Mit første møde med en gedde var ret besynderligt.
Vi var på én af de sædvanlige gåture til søen Hestehaven på Bornholm. Da vi nåede frem til søen, mødte vi et par jægere, der fortalte, at de lige havde skudt en stor gedde, som de havde efterladt i vandkanten. Gedderne er nemlig berygtet for at æde alt, hvad de kan overmande i vandet. Også de ællinger, som er forudsætningen for efterårets andejagter. Jægerne anser derfor gedden for konkurrent og skadedyr. Og de to jægere drømte ikke om at tage den dræbte gedde med sig hjem. Den var jo fuld af ben og smagte af mudder, som de sagde. Men vi var da velkomne.
Hjemme i køkkenet blev den over 80 centimeter lange fisk skåret i tykke skiver og kogt i en stor gryde med salt, peber og laurbærblade. Det blev et festmåltid. Geddens kød er hvidt og fast, og det smager kun af mudder, hvis gedden har levet i en forurenet og mudret sø. Hestehaven er en ren skovsø, så gedderne fra søen smagte altid godt. Gedden har mange skarpe ben i kødet, så man skal være meget forsigtig, når man spiser den. Det er dog ikke værre end med så mange andre fisk. Når man spiser sådan en benrig fisk, er dyden ved serveringen ét ord: Omhyggelighed.
Uopdragne fiskespisere jager tankeløst en ske eller gaffel i fiskens kogte kød. Det straffer sig. Man får en bunke kød, der er fyldt med små ben, der ødelægger hele fornøjelsen ved måltidet. Og man ødelægger fornøjelsen for den næste, der spiser af fisken. Et godt trick, når man spiser gedder, er at bruge en sløv smørekniv og skære forsigtigt ind i det tilberedte, møre kød, indtil kniven akkurat gør modstand ved de små ben. Kunsten er så ikke at skære benene over, men skille kødet så meget, at man kan kante en gaffel sidelæns ind i skåret og systematisk hente alle de små ben ud. Hvis fisken er gennemkogt, og man er omhyggelig, er operationen let som en leg. Og måltidet bliver en nydelse.
Efter oplevelsen med jægernes store gedde fra Hestehaven var vores nysgerrighed vakt. Kort fra vores barndomshjem boede vores gode venner Niels og Kis Østergaard med deres tre drenge Mads, Anders og Lars. Min tvillingebror Jacob og jeg legede meget med Anders, som hver sommer tilbragte mange uger med at fiske i Gammeldam ved Rutsker. Den lille sø ligger malerisk i bunden af en sprækkedal, hvor familiens onkel havde et sommerhus med badebro og robåd ved søens sydlige ende. Søen er ikke større end, at man kan vandre rundt om den på 20 minutter, og langs bredden var der masser af sten og klipper, hvorfra det var let at fiske efter aborrer, gedder og andre fisk. Og ellers var der båden. Anders gjorde indtryk på os ved at komme hjem med fangst af flotte gedder, som han uimponeret smed op i sin mors køkkenvask med ordene:
”Her er noget, du kan rense.”
Det blev begyndelse på mange dejlige år med Anders som ven og fiskekammerat. Anders havde gode kræfter. Han kunne kaste sten meget længere end os, og jeg har aldrig set nogen, der kunne tisse så langt. Fire meter er ingen overdrivelse. Det lignede snyd, men han havde udviklet en strinteteknik, så han suverænt vandt denne klassiske disciplin blandt drenge på landet. Det er klart, at vi så op til Anders.
I Hestehaven, Gammeldam og de nærliggende søer Nydam og Vassing lærte Anders os kunsten at fange gedder. Gedder er de nordiske søers svar på tropernes barracuda. En stor muskuløs, torpedoformet rovfisk med spidst, krokodillelignende hoved og et gab, der er fyldt med sylespidse tænder. Tænderne vender bagud, så offeret, der er grebet, kun kan bevæge sig én vej – den forkerte (men rigtige i forhold til geddens grådige vom). Den glubske gedde er søernes skræk, som Tyrannosaurus rex var det på landjorden for omkring 70 millioner år siden.
