Dommen over Støjberg sætter to årtiers borgerlig værdikamp til debat

Da Inger Støjberg blev dømt til 60 dages fængsel i Rigsretten, var det den foreløbige kulmination på to årtiers borgerlig værdikamp, lyder det fra to forskere. "Udlændingepolitikken er stadig sprællevende," siger Kristian Thulesen Dahl (DF)

I det kriseramte Dansk Folkeparti håber mange, at Inger Støjberg, der her besøger partiets årsmøde, vil melde sig under fanerne. Men uanset hvordan det ender, har begge aktører mistet deres "centrale plads i dansk politik," mener Frederik Hjorth, der er lektor i statskundskab.
I det kriseramte Dansk Folkeparti håber mange, at Inger Støjberg, der her besøger partiets årsmøde, vil melde sig under fanerne. Men uanset hvordan det ender, har begge aktører mistet deres "centrale plads i dansk politik," mener Frederik Hjorth, der er lektor i statskundskab. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Da den tidligere statsminister og nuværende løsgænger Lars Løkke Rasmussen gik på talerstolen, havde aftenmørket for længst sænket sig over de københavnske gader og folketingssalens store vinduer.

Som ét af tingets sidste medlemmer skulle han motivere, hvorfor han – ligesom et stort flertal i Folketinget i øvrigt – om lidt havde tænkt sig at stemme ja til forslaget om at sende Inger Støjberg ud af Folketinget i vanære efter dommen i Rigsretten. Her var 25 ud af 26 dommere enige om, at den tidligere udlændinge- og integrationsminister fra Venstre havde overtrådt ministeransvarsloven i sagen om unge asylpar, der blev adskilt ulovligt på asylcentre.

”Man kan ikke sidde i Folketinget, hvis man er idømt 60 dages ubetinget fængsel”, lød det fra Løkke, der dog også fandt plads til et snert af magtpolitisk eftertanke:

”Jeg kan ikke være den eneste, der gør mig den overvejelse om, hvad hele det slagsmål og den kappestrid, der har været i den såkaldte værdipolitik, har betydet for afviklingen af den her film?”

Et egentlig svar på spørgsmålet kom der ikke fra manden, der som statsminister holdt hånden over Støjberg, da sagen begyndte at rulle i 2016.

Men på trods af det er Løkkes undren et relevant indspark i debatten om, hvordan den såkaldte værdipolitik – der i langt de fleste tilfælde er et slags kodeord for udlændingepolitik – i mere end to årtier har sat den hidtidige politiske tyngdekraft ud af funktion. Det mener forskere og iagttagere af dansk politik, som Kristeligt Dagblad har talt med.

”Den her sag starter lige præcis på det tidspunkt, hvor Socialdemokratiet for alvor begyndte at profilere sig på den stramme udlændingepolitik. Derfor viser sagen, hvad der sker, når der er frit løb for den energi, udlændingepolitikken rummer,” siger eksempelvis Sune Lægaard, der forsker i politisk teori, multikulturalisme og nationalisme på institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet.

Han mener også, at sagen er et billede på, hvordan værdi- og udlændingepolitikken i de senere år har mistet sin status som et borgerligt trumfkort og den helt afgørende aksel, hvorom dansk politik roterer. Men den del vender vi tilbage til.

For først skal vi tilbage til begyndelsen af det nye årtusinde, da den borgerlige værdikamp stadig var i sin spæde start.

Ekstraordinær politik

For at forstå, hvordan Inger Støjberg kunne ende i rigsretten, er vi nemlig nødt til at forstå det nybrud, dansk politik gennemgik i slutningen af 1990'erne og starten af 2000'erne.

I 2001 vandt Anders Fogh Rasmussen (V) og Pia Kjærsgaard (DF) folketingsvalget. Sejren var først og fremmest baseret på løfter om en kontant opstramning af udlændingepolitikken, hvilket var et afgørende element i den samlende borgerlige "værdikamp".

Til gengæld forsøgte Anders Fogh Rasmussen at nedtone konflikten med Socialdemokratiet på velfærdsområdet.

”Han dannede en regering, der havde en klar profil på udlændingeområdet, og han var tydeligvis i overensstemmelse med et flertal i befolkningen. Samtidig fremstod oppositionen splittet og famlende,” siger Sune Lægaard.

Han siger, at Anders Fogh Rasmussens satsning på værdikampen som det mest afgørende konfliktområde mellem rød og blå blok var med til at transformere udlændingeområdet til det, man i forskningen kalder ”ekstraordinær politik”. Oprindeligt blev betegnelsen brugt om sager, der vedrørte nationens sikkerhed.

”Det er den samme logik, vi har set i forbindelse med værdipolitikken. I offentligheden er den blevet opfattet som noget, der var så afgørende, at det kunne tilsidesætte andre vigtige hensyn."

Han fremhæver blandt andet vores forhold til de internationale konventioner, der ifølge en dom i byretten blev overtrådt i sagen om de ulovlige adskillelser af unge asylansøgere.

”Før 2001 var det noget, som alle i Danmark opfattede som en god ting. Men lige pludselig blev der sat spørgsmål ved dem, fordi de satte grænser for udlændingepolitikken.”

Socialdemokratiets højredrejning

Godt 20 år efter det lille systemskifte i 2001 fremstår Inger Støjberg i dag som én af de politikere, der har befundet sig allerforrest i den værdikamp, der om noget har defineret hendes politiske karriere, og som hun stædigt har holdt fast i efter dommen.

”Det er de danske værdier, der har tabt i dag,” lød det eksempelvis – og ganske karakteristisk – fra Inger Støjberg, da hun mødte pressen efter sin sidste tur på anklagebænken.

