Når de frivillige, som gør det muligt at digitalisere store dele af Rigsarkivets samlinger, scanner dødsattester, går det tjept. Men ind imellem dvæles der ved en skæbne, fortæller en af de frivillige, Hans-Henrik Husen.
Den 75-årige pensionist og amatør-slægtsforsker fra København har været med til at scanne omkring en million dødsattester fra mellem 1840 og 1943, og nogle af dem, der fik ham til at stoppe arbejdet for en stund, var otte-ti dødsattester, der lå lige efter hinanden.
”Det var mandskabet på et sejlskib, der var gået ned. Det var jo tidens vilkår, når man sejlede, men det er også en historie om mennesker, der mistede livet samtidigt og dramatisk,” siger Hans-Henrik Husen, som endvidere husker dødsattesterne over de mange, der tog deres liv sidst i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
”Nogle gange stod der bare selvmord, andre gange penslede lægen det temmelig meget ud. Nogle havde hængt sig, og senere i århundredet havde de åbnet for gassen. Man kan ikke lade være med at tænke over, hvad der drev folk til at ende livet på den måde, for der var temmelig mange, og her så vi det sort på hvidt,” siger han.
Når der dukkede dødsattester op i en anden farve end hvid, kunne det også gøre indtryk på en erfaren scanner, for så var det børn under et år, det handlede om.
”De døde af alle mulige sygdomme, som man i dag kan give penicillin for. Bare en halsbetændelse kunne betyde, at livet var ovre.”
Også store epidemier som den spanske syge 1918-1920 satte spor i sindet.
”Lige pludselig bugnede kasserne med dødsattester over folk, der ikke klarede det. Det er jo alt sammen noget, man kan læse sig til i historiebøgerne, men når man selv sidder med dokumenterne, ser man det på et mere personligt plan. Det bliver meget håndgribeligt, og så er det godt at have andre frivillige at dele det med,” siger han.
Det var den lokale afdeling af Danske Slægtsforskere i Odense, der fik ideen til at digitalisere Rigsarkivets samling af blandt andet dødsattester, og Lone Grand, som er 72 år og bor i Otterup på Nordfyn, var med fra den spæde start i 2015. Hun estimerer, at hun har scannet 500.000 døds- og fødselsattester.
”Vi har fundet mange underlige historier imellem. Jeg husker især en dødsattest over et barn, hvor der ikke var sat dato på. Det er usædvanligt, og det måtte jeg undersøge nærmere,” siger Lone Grand, som via stadsarkiv og retsprotokoller fra 1924 fandt ud af, at barnet – en pige – var dødfødt eller døde ved fødslen. Men helt sikkert var det ikke, for til politiet oplyste moderen, at hun ikke vidste, at hun var gravid, og at hun besvimede, da fødslen gik i gang, og at barnet var dødt, da hun kom til sig selv igen. Endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at moderen efterfølgende ikke havde skilt sig af med barnet, fortæller Lone Grand.
”Hun pakkede spædbarnet ind i forskelligt, lagde det i en kommodeskuffe og tog det med sig, da hun fik en plads i Sønderjylland. Da hun et halvt år senere kom tilbage til Odense, stod kommoden længe på banegården. Moderen forklarede senere, at hun ikke kunne få sig selv til at hente den.”
Til sidst åbnede ansatte ved banen kommodeskufferne, fandt barnet, og der blev sendt bud efter politiet. Historien fyldte datidens aviser, opdagede Lone Grand, og moderen meldte sig selv til politiet.
”I retssagen bliver der nøjagtigt beskrevet, hvordan hun er klædt, hvad hun har i sin taske, og hvad hun forklarede. Det er gribende, hvad man lærer om den tid og om at føde i dølgsmål. At undersøge sådan en sag er lidt som at være med til at vække en skæbne til live,” siger Lone Grand, som til sidst fandt ikke alene kvinden og hendes forældre i kirkebøgerne, men også stedet, hvor hun blev begravet.
En anden sag, som gjorde indtryk, var to dødsattester, der lå sammen. Både kvinden og manden var blevet skudt, og Lone Grand tænkte, om hun nu var faldet over en ny Elvira Madigan og Sixten Sparre-sag – altså den berømte historie om den smukke linedanser og den adelige svenske løjtnant, der valgte at ende deres dage sammen i Nørreskoven på Tåsinge i 1889.
Også i tilfældet med de to dødsattester handlede det om ulykkelig kærlighed, fortæller hun: En gift mand var blevet forelsket i en pige på 16 år, og hun, der var i huset på en gård på Langeland, var også interesseret. Men galt endte det, pigen skød han på hendes loftkammer, og da han ville skyde sig selv, klikkede geværet. Senere lykkedes det, og han blev fundet på en nærliggende mark.
”Jeg kunne ikke få den sag ud af hovedet og tog ned til det lokale arkiv på Langeland. Jeg fandt også et familiemedlem til den unge pige. Han havde aldrig hørt den sande historie, for hun havde et meget dårligt ry i slægten. Og jeg syntes, hun skulle have sin historie fortalt. Det skulle ikke være sådan, at hun havde levet forgæves, om jeg så må sige, fordi der dengang var en anden moral. Det har jo været dybt ulykkelige mennesker.”
Hans-Henrik Husen og Lone Grand er som mange af de andre frivillige pensionerede. Interessen for arbejdet med at scanne de gamle attester har de begge fra amatørslægtsforskning, hvor dødsattester, kirkebøger og pasprotokoller er gode hjælpemidler på vejen.
Når digitaliseringen om nogle år er færdig, vil alle kunne søge i de dødsattester, som før stod gemt væk på hylder fra gulv til loft i Rigsarkivets enorme arkiver.
”Vi har allerede haft forespørgsler fra amerikanere, hvis forfædre forlod Danmark i midten af 1800-tallet, og som nu eftersøger deres familie på denne måde,” siger Lone Grand, der netop nu skal i gang med gamle rejsepas.
Indtil 1846 skulle alle, med få undtagelser, medbringe et rejsepas, når de rejste fra et sted i Danmark til et andet. Passene blev omhyggeligt stemplet, så også de dokumenter er en guldgrube, hvis man vil finde ud af, hvor medlemmer af ens slægt befandt sig.
Og Hans-Henrik Husen er gået i gang med at scanne faderskabssager fra Københavns Overpræsidium.
”Det er også en interessant del af historien, skal jeg love for,” siger han.