Prøv avisen

Dom for æresvold kan stoppe andre familier

Foto: .

Fire familiemedlemmer til en 17-årig pige idømt fængselsstraffe for grov vold og frihedsberøvelse

Forældre risikerer at komme bag tremmer, hvis de straffer deres børn med vold eller får andre til at gøre det.

Domme på et år og ni måneders fængsel til et forældrepar, en moster og onkel med palæstinensiske rødder ved Retten i Glostrup sender et tydeligt signal om, at det er strafbart at udsætte børn for vold og frihedsberøvelse.

Der er en stor signalværdi i, at hele familien bliver dømt. For dermed kan forældre ikke gå fri for straf ved at bede andre om at udøve volden, siger Anita Johnson, direktør for Rehabiliteringscenter for etniske unge i Danmark (R.E.D.).

LÆS OGSÅ: Mægling beskytter unge mod tvangsægteskab

På den måde bliver det tydeligt, at vi i Danmark ikke accepterer, at børn tæves halvt ihjel, fordi de har fået en kæreste eller gjort noget andet, som forældrene ikke bryder sig om, siger hun.

R.E.D. giver årligt ophold på en hemmelig adresse til omkring 100 etniske unge, som har været udsat for æresrelateret vold. Og selvom den 17-årige pige blev udsat for ualmindelig grov vold, da hun blandt andet blev pisket og fik et bælte så stramt om halsen, at hun var døden nær, så udsættes andre for lignende overgreb.

Det er ikke mere end en uge siden, at vi sidst fik en kvinde ind, som var blevet pisket med et bælte. Så det er en måde, som bruges til at straffe de unge med, siger Anita Johnson.

Også senioranklager Martin von Bülow er tilfreds med, at en enig domsmandsret dømte alle fire familiemedlemmer med fængselstraf.

Selvom faderen ikke lagde hånd på det bælte, onklen brugte til at afstraffe pigen, så er han lige så skyldig, sagde han efter dommen.

Under sin procedure kaldte han afstraffelsen for tortur og henviste til pigens forklaring om, at onklen, inden mishandlingen gik i gang, truede med at slå, hvis hun løj eller ikke ville svare på hans spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Unge piger udstødes af deres familier efter ophold på krisecenter

Det var også onklen, som ifølge tiltalen klippede stykker af pigens hår, når hun ikke ville svare. Alt sammen tilsyneladende fordi hun havde fået en dansk kæreste.

Det var imod forældrenes ønske, og derfor lokkede de hende med ud til mosteren og onklen, hvor hun blev afleveret med faderens ord Gør det af med hende, jeg gider ikke se hende igen.

Først efter tre timer lykkedes det hende at flygte og slå alarm til politiet.

Sager om æresvold kommer sjældent for domstolene, og det er første gang herhjemme, at tiltalte i den type sager idømmes så lange fængselsstraffe. Det kan ifølge Anita Johnson få betydning for unge, der lever i voldelige familier.

Dommen kan forhåbentlig medvirke til, at forældre standser op og tænker sig om, siger hun.

Også æresdrab har der kun været få af i Danmark, og det kan ifølge Anita Johnson skyldes de hårde straffe, som mordet på den 16-årige Ghazala Khan udløste i 2006. Pigens far blev idømt fængsel på livstid, broderen, der udførte drabet, fik 16 års fængsel, mens resten af familien fik mellem 8 og 16 års fængsel.

Siden har vi ikke haft et æresdrab, og det skyldes måske, at hele familien dengang fik fængselsstraf. Nu kan vi håbe, at det samme sker i sager om æresvold, siger Anita Johnson.