Døve-tv fjernes fra finanslov: Alle er nu afskediget

Døvefilm, der producerer tegnsprogs-tv til Danmarks Radio, var i august udeladt fra regeringens udspil til en ny finanslov. Nu har institutionen taget konsekvensen og afskediget samtlige medarbejdere

Døve-tv fjernes fra finanslov: Alle er nu afskediget
Foto: Nima Stock.

Lillejuleaftensdag bliver det sidste fjernsynsprogram med tegnsprogstalende værter fra Døvefilm sendt på Danmarks Radio. Derefter bliver det ugentligt tilbagevendende tegnsprogs-tv-program ”Tidens Tegn” zappet væk fra sendefladen.

I hvert fald hvis regeringen får den del af sit finanslovsforslag igennem, der fjerner det årlige statstilskud til Døvefilm, den medieinstitution, der producerer fjernsyn for døve til Danmarks Radio.

I slutningen af september kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at Døvefilm står til at blive taget af finansloven og dermed miste sit årlige tilskud på sædvanligvis omkring syv millioner kroner. Siden dengang har Døvefilm taget konsekvensen. Alle 22 medarbejdere er nu blevet opsagt.

Det fortæller institutions-leder Mette Bergqvist, der måske selv skal ud og lede efter nyt arbejde. Fratrædelserne på Døvefilm skal efter planen ske i perioden mellem december og marts og dermed efter, at finansloven skal være vedtaget i november.

”Der er i alle opsigelser en klausul om, at kommer vi til at stå på finansloven i fuldt omfang, bliver opsigelserne trukket tilbage,” siger Mette Bergqvist.

Adspurgt, hvorfor Døvefilm afskediger alle medarbejdere, inden finansloven overhovedet er vedtaget, og institutionen dermed får vished om, hvorvidt den overlever eller ej, svarer Mette Bergqvist, at ”det er for at begrænse den gæld, vi får.”

”Hvis ikke vi får finanslovsbevillingerne, eksisterer vi jo ikke længere, og så har vi ikke indtægter nok til at dække de udgifter, vi kan se, at vi har,” siger hun.

Og Danmarks Radio kan ikke hjælpe Døvefilm med at dække de indtægter, der måske forsvinder på finansloven. Det fortæller chefkonsulent hos DR, Jan Rosendal.

”Jeg tror ikke, at DR skal se det som sin opgave at redde et firma, specielt ikke i en situation, hvor DR står over for at blive skåret,” siger Jan Rosendal og understreger, at ”vi er enormt glade for samarbejdet med Døvefilm, men ’Tidens Tegn’ er jo ikke en del af DR’s public service-forpligtelse.”

Jan Rosendal fortæller dog, at DR planlægger at lave en ny nyhedsudsendelse med tegnsprogstalende værter på sin tegnsprogkanal, ”så den gruppe af døve, som har svært ved at følge med i de almindelige nyhedsprogrammer, har et program, hvor de kan følge med,” siger han.

Programmet kommer med sikkerhed, men foreløbig er processen dog gået i stå, siger Jan Rosendal, ”på grund af de ting, der er sket med Døvefilm – for det var Døvefilm, der skulle hjælpe os med at føre det her ud i livet.”

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) ønsker ikke at stille op til interview om sagen. I et svar til Altinget har ministeren tidligere udtalt, at ”for mig er det et kardinalpunkt, at vi konstant overvejer, hvad vi bruger penge på, og om de opgaver kan løftes bedre på anden vis”.

”Da Døvefilm blev sat i verden i 1960’erne, kunne man reelt ikke producere tv uden et stort og dyrt produktionsapparat. Sådan er det ikke i dag, hvor man godt kan lave indhold uden statsstøtte,” lød det fra ministeren.

Mette Bergqvist fra Døvefilm, hvorfor er det ikke muligt for jer med en Facebook-side og en hjemmeside at sende noget simpelt tv for færre penge?

”Man kan jo sagtens lave indhold, men så forudsætter hun (Mai Mercado, red.), at nogen vil gøre det frivilligt. Og med det forudsætter hun også, at det ikke er troværdigt eller bearbejdet journalistisk. Min holdning er da, at døve har lige så meget ret til at få troværdige oplysninger og journalistisk bearbejdede informationer og historier, som vi andre har. Det er jo lønningerne, der er det dyreste. Vi har ikke dyrt udstyr,” siger Mette Berqvist.

”Så hvis hun gerne vil have Youtube-videoer, kan man sikkert finde det, men jeg synes da ikke, at man kan være det bekendt,” tilføjer hun.

Ifølge Fagbladet Journalisten er et politisk flertal bestående af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten dog klar til at sikre Døvefilm overlevelse. Blandt de tre partier forventes kun Dansk Folkeparti at indgå den endelige finanslovsaftale med regeringen.

”Det er gratis løfter,” siger Mette Bergqvist:

”Vi håber, at vi overlever, men vi tror ikke noget, før vi ser det på papiret.”