Prøv avisen

Dødshjælpslæge: Jeg frygter ikke fængsel

Pensioneret overlæge Svend Lings er sigtet for ved tidligere lejligheder at assistere ved selvmord, efter han selv har erkendt at have hjulpet mindst ti mennesker med at dø. Foto: Carsten Bundgaard/ritzau

Pensioneret læge Svend Lings, der er sigtet for at have hjulpet mennesker med at dø, medvirker i nyt program om aktiv dødshjælp, og her kan nye oplysninger sætte skub i hans sag

”Jørgen vil dø”.

Sådan lyder titlen på en ny dokumentar, der i aften sendes på TV 2. Den omhandler 70-årige Jørgen Vesterby fra Aarhus, som efter en hjerneblødning, der har efterladt ham lam i den ene side af kroppen, ikke længere ønsker at leve.

I programmet vil Jørgen Vesterby til Schweiz, hvor assisteret selvmord er lovligt, men på grund af pengemangel og modstand fra sundhedspersonale kan han ikke få sit ønske opfyldt.

Tilbage i Danmark vil den pensionerede overlæge Svend Lings dog gerne hjælpe ham, og derfor opsøger Jørgen Vesterby lægen, der i skrivende stund er sigtet for ved tidligere lejligheder at assistere ved selvmord, efter han selv har erkendt at have hjulpet mindst ti mennesker med at dø.

I tv-dokumentaren præsenteres nye oplysninger om Svend Lings, som politiet har sigtet for at overtræde paragraffen mod assisteret selvmord. De nye oplysninger kan være med til at sætte skub i den sag om ham, som for nærværende undersøges hos politiet, tror Svend Lings, der er formand for et netværk, kaldet Læger for aktiv dødshjælp.

”TV 2-journalisterne mener, der kan blive ballade nu, fordi der kommer forskellige ting frem. Jeg vil godt gemme lidt, hvad det er for nogle konkrete ting. Politiet undersøger stadig sagen, ved jeg, men jeg har ikke hørt noget,” siger Svend Lings.

I februar indledte politiet en sag mod Svend Lings, og i juni ransagede de hans bolig, og med sig tog de blandt andet den dødelige sovemedicin, han har brugt til at assistere ved selvmord. Men uagtet de juridiske konsekvenser er Svend Lings glad for, at der med den nye dokumentar kommer yderligere fokus på kampen for legalisering af aktiv dødshjælp.

”Jeg er ligeglad med, om det kan have konsekvenser for mig. Det er sådan set kun i min interesse, at debatten kører videre. Vi kæmper for at få aktiv dødshjælp lovliggjort, og de konsekvenser, det kan få for mig, er bagateller i forhold til de mennesker, der ligger og lider til ingen verdens nytte,” siger Svend Lings.

Gorm Greisen, der er formand for Det Etiske Råd og erklæret modstander af aktiv dødshjælp, mener, at Svend Lings måske ligefrem søger at få en dom.

”Jeg tror, at Svend Lings har sat sig selv på spil i processen om at lovliggøre aktiv dødshjælp. Jeg skal jo ikke kunne sige, hvad han tænker, men måske ønsker han ligefrem at få en dom, fordi det kan rykke noget. Denne debat foregår ikke bare med sprog, men også med handling, men måske er det pressen, som har lokket ham frem – så han på den måde er blevet et offer,” siger Gorm Greisen.

Ønsker du, at han bliver straffet for sine handlinger?

”Der er jo grænser for, hvad man kan sige offentligt, uden at nogen beder politiet om at tage affære, og når de gør det, har de jo nogle ting, de er nødt til at handle på. Derfor er der en vis forudsigelighed i de her processer. Men jeg har ikke noget personligt ønske, om, at han skal blive straffet. Vi har en lov, og her må loven følges, men det er jo ikke det samme, som at man ønsker hævn eller straf over et medmenneske,” siger Gorm Greisen.

Selv fortæller Svend Lings, at en eventuel fængselsstraf ikke bekymrer ham.

”Jeg er ikke erhvervsaktiv længere, så det er begrænset, hvad de kan gøre. De kan spærre mig inde i et rum med tremmer på vinduerne, men udenlandske kriminelle siger jo, at det er ligesom at komme på luksushotel at være i fængsel, så det glæder jeg mig da til,” siger han.

Vi kæmper for at få aktiv dødshjælp lovliggjort, og de konsekvenser, det kan få for mig, er bagateller i forhold til de mennesker, der ligger og lider til ingen verdens nytte.

Svend Lings