En ny bekymring er opstået i Holland, hvad angår landets praksis for at yde dødshjælp til psykiatriske patienter. Flere fagfolk frygter, at et ønske om dødshjælp kan ”smitte”, så én psykiatrisk patient, som får opfyldt sit ønske, tænder samme ønske hos en anden i en tilsvarende situation.
Det er velkendt, at selvmord kan have en sådan effekt, og den skal altså også regnes med, når en person får opfyldt sit dødsønske med hjælp fra en læge i stedet for at gennemføre handlingen selv, mener den hollandske psykiater Esther van Fenema:
”Selvmord kommer nogle gange som ’epidemier’, og risikoen for at begå selvmord stiger, hvis der er meget opmærksomhed omkring fænomenet for eksempel i medierne eller på sociale medier. Jeg har selv oplevet en stigning i selvmordsforsøg blandt indlagte psykiatriske patienter, hvis en anden har forsøgt at begå selvmord, især blandt borderlinepatienter (en personlighedsforstyrrelse, red.). Jeg mener, at man muligvis må regne med samme effekt efter et tilfælde af eutanasi som efter et selvmord.”
I 2017 fik 6585 personer aktiv dødshjælp i Holland, heraf var 83 psykiatriske patienter. Begge tal er stigende. Debatten om smitte er opstået i kølvandet på et par profilerede sager i medierne.
I maj bragte et af Hollands velrenommerede dagblade, Trouw, en historie, hvor én psykiatrisk patient berettede om den effekt, det havde på hende, da hendes veninde døde ved hjælp af dødshjælp:
”At hun fik eutanasi, står for mig som en dom. Jeg lider under livet på samme måde som hun, er det så mig tilladt at leve? Er jeg for stor en byrde for samfundet? Er der plads til mennesker som mig?... det er blevet klart for mig, at det virkelige problem vedrører håb; håbet blev taget fra mig, da hun døde,” forklarer hun i avisen.
En anden ung kvinde, Aurelia Brouwers, var 29 år, da hun i januar i år fik hjælp til at dø. Hun havde mange psykiske lidelser, blandt andet borderline-personlighedsforstyrrelse og depression.
Ifølge Esther van Fenema kan den slags dødsfald give medvind til dødshjælp som ”en acceptabel udvej” eller ”det næste led i den lægelige behandling” blandt psykisk syge patienter.
”Et dødsønske kan være et meget prominent symptom ved psykisk sygdom, især depression. Det kan være svært for en psykiater at skelne mellem et ”neutralt” dødsønske – som en konsekvens af ubærlig lidelse – og dødsønsket som symptom,” siger hun.
Også Jeppe Kristen Toft, direktør hos rådgivningstjenesten Livslinien, mener, at det er fagligt vanskeligt at udrede de præcise årsager til en given persons ønske om at dø:
”Hvis man overhovedet skulle overveje at indføre dødshjælp her i Danmark, så skal man sikre sig, at der er systemer og fagmekanismer, der er kompetente til at se, om en patients dødsønske er antændt af sådan en ”smitteeffekt”. Alene det, at der er en mistanke, skal være et rødt flag,” siger han.
Han ser den potentielle smitteeffekt som endnu en usikkerhed i en sag, der i forvejen er indviklet, når det gælder om at skabe et system, hvor ingen får adgang til dødshjælp, som ikke burde have fået det.
”Det ville blive et omfattende system for evaluering af den enkelte patient, og det er måske en årsag til, at vi ikke har det i Danmark: Det er et uoverskueligt felt, og konsekvenserne ved ikke at have et godt og sikkert system er tilsvarende uoverskuelige.”
Også Annette Erlangsen, forskningsleder ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, mener, at risikoen for smitte bør tages alvorligt i lande med dødshjælp:
”Vi ved fra selvmordsforebyggelse, at det er en dårlig idé decideret at præsentere metoder til, hvordan man kan forlade livet, fordi en person, der selv har de overvejelser, kan blive inspireret. Man kan meget vel forestille sig, at det samme gælder for aktiv dødshjælp, for det er en måde at komme ud af en situation, man måske føler er ubærlig. Hvis en person søger om aktiv dødshjælp og fortæller om det i omgangskredsen, skal man også være opmærksom på, om der er andre, der har brug for vejledning og hjælp.”