Dødshjælp til psykisk syge er en glidebane

For mange hollandske psykiatriske patienter, der har fået aktiv dødshjælp, spiller ensomhed og social isolation en rolle. Det viser amerikansk studie. Aktiv dødshjælp er blevet den glidebane, mange frygter, siger dansk læge

Sagerne fra Holland viser blandt andet, at ensomhed, social isolation eller sorg spiller en rolle i mange patienters ønske om at dø. Modelfoto.
Sagerne fra Holland viser blandt andet, at ensomhed, social isolation eller sorg spiller en rolle i mange patienters ønske om at dø. Modelfoto. .

I 2011 døde en hollandsk kvinde i 70’erne af en dødelig indsprøjtning. Hun fik aktiv dødshjælp, for året før var hendes mand gået bort, og de to havde aftalt, at den ene ikke ville leve uden den anden.

Kvinden beskrev sit liv som ”helvede på jord” og ”meningsløst”, men hun spiste, drak og sov normalt, hun fulgte med i nyhederne, deltog i aktiviteter, og hun ”følte sig end ikke deprimeret”, som der står i referatet af hendes sag, der er undersøgt i et nyt studie af amerikanske forskere omkring den hollandske praksis for aktiv dødshjælp og assisteret selvmord til psykisk lidende.

Studiet undersøger 66 tilfælde ud et totalt antal på 110, der fandt sted i Holland mellem 2011 og 2014. Sagerne viser blandt andet, at ensomhed, social isolation eller sorg spiller en rolle i mange patienters ønske om at dø. Samtidig afslører mange tilfælde af uenighed mellem lægerne, hvor svært det er at vurdere, hvorvidt en psykiatrisk patient lider så meget og uhelbredeligt, at han eller hun skal hjælpes til at dø.

De resultater bekymrer både forskeren selv og danske iagttagere:

”Hvis man ønsker at beskytte mennesker fra at dø, når de er fortvivlede og måske ikke virkelig ønsker at dø, så vil man blive bekymret over den hollandske praksis,” siger hovedforfatteren bag studiet, Scott Kim, psykiater og ph.d. ved afdeling for bioetik ved den amerikanske stats National Institutes of Health.

De hollandske data taler for sig selv, mener Thomas Ploug, professor i filosofi og medlem af Det Etiske Råd:

”Meget tyder på, at aktiv dødshjælp ydes i en række situationer, hvor det ikke er resultatet af et kompetent valg, og det rejser spørgsmål om, hvorvidt døden faktisk var frivillig: Ville disse patienter også dø, hvis man kunne have forbedret deres situation med yderligere behandling?”, siger han.

Studiet viser blandt andet, at 56 procent angav ensomhed og social isolation som en del af årsagen til deres dårlige livssituation.

”Patienten indikerede, at hun havde et liv uden kærlighed og derfor ingen ret til at eksistere,” lyder én beskrivelse fra en lægefaglig rapport.

Stort set alle patienter havde flere diagnoser, og de fleste havde personlighedsforstyrrelser. Depressionstilstande, psykoser, PTSD, angst og spiseforstyrrelser var blandt patienternes lidelser.

Hver femte havde dog aldrig været indlagt på en psykiatrisk afdeling, og mere end halvdelen havde på et eller andet tidspunkt afvist en form for behandling, selvom patienterne typisk havde lange behandlingsforløb bag sig.

Mange fik deres ønske om aktiv dødshjælp vurderet af flere læger. I 24 procent af sagerne var de konsulterede læger uenige i spørgsmål for eksempel om, hvorvidt patienten var kompetent til at træffe sin beslutning, eller om behandlingsmulighederne var udtømt. I otte sager, 12 procent, mente en uafhængig psykiater, at patienten ikke levede op til kriterierne, men patienten døde alligevel.

Resultaterne er ”rystende”, mener Ellen Kappelgaard, psykiater og formand for Kristelig Lægeforening.

”Som psykiatere gør vi alt for at hjælpe mennesker med personlighedsforstyrrelser og selvmordstanker videre og se livet mere positivt. Mange med psykiske problemer får det betydeligt bedre. Det er virkelig skræmmende, at de har mulighed for aktiv dødshjælp i sådan en svær periode,” siger hun.

Frygter man, at indførelsen af aktiv dødshjælp kan gribe om sig, giver studiet næring til den frygt:

”Vi taler så tit om glidebaner, men her ser vi faktisk, at det er sket. Det må skyldes afmagt: Vi kan ikke tåle at se på lidelse, men det er en mærkværdig hjælp at afskaffe lidelse ved at afskaffe den lidende,” siger hun.

Thomas Ploug fra Det Etiske Råd er enig:

”Det har præcis været en bekymring i forhold til at udstrække tilbuddet om aktiv dødshjælp til psykisk syge, at døden bliver et alternativ til, at man yder hjælp og omsorg. De her tal giver substans til den bekymring.”

Den udbredte uenighed blandt lægerne i de hollandske sager ”kaster en skygge” over aktiv dødshjælp til alle patientgrupper, mener han:

”En vurdering fra en uafhængig ekspert skulle jo fungere som en sikring i forhold til at træffe gode beslutninger, men det er det jo ikke, hvis man blot fortsætter trods uenighed, som man gør i de hollandske sager,” siger han.

Resultaterne vidner om, at Holland har fortolket menneskers ret til selvbestemmelse til den yderste grænse, siger Scott Kim:

”Det forekommer mig, at det hollandske system lægger mere vægt på at kunne tilbyde aktiv dødshjælp end på sikkerheden for, at ingen dør, som ikke burde dø.”