Som rovdyr er det vigtigt at se godt og ikke selv blive set. Gedden har store, udstående øjne på siderne af sit store hoved, og den står gerne på lur under grupper af åkandeblade eller andre vandplanter med flydeblade. Her står gedden ganske stille og svæver få centimeter under overfladen. Og den plettede dragt falder i et med solpletter i vandplanterne. Den store fisk kan stå så stille, at man tror, den er død. Kun en svag viften med finnerne afslører, at der er liv i monsteret. En mæt gedde kan finde på at stå stille i frit vand. Man skulle tro, at den var meget udsat for ørne eller andre rovdyr, men den har så godt syn og reagerer så hurtigt, at den når at smutte, før ørnen slår ned. Til gengæld kan en rolig og tålmodig fisker efter god træning fange sådanne fritsvævende gedder med en lasso af fin ståltråd eller svær fiskeline for enden af en lang stang.
For mange år siden fiskede jeg gedder sammen med Jacob i den lille sø Vassing, der ligger smukt i en lav dalsænkning på Nordbornholm. Fiskeriet foregik med levende agn, som er en bestialsk ond, men ret effektiv metode, hvis man vil fange gedder.
Vi startede med at fange et antal pæne skaller med krog med regnorm eller dejklumper som agn. Det var som regel let. Så pillede vi skallerne af krogen og anbragte de levende fisk i en lille spand med vand. Ikke for at være gode ved dem. Tværtimod. De stakkels skaller skulle være levende agn. Det foregik ved at sætte en voldsom tregrenet krog for enden af fiskestangens kraftige line i skallens ryg. Således maltrakteret, kastede vi den lidende agnfisk ud i nærheden af rankegrøden, de tætte tagrørsbevoksninger eller de store områder, der var dækket af åkandeblade. Her stod gedderne nemlig på lur.
Den arme skalle med krog i ryggen og sår i munden svømmede skævt i cirkler eller snurrede rundt og blinkede afslørende med sine sølvblanke sider og hvide bug. Og lige præcis derfor er den let at få øje på for en lurende gedde. Sådan en enlig, stor skalle, der svømmer usikkert og blinker gennem vandet i alle retninger, er en ren geddemagnet. I en god sø slår den første gedde derfor hurtigt til. Ud af ingenting farer gedden som et lyn frem og snupper skallen med sit krokodillegab.
Det skete også den dag i Vassing. Det var en lille gedde på vel omkring 45 centimeter, der nappede Jacobs cirka 15 centimeter store skalle med krog i ryggen. Straks efter søgte gedden udad og nedad mellem bundens vandaks. Jacob trak til og fik hurtigt halet den lille gedde tilbage ind mod land. Men tæt ved bredden fór en anden og meget større gedde løs på den mindre gedde. Den store gedde lukkede sit gab om halepartiet af den lille, så mere end halvdelen af fisken forsvandt mellem arsenalet af sylespidse, bagudrettede tænder. Hvad den store gedde ikke havde regnet med var linen og fiskestangen, som Jacob havde fast greb om. Måbende trak Jacob hele molevitten op på land, hvor den store gedde først slap sit tag i den lille efter adskillige voldsomme krumspring i græsset.
Som drenge fangede vi en lille gedde med net i Hestehaven. Vi havde den gående nogle timer i låget fra en mælkejunge. Da søens venlige ejer, overlæge Hey, kom forbi for at hilse, udbrød han: ”Slå den dog endelig ihjel!”. Han var ivrig andejæger. Og vist er det, at nogle af de små 12 centimeter lange gedder på et tidspunkt bliver til meterlange monstergedder, der elsker at sluge ællinger med hud og dun. Siden fangede vi masser af store gedder i søen. Men den lille gedde slap vi fri.
Hestehaven blev vores foretrukne geddesø. Sommer og efterår fangede vi gedder på stang. Og i de kolde vintre huggede vi hul på isen og hev mængder af gedder op af det kolde vand. Gedden hugger villigt, når man lokker den med agnfisk i lyset fra hullet i isen. Om foråret, når vandet står højt efter vårflommen, yngler gedderne. De store hunner bugner af æg, og både hanner og hunner bliver slanke i løbet af yngletiden, der varer til maj. Så i forårsmånederne er geddefiskeriet indstillet. Gedderne søger ind på meget lavt vand i yngletiden. Og hvis man vader gennem oversvømmede søbredder med høje støvler først i april, skræmmer man ofte den ene voldsomme gedde efter den anden, så de pløjer sig gennem græs og siv og laver bølgespor på vandet.
Om sommeren indtager søernes hersker atter sine skjulesteder på lur under åkandernes blade og i vandplanternes skjul. Den er skabt til at dræbe. Det er dens lod i livet.
