Dødshjælpslæge: Jeg føler mig ikke ansvarlig for mulige selvmord

Flere selvmordstruede personer har meddelt rådgivningstilbuddet Livslinien, at de vil bruge den udførlige selvmordsmanual, som foreningen Læger for Aktiv Dødshjælp offentliggjorde i sidste uge

"Jeg kan ikke tage mig af, at unge, forvildede piger ringer ind for at gøre indtryk på Livslinien. Hvis de piger virkelig ville begå selvmord, så havde de allerede gjort det i stedet for at fare ud med det offentligt," siger Svend Lings, formand for foreningen Læger for Aktiv Dødshjælp.
"Jeg kan ikke tage mig af, at unge, forvildede piger ringer ind for at gøre indtryk på Livslinien. Hvis de piger virkelig ville begå selvmord, så havde de allerede gjort det i stedet for at fare ud med det offentligt," siger Svend Lings, formand for foreningen Læger for Aktiv Dødshjælp.

Formand for foreningen Læger for Aktiv Dødshjælp, Svend Lings, for en uge siden lagde du en udførlig selvmordsmanual ud på nettet. Nu oplyser rådgivningstilbudet Livslinien til Kristeligt Dagblad, at de har fået henvendelser fra flere personer, som vil benytte manualen. Hvordan har du det med det?

Jeg har det sådan med det, at man kan begå selvmord på alle mulige måder. Der findes knive, barberblade og mange andre stikkende redskaber. Der findes ukrudtsmidler og andre ætsende kemikalier, man kan drikke, og der findes tårne, færger og broer, man kan springe ud fra. Så jeg kan ikke bruge en andenhåndsoverlevering af noget, som Livslinien har fortalt dig, til noget. Jeg føler mig i hvert fald ikke ansvarlig for det.

Nu er det jo ikke nogle af de metoder, du nævner her, som disse personer siger, de har tænkt sig at benytte. De vil bruge din manual. Gør det slet ikke indtryk på dig?

Det gør mere indtryk på mig, at jeg hver dag er i kontakt med meget syge mennesker, som har brug for min hjælp. Det er kronisk syge mennesker, der lider, som er min målgruppe, og dem tror jeg, der er langt flere af, end dem du taler om.

Men synes du ikke, det er tragisk, hvis du i forsøget på at hjælpe en bestemt gruppe mennesker bliver en medvirkende årsag til, at andre mennesker, heriblandt unge piger med angst, tager deres eget liv?

Jeg kan ikke tage mig af, at unge, forvildede piger ringer ind for at gøre indtryk på Livslinien. Hvis de piger virkelig ville begå selvmord, så havde de allerede gjort det i stedet for at fare ud med det offentligt. Men vi ønsker jo ikke lovløse tilstande. Det er også derfor, vi har lavet et seriøst borgerforslag, og så snart det bliver vedtaget, så vil opskriften blive fjernet fra nettet.

Men sådan fungerer internettet jo ikke. Manualen er ude. Fortryder du ikke, at listen nu vil være tilgængelig altid, når du hører om det, som Livslinien fortæller?

Nej. Jeg kan ikke stå til ansvar for, at nogen måske bruger manualen på en anden måde, end det var tiltænkt.