Døende patienter behandles mod deres vilje

Mange alvorligt syge modtager behandling, selvom de ønsker at dø, viser norsk undersøgelse. Danske sygeplejersker bekræfter fænomenet

En undersøgelse understreger nu, at også sundhedspersonalet kan føle sig presset til at fortsætte behandling af patienter, der tydeligt har givet udtryk for, at de ønsker at dø.
En undersøgelse understreger nu, at også sundhedspersonalet kan føle sig presset til at fortsætte behandling af patienter, der tydeligt har givet udtryk for, at de ønsker at dø. Foto: Nima Stock/Ritzau Foto.

Når livet nærmer sig sin afslutning, er der mange, der ikke ønsker livreddende behandling, men fred fra smerter. Og beslutningen om at indstille eller undlade livsforlængende behandling, selvom det fremskynder døden, er først og fremmest patientens egen, hvilket der ikke må være tvivl om.

Det er meldingen fra regeringen, der som beskrevet i Kristeligt Dagblad i går er på vej med et lovforslag, der skal tydeliggøre døendes ret til at stoppe eller undlade behandling. Og en undersøgelse understreger nu, at også sundhedspersonalet kan føle sig presset til at fortsætte behandling af patienter, der tydeligt har givet udtryk for, at de ønsker at dø.

Undersøgelsen er foretaget blandt norske sygeplejersker og er offentliggjort i det norske fagblad Sykepleien, men danske sygeplejersker nikker genkendende til det etiske dilemma. Af undersøgelsen fremgår det, at over halvdelen af sygeplejerskerne har oplevet, at de pårørendes ønsker om behandling har trumfet patientens ønske om at få lov til at dø. Selvom det altid er lægen, der skal afgøre, om man skal sætte ind med livreddende behandling, og at patienten har ret til at sige fra.

Britt Moene Kuven, der er lektor ved Institut for sygeplejefag ved den norske Høgskulen på Vestlandet, mener, at undersøgelsen udstiller et svigt.

”Man udviser manglende respekt for det enkelte menneske, når man behandler, selvom man ved, at de ikke ønsker det. Tidligere lod man naturen gå sin gang, men i dag vil de pårørende påvirke alle dele af behandlingsforløbet,” siger hun.

Forklaringen på, at patienter trods deres ønske ender med at modtage livreddende behandling, er ifølge sygeplejerskerne i undersøgelsen blandt andet, at mange føler sig presset af de pårørende. Desuden, at lægen udsætter afgørelsen, så sygeplejersken ender med at stå med ansvaret, eller at hospitaler og eksempelvis plejehjem ikke overleverer den såkaldte HLR-status, der angiver, om patienten skal behandles med hjerte-lunge-redning. Dansk Sygeplejeråd bekræfter problemet.

”Vi har ingen grund til at tro, at det forholder sig anderledes i Danmark, og vi hører jævnligt fra sygeplejersker, der føler sig tvunget til at genoplive mod patientens vilje. Problemet er, at personalet ikke får taget de vigtige samtaler om døden med såvel patienter som pårørende, fordi det ikke bliver prioriteret,” forklarer formand Grete Christensen.

I løbet af efteråret vil den danske regering derfor undersøge, om man kan gøre det lettere for de døende at bestemme, om de vil modtage behandling, og om lovgivningen i dag tager nok hensyn til dem.

Jannie Pedersen, der er udviklingskonsulent hos Dansk Kristelig Sygeplejeforening, håber, at regeringens undersøgelse kan sætte fokus på samtalerne om behandling. Desuden kalder hun på en holdningsændring i sundhedssystemet, så man får taget samtalerne med patienten og de pårørende, inden en situation indtræffer, så personalet ikke akut skal

tage stilling til, om man vil sætte ind med genoplivning.

”Det væsentligste er, at sundhedssystemet, patienter og pårørende bliver bedre til at acceptere naturens gang. Generelt ser vi, at de pårørende i stigende grad blander sig og eksempelvis lægger pres på for enten at forlænge eller afslutte behandling.

Det er jo døende patienter, og derfor mener jeg, at man i stedet for snakken om effektivisering, og hvor mange dage ekstra patienten kan leve, bør blive bedre til at acceptere tiden og livets gang, for man kan ikke behandle sig ud af al sygdom,” siger Jannie Pedersen.

Lisa Lauritsen, der er formand for Fagligt Selskab for Palliationssygeplejersker, mener, at dagens lovgivning udgør et dilemma, fordi loven alene omhandler patientens tarv.

Hun vurderer, at det billede, den norske undersøgelse viser, er nogenlunde det samme i Danmark. Løsningen er, at man i større grad får talt om forventningerne, mener hun.

”Virkeligheden er mere kompleks, end reglerne udtrykker. For der er jo en grad af forpligtelse over for de pårørende, og der ender man nogle gange i en situation, hvor man skal afveje, om man vil sætte ind med behandling for måske at forlænge livet i nogle få dage. Og så bliver det svært at finde hoved og hale i, hvad der er i patientens interesse, og om det skader dem, at de pårørende får nogle ekstra dage til at acceptere, at døden kommer,” siger hun.

Hanne Aagaard, der er seniorforsker på Health, Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, mener, at de pårørendes pres udstiller en større samfundsbevægelse. 

”Der er en udbredt opfattelse af, at sundhedssystemet fikser problemerne, og det gør vi også langt henad vejen, men der er nogle biologiske begrænsninger, som nogle har svært ved at acceptere. Når folk er lagt i koma, kan man blive ved længe, men nogle gange er dødsdatoen det eneste, man udsætter,” siger hun.

Ole Hartling, tidligere overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, peger på, at sundhedsloven i princippet burde forhindre, at patienten bliver genoplivet mod sin vilje, men at man bør blive bedre til at leve op til reglerne. Han vurderer også, at der som regeringen lægger op til, er mulighed for at forbedre og tydeliggøre reglerne.

”Hvis lægen ved gentagne konsultationer holder journalen opdateret, burde det kun sjældent give problemer. Derfor bør man sætte ind med hyppige samtaler med patienten og god dialog med de pårørende,” siger han.

Ole Hartling mener samtidig, at de pårørende ofte har en urealistisk tro på, hvad lægerne kan.

”Det udstiller, at det moderne menneske har en illusion om magt over liv og død, selvom lægerne i virkeligheden er ret magtesløse, når døden melder sig,” siger han.