Ifølge Sune Lægaard er hele sagen, der i sin kerne handler om asylansøgeres rettigheder, et vidnesbyrd om, hvad der kan ske, ”når normal politik med dens afvejninger af modsatrettede hensyn bliver erstattet af ekstraordinær politik".

Den opfattelse deles af Frederik Hjorth, der er lektor ved institut for statskundskab på Københavns Universitet. Her forsker han blandt andet i politisk adfærd og partipolitik.

”Inger Støjbergs politiske brand er født i en tidsalder, da politikere konkurrerede om at være strammest på udlændingepolitikken. Derfor var der blandt især borgerlige politikere en konsensus om, at man konstant skulle udfordre konventionerne,” siger han med henvisning til Inger Støjberg, der ifølge vidner i rigsretssagen mod hende var klar til at "løbe en procesrisiko", hvad angik asylansøgernes konventionsbundne ret til et familieliv og individuel sagsbehandling.

Han påpeger, at den konkrete sag, der nu har ført til den blot sjette rigsretssag i danmarkshistorien, tager sit udgangspunkt i en periode, hvor Socialdemokratiet og den nye formand Mette Frederiksen for alvor begyndte at profilere sig som et parti med en benhård udlændingepolitik. Det var en bevægelse, der lagde et hårdt strategisk pres på den borgerlige regering i almindelighed og Inger Støjberg i særdeleshed.

Det socialdemokratiske skifte betød nemlig, at de borgerlige partier ikke længere stod alene med området, og derfor skulle sagen om de såkaldte barnebrude håndteres på en måde, der ikke kompromitterede regeringens udlændingepolitiske troværdighed.

”Det er svært at se Støjberg-sagen løsrevet fra den større partipolitiske kontekst, hvor Socialdemokratiet har taget en højredrejning,” siger Frederik Hjorth.

DF og Støjberg har ikke længere central plads

I eftertiden er det klart for enhver, at Socialdemokratiet er lykkedes med at cementere positionen som et strammerparti. Det blev illustreret ved folketingsvalget i 2019, hvor Mette Frederiksen baserede sin valgsejr på at tiltrække store vælgergrupper fra især Dansk Folkeparti, hvor mange nu håber, at Støjberg vil melde sig under fanerne og genrejse partiet.

Men ifølge Frederik Hjorth er det vigtigt at forstå, at afgørelsen på Støjberg-sagen er landet i en helt anden politisk virkelighed, hvor de vigtigste skillelinjer ikke længere handler om udlændingepolitik. Tværtimod er der tale om en slags tilbagevenden til den traditionelle højre-venstre skala, hvor skat, velfærd og økonomi spiller de vigtigste roller.

Den analyse underbygges af målinger, som Epinion har lavet for DR og Altinget. De viser, at kun 7 procent opfatter ”integration, flygtninge og indvandrere” som det vigtigste, politikerne skal tage sig af. Det står i skærende kontrast til 2016, da tallet var på 21 procent. Det er især sundhed, klima og økonomi, der topper i den seneste måling.

Udviklingen er en dårlig nyhed for især Dansk Folkeparti og Inger Støjberg, der dermed ikke længere har politisk ejerskab over den mest dominerende dagsorden, hvor også Nye Borgerlige har meldt sig som en skarp konkurrent, mener Frederik Hjorth.

”Værdipolitikken er ikke væk. Men dens centrale stilling som bærende konfliktlinje er aftaget, og valg vindes og tabes på andre emner end udlændingepolitik. I det scenarie har Inger Støjberg og Dansk Folkeparti ikke længere en central plads i dansk politik," siger han.

Peter Kurrild-Klitgaard, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet, mener ikke "at de borgerlige partier har en interesse i at lægge værdi- og udlændingeområdet dødt."

"Der er stadig stemmer i det, som man ellers ikke ville få. Og så er det jo heller ikke et problem, der går væk. En ting er den indvandring, der allerede har fundet sted. Noget andet er det pres, der vil blive ved med at være på Danmark."

Den parlamentariske situation vil dog gøre det vanskeligt at stå frem med en samlet borgerlig værdipolitisk fortælling som tidligere. Til det er de interne forskelle slet og ret for store, mener Kurrild-Klitgaard.

”I 2000'erne var der ganske vist en værdipolitisk venstrefløj i Venstre og De Konservative. Men i dag rækker spektret jo hele vejen fra Nye Borgerlige til Lars Løkke Rasmussen, der vil afskære yderfløjene fra al indflydelse."

Dansk Folkepartis afgående formand, Kristian Thulesen Dahl, der om nogen har spillet en hovedrolle i 00'ernes værdikamp anerkender, at færre danskere oplever værdi- og udlændingepolitikken som det vigtigste emne. Men han mener stadig, at temaet ”er sprællevende i vælgerhavet.”

”Flere danskere oplever, at der er styr på problemerne, og derfor lader de andre emner vægte højere i deres prioritering. Men det vil ændre sig, hvis der igen kommer folkevandringer mod Europa. Så vil det stryge op på listen igen," siger han.

Men vil det sige, at de andre partier skal gå på kompromis med den stramme udlændingepolitik, før Dansk Folkeparti igen kan blive et parti, der står helt centralt i dansk politik?

”Vi er et relevant parti, uagtet om vi får 7, 8 eller 21 procent af stemmerne. Det afgørende er ikke alene størrelsen. Det handler også om at spille en rolle i landets politikudvikling. Og hvis vælgerne oplever, at de andre ikke længere er så faste i kødet, så skal vi stå klar med den originale vare på hylden.”