På grund af havets naturlige fødekæde, hvor de største dyr æder de næststørste dyr, der æder de lidt mindre dyr, der æder de endnu mindre dyr – og sådan kunne man blive ved – har man hidtil antaget, at der var meget få døde smådyr i verdens have. Man antog, at langt de fleste, inden de døde, nåede at blive ædt. Men de senere år har forskere fået øjnene op for, at det ikke er tilfældet. Det fortæller Belén Franco-Cisterna, der er postdoc. ved Danish Center for Hadal Research (HADAL) og biologisk institut på Syddansk Universitet.
”Vi kan se, når vi opsamler dyreplankton og analyserer det i laboratoriet, at det er helt op til 60 procent af det, der allerede er dødt. Det har overrasket os,” siger hun.
Når man ikke tidligere har vidst, at der skvulpede så meget dødt dyreplankton rundt i havene, skyldes det, at man ikke har sondret mellem dødt og levende. Det har ganske enkelt været for besværlig en proces at skille det fra hinanden. Men det kan man nu med en ny videnskabelig metode, hvor man tilfører et stof til dyreplanktonet, som giver farve til de levende organismer, mens de døde forbliver ufarvede.
Opdagelsen af, at havene indeholder meget mere dødt dyreplankton end hidtil antaget, har betydet ny indsigt i, hvad disse døde smådyr, der kan være alt fra vandlopper over rejer til vandmænd, betyder for jordens økosystem. Og det kan vise sig at være ikke så lidt.
”CO2-væksten i atmosfæren har været medvirkende til vores klimaændringer. Men noget af det, som havene kan, er, at de kan indfange og omdanne noget af atmosfærens CO2 til organisk kulstof via forskellige processer. En af disse processer er at kulstoffet bindes til vandloppekroppe. De vandlopper, som dør og ikke bliver spist, transporterer dermed kulstof ned på havets bund, hvor det aflejres,” siger Belén Franco-Cisterna.
Det ser altså ud til, at dyreplankton, hvoraf vandlopper udgør 60-70 procent, aktivt hjælper med at fjerne den skadelige CO2 fra atmosfæren. Endnu ved man bare ikke nok om hvad præcist, der sker med kulstoffet, når det kommer til havbunden. Det er noget af det, der skal forskes mere i, fordi det også vil kunne give en idé om, hvordan vores verdenshave vil reagere på klimaændringerne.
Man kunne forestille sig, at man ved ”kunstigt” at fremstille store mængder dyreplankton, som tilføres havet, kunne fremme en proces, hvor havets små dyr kunne transportere endnu mere CO2 fra atmosfæren og dermed bidrage til klimaforbedringer. Men desværre er det ikke helt så enkelt, siger Belén Franco-Cisterna.
”Det er desværre ikke så nemt at stimulere kunstigt plankton vækst i havet. Desuden er det svært for os at styre dyreplankton i naturen. Planktonet skal have succes i hele sin opvækst, hvor det undergår en masse komplekse processer, og der er naturen ikke altid til at kommandere med,” siger hun og fortæller, at hun og kollegaer blandt andet er blevet klar over, at temperaturen spiller en stor rolle for, om planktonet overhovedet når havets bund.
”I laboratoriet har vi fortaget forsøg, som viste, at de døde dyr er langsommere at nedbryde i koldt end varmt vand. Ved 20 graders varme vil 50 procent af kulstoffet i dyret være nedbrudt allerede inden for 6 til 12 dage, mens samme proces i kun fire grader varmt vand tog mere end 60 dage. Så en vandloppe i et koldt hav har altså meget større sandsynlighed for at nå ned på havbunden, inden al kulstoffet er blevet nedbrudt,” siger hun.