, som prægede Europa frem til Murens fald, blev støbt i årene frem til 1918,” siger Nils Arne Sørensen.
Men det var ikke kun kommunister, der fik vind i sejlene. I en række europæiske lande, herunder det neutrale Danmark, fik de socialdemokratiske partier stor fremgang.
”1918 kan ses som et begyndelsesår for socialdemokratisk regeringsindflydelse i Europa og for en offentlig politik, der leder frem mod moderne velfærdsstater, selvom denne politik i første omgang knækker i 1920’ernes og 1930’ernes økonomiske krise,” siger Nils Arne Sørensen.
På flere områder ser professoren tegn på, at et mere lighedsorienteret samfund er en effekt af Første Verdenskrig:
”At kvinder får valgret i Danmark under denne krig, er nok et tilfælde. Men det er ikke et tilfælde, at såvel i det nye Tyskland som i de ni nye lande, der opstår i 1918, får kvinder valgret i alle lande undtagen Jugoslavien.”
Folkestyrets grundlag blev således bredere. Hierarkier forandrede sig. Men at udlægge dette som Guds død er ifølge Nils Arne Sørensen ”kun noget, der optager frustrerede middelklassemænd”:
”Henrik Jensens analyse baserer sig på elitekulturen, og her var forandringerne undervejs allerede før krigen. Blandt de intellektuelle på caféerne i Wien var Gud allerede død, men det var han ingenlunde i den brede befolkning. Når man studerer de mange soldaterbreve, som blev sendt fra fronten til de kære derhjemme, læser man, at der er rigtig mange referencer til Gud. Gud døde ikke på slagmarken. Han støttede dem i krigen, og han ventede dem i himlen, når de døde,” siger Nils Arne Sørensen, som blandt andet peger på, at kristen gudstro spillede en central rolle i den mindekultur, som bredte sig efter 1918. I stedet for monumenter over triumf blev krigsonumenter til sorgfulde vidnesbyrd om døde soldater.
”Jeg vil ikke afvise, at der i smalle kredse bliver tænkt mere vidtgående tanker efter 1918, men de brede befolkninger holder fast i Gud og i den bestående kultur. Hvis man for eksempel læser Agatha Christies romaner fra 1920’erne, er der ingen som helst tegn på, at alle værdier er i skred, siger han.
Henrik Jensen insisterer imidlertid på, at Guds, faderautoritetens og troen på en sammenhængende samfundsordens undergang tog sit afsæt i Den Store Krig med de mange unge mænd, der blev ofret på meningsløshedens alter. Og han mener, at netop kommunisme, socialisme og velfærdsstater kan ses som effekter heraf.
”Efter at faderautoriteter og hierarkier havde domineret, følte man nu, at de havde spillet fallit. Derfor vandt forskellige idéer om broderskaber og lighedsideologier frem. Hele den trappestige af faderautoriteter, der havde været i skolen, på arbejdspladsen, i lokalsamfundet, på landet, i byen og i kirken – og over det hele Gud Fader – faldt sammen. Det fik som sagt ikke gudstroen til at forsvinde, men det gjorde den mere abstrakt, mindre koblet til samfundet,” siger han og tilføjer:
”Samfundsmæssigt set fik Guds placering som meningsgivende faktor et grundskud. Men såvel det enkelte menneskes personlige forhold til Gud som spørgmålet om Guds eksistens er jo en helt anden sag.”