Lægers arbejde er at give behandling, lindring og omsorg, ikke medvirke til selvmord. Det gjorde formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing klart, da han mandag gik ud med nyheden om, at Svend Lings er ekskluderet.
I by- og lands- og Højesteret er den fynske læge dømt for at have medvirket til to selvmord og et selvmordsforsøg. Dommen lød på i alt 60 dages betinget fængsel og efter en voldgiftssag, indbragt af Lægeforeningens bestyrelse, står han nu også uden fagforening.
I sin afgørelse lagde Voldgiftsretten vægt på, at Svend Lings ved at udfærdige en vejledning i, hvordan patienter ved hjælp af receptpligtige lægemidler kunne begå selvmord, har handlet i strid med Lægeforeningens værdighedskrav.
”Den adfærd, Svend Lings har udvist, er ikke forenelig med at være medlem af lægeforeningen,” udtalte Andreas Rudkjøbing efterfølgende i en pressemeddelelse.
Svend Lings hæfter sig ved, at han er den første læge siden Anden Verdenskrig, der er blevet ekskluderet af Lægeforeningen.
”Den forrige var nazilægen Frits Clausen,” siger den fynske læge, som mener, at ekskluderingen er udtryk for dobbeltmoral.
”Der er læger, som har fiflet med forskningsresultater og fusket med forskningsmidler i millionklassen, læger som har misbrugt og voldtaget patienter og fået lange straffe for det, uden at blive ekskluderet af Lægeforeningen. Det er absurd. Min dom er jo nærmest symbolsk,” siger Svend Lings, som blev idømt tre gange 20 dages fængsel – betinget af, at han foretager sig noget lignende igen.
”I stedet for at åbne og tage en åben debat om aktiv dødshjælp med sine medlemmer, straffer de folk. Sådan en forening er jeg sådan set ikke synderligt interesseret i at være medlem af, men jeg er ked af, at vi har en Lægeforening, der er så lukket og fremfarende,” siger Svend Lings, som ikke har tænkt sig at holde op med sin rådgivning.
”Jeg kan ikke bare afvise dødeligt syge mennesker, der kontakter mig. De ved, at jeg kan hjælpe dem, og de lider fuldstændig håbløst. Du drømmer ikke om, hvor dårligt de har det, de er så fortvivlede,” siger Svend Lings, som afviser at palliativ behandling er en lindrende mulighed for alle.
”Nogen former for smertevoldende sygdomme kan man simpelthen ikke dæmpe med morfin, og så er der neurologiske sygdomme med langsomt fremadskridende lammelser, det er jo tortur,” siger Lings.
Det Etiske Råd efterlyste mandag i en kronik i Politiken en langt større nuancering i debatten om aktiv dødshjælp, og rådsmedlem, stud. teol. Morten Bangsgaard, der er særligt optaget af etiske problemstillinger vedrørende livets afslutning, understreger, at det er på tide, at opbløde den konfrontatoriske for-eller-imod diskussion.
”Det er en meget følelsesladet debat, det viser sagen med Svend Lings jo med al ønskelig tydelighed. Men det er også et meget stort spørgsmål, fordi det handler om liv og død og dermed om noget, der ikke kan gøres om. I mange af livets forhold har vi vænnet os til selv at bestemme, men virkeligheden er jo, at vi ikke kan beslutte vores egen død uden hensyntagen til andre, og for mit eget vedkommen er det helt grundlæggende, at argumentet om selvbestemmelse ikke holder her,” siger han.
I en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 1009 danskere af analyseinstituttet YouGov for Kristeligt Dagblad i 2017 svarede 72 procent nej til spørgsmålet, om Danmark bør fastholde et forbud mod aktiv dødshjælp.
Den holdning hidrører netop fra den sort/hvide diskussion, mener Morten Bangsgaard, som i forbindelse med debatter om aktiv dødshjælp oplever, at mange undervejs får øjnene op for andre perspektiver, når der tales palliativ behandling – det er de muligheder, der er for at lindre uhelbredeligt syge patienters sidste tid.
”Jeg tror, flere går hjem og tænker, at det nu nok ikke er så enkelt," siger Morten Bangsgaard, som mener, der er en verden til forskel på det menneskesyn, hvor det er i orden at sige ”hjælp mig med at dø” og ikke ”til at dø”.
”Hvis vi til en, som befinder sig i dyb nød og fortvivlelse, siger, at du kan undværes, mister det enkelte menneske sin værdighed.”
Flere lande har for længes indført aktiv dødshjælp og udvider den til stadighed, er det ikke den vej, det går?
”Når man ser på Holland og Belgien, hvor man har haft aktiv dødshjælp i en årrække, er der stemmer i debatten, som nu siger, at havde vi kendt konsekvenserne, havde vi ikke åbnet for muligheden. Det er utroligt tankevækkende, at det sekund man åbner døren en smule på klem, er der altid nogen, der vil skubbe den længere op, og så er det, at vores syn på det at være menneske for alvor kommer i skred.”