Prøv avisen

Dødshjælp eller ej ses som et valg mellem to onder

Kan folk ændre holdning til spørgsmålet om aktiv dødshjælp, hvis de i en rolig samtale får rigelig tid til at lytte til argumenter både for og imod? Det korte svar er nej. Modelfoto. Foto: Nima Stock

Uanset om Danmark indfører aktiv dødshjælp eller ej, vil en gruppe mennesker lide og dø, lød det til et arrangement afholdt af Det Etiske Råd. Men tiden er slet ikke inde til debat om dødshjælp, før palliationen er fuldt udbygget, sagde flere

Kan folk ændre holdning til spørgsmålet om aktiv dødshjælp, hvis de i en rolig samtale får rigelig tid til at lytte til argumenter både for og imod? Det var udgangspunktet for en paneldebat om aktiv dødshjælp, som Det Etiske Råd var vært for i denne uge. Det korte svar er nej.

”Har nogen skiftet synspunkt,” spurgte ordstyreren efter knap tre timers debat.

Ingen rakte hånden op blandt publikum, der i vid udstrækning bestod af fagfolk, politikere og andre med særlig interesse eller indsigt i svær sygdom og livets afslutning. En ting syntes panelet dog at være blevet enige om undervejs: At aktiv dødshjælp er et ægte dilemma, hvor der altid vil være en gruppe, som taber.

Paneldeltager, professor i moralfilosofi og tidligere medlem af Det Etiske Råd, Thomas Ploug, kondenserede problemet.

”Hvad vil vi helst? At mennesker i ubærlige lidelser ikke får tilstrækkelig hjælp i livets sidste faser. Eller en situation, hvor vi afslutter liv, der ikke burde være afsluttet. Hvilken forsømmelse foretrækker vi?”

Selv hældte han mod, at aktiv dødshjælp fortsat skal være ulovligt. Det samme gjorde paneldeltagerne Isak Kornerup Yde, muskelsvindpatient og aktiv i foreningen Ikke død endnu, og Andreas Rudkjøbing, formand i Lægeforeningen. På ja-siden var Lisa Grye Elstorp, kræftpatient, Søren Saustrup Gersby, pårørende og stifter af foreningen Retten til at dø, samt professor og medlem af Det Etiske Råd, Thomas Søbirk.

Friheden til at det enkelte menneske kan træffe selvstændige valg om eget liv og død var alle deltagernes grundlæggende motivation.

Lisa Grye Elstorp er uhelbredeligt syg af lungekræft. Hun risikerer en smertefuld død, som hun gerne vil undgå, fremførte hun.

”For mig ligger det valgfri i, at man ikke behøver at ligge og blive kvalt og drukne.”

Professor Thomas Søbirk pegede på, at ikke kun smerter kan være uhelbredelige i livets sidste faser.

”I nogle situationer kan vi ikke lindre smerter. Det kan også være smertefuldt at opleve, at ens liv er meningsløst, eller at de nærmeste skal se en sygne hen til ukendelighed,” sagde han.

Men aktiv dødshjælp risikerer at gøre valget ufrit, argumenterede Isak Kornerup Yde, som har muskelsvind.

”Det er inden for min levetid, at man er kommet frem til, at mit liv er værdigt, selv når min lungefunktion bliver så dårlig, at jeg skal tilsluttes en respirator. Mange steder i verden mener man stadig, det ikke kan svare sig at redde patienter som mig,” sagde han.

Vil samfundet fortsat gøre sit alleryderste for at finde nye veje til gode liv for patienter som ham selv, hvis døden er et alternativ? Vil han ryge med i puljen af mennesker, som kvalificerer til at dø, hvis Danmark indfører aktiv dødshjælp?

”Det er dybt krænkende for mig, at andre skal ind og vurdere, om mit liv er værd at leve,” sagde han og fortsatte med udgangspunkt i sit eget eksempel:

”Jeg er bange for, at hvis vi indfører aktiv dødshjælp, er der mennesker, der vil dø, som kunne have fået liv, de var taknemmelige for.”

En begæring om aktiv dødshjælp er ”jo ikke fremsat i et tomt rum”, lød det fra Thomas Ploug, professor i moralfilosofi:

”Den er påvirket af den livssituation, du er i, og hvilke muligheder samfundet giver én. Vi er nødt til at diskutere de dynamiske effekter, hvis vi åbner for muligheden for aktiv dødshjælp.”

Men faktisk er debatten om aktiv dødshjælp slet ikke moden i Danmark, mente Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningens formand. Det giver ingen mening at tale om dødshjælp, før alle patienter har adgang til palliative tilbud og altså den bedst mulige lindring i døden, uden at lindringen er døden selv.

”Der mangler fokus på, hvad vi faktisk kan gøre med smertelindring og palliativ sedering (smertelindring med døden som mulig bivirkning, red.). Vi har ikke en udbygget palliativ indsats i Danmark. Vi har måske kun halvdelen af den kapacitet, man som patientgruppe i Danmark burde kræve. Det er helt ulykkeligt, og det er en meget vigtig pointe. For det er farligt at tale om aktiv dødshjælp på et tidspunkt, hvor den palliative indsats ikke er fuldt udbygget. Så får du netop dilemmaet, at folk ønsker at få dødshjælp, fordi de ikke kan få hjælp,” sagde han.

Dagen sluttede med spørgsmål fra salen. Her rejste en sygeplejerske med 17 års erfaring inden for palliation sig op som den første. Også hun gik skarpt i rette med de ”mange, mange misforståelser” om smerte-lindring og praksis, dagen ifølge hende havde været fuld af.

Hun opfordrede til, at meningsdannere på området bør ”vide lidt mere”, inden de diskuterer sagen.8