Dommerformand: Skilsmisser er en kerneopgave

Udspil til en ny skilsmissemodel, hvor komplicerede sager afgøres i retten, betegnes af Statsforvaltningen som ”et skridt i den gale retning”. Formændene for både Dommerforeningen og Danske Familieadvokater mener derimod, at domstolene kan sikre retssikkerhed og hurtig afklaring for skilsmissefamilier

Vi er tilfredse med omfanget af den rolle, vi har i dag, og har umiddelbart ikke bedt om at få mere, men vi noterer da med tilfredshed, hvis man kan bruge os til at løse andre konflikter, siger formanden for Den Danske Dommerforening, Mikael Sjöberg, om udspillet til en ny skilsmissemodel.
Vi er tilfredse med omfanget af den rolle, vi har i dag, og har umiddelbart ikke bedt om at få mere, men vi noterer da med tilfredshed, hvis man kan bruge os til at løse andre konflikter, siger formanden for Den Danske Dommerforening, Mikael Sjöberg, om udspillet til en ny skilsmissemodel. Foto: Jakob Jørgensen, Polfoto/ritzau.

Mikael Sjöberg føler behov for et modsvar.

Formanden for Den Danske Dommerforening er nemlig uenig med juristerne i Statsforvaltningen, der i et debatindlæg og en artikel i mandagens Kristeligt Dagblad redegjorde for, hvorfor de mener, at regeringens forslag til et nyt skilsmissesystem vil medføre en række ulemper for borgerne.

Regeringens udspil vil sende de mest komplicerede sager om skilsmissebørns forældresamvær for en dommer i en ny familieret under byretten. I dag bliver afgørelserne i de sager truffet i Statsforvaltningen, der i regeringens udspil skal erstattes af en ny forvaltningsmyndighed, Familieretshuset. Men domstolsafgørelserne risikerer at betyde længere sagsbehandlingstider og forværrede muligheder for samarbejde og harmoni mellem skilsmisseforældre, mener statsforvaltningsjuristerne. De vil derfor have Familieretshuset til at træffe afgørelse i alle samværssager inden for lovbundne sagsbehandlingsfrister.

Det har fået Mikael Sjöberg til at henvende sig til Kristeligt Dagblad. For han ser god ræson i regeringens udspil.

”Indtil 2012 blev samværssagerne faktisk også afgjort ved domstolene. Det er relativt nyt, at det sker ved Statsforvaltningen. Nu ligger det i oplægget, at vi får dem tilbage. Den væsentligste kritik, der er blevet rejst af det nuværende system, er, at familierne bliver kastet rundt mellem forskellige myndigheder. Fordelen ved, at det i stedet foregår ét sted, er, at man kan tage hånd om det hele og strikke en samlet løsning sammen og for eksempel komme frem til, at den ene får bopælsretten, mens man samtidig afgør den andens ret til at se barnet. Når familien så forlader retten, er det med en samlet løsning, og den skal ikke indfinde sig på en ny adresse med risiko for at genstarte konflikten,” siger Mikael Sjöberg.

Han får opbakning fra Anne Broksø, der er formand for Danske Familieadvokater og klar tilhænger af mere magt til domstolene.

”Det, Statsforvaltningen lægger op til, er, at de skal indkalde dem til nogle møder. Og jeg ved, hvordan det fungerer i Statsforvaltningen i dag: Det tager hurtigt fire til seks uger, inden du får et møde, og så sidder man der og taler frem og tilbage, og hvis ingen parter vil give sig, og de har forsøgt at tale sig frem og tilbage, hjælper det ikke. Så vil Statsforvaltningen tale med dem hver for sig, og så skal man vente på det. Inden vi ser os om, har vi brugt to-tre måneder på møder, som ikke løser noget. Hvis vi i de sager derimod kunne få en dommer til at sige, at ’Emil skal bo hos far – punktum’, så kunne der komme lidt ro på,” siger Anne Broksø, der mener, at retssikkerheden er langt bedre i domstolene, hvor retsplejeloven gælder, og ”du har nogle muligheder for at få hjælp til en advokat, hvis du har brug for det”.

Statsforvaltningsjuristerne foreslår dog som før nævnt lovbundne frister for sagsbehandlingen i det nye Familieretshus.

Men hvad så med de store følelser? I debatindlægget skriver statsforvaltningsjuristerne, at ”i familiesagerne, hvor store følelser er i spil, gælder det oftest ikke om at finde en sandhed, men om at genoprette harmonien i familien og sikre børnenes trivsel”. Hvorfor ”det er et skridt i den gale retning at lægge afgørelseskompetencen i de røde sager ved domstolene, idet en dom har karakter af, at der er en vinder og en taber”.

Mikael Sjöberg, har de ikke en pointe?

”Det er rigtigt, at en dom kan have en taber og en vinder. Men det er forkert at tro, at alle de her sager kan løses i mindelighed. Vi ser simpelthen sager ved domstolene, hvor konfliktniveauet er så højt, at det eneste, der er at gøre, er at trække en streg i sandet. Og så er det vigtigt, at forældrene ikke går over i en anden myndighed og slås videre,” siger han og tilføjer, at ”retten har mange andre virkemidler end domme, men tilbyder retsmægling og andre mulige forlig, og mange af vores sager bliver løst på den måde”.

”Dommere kan også se fordelene af, at en sag ikke nødvendigvis afsluttes med en dom, netop fordi forældrene har et fælles projekt: Barnet eller børnene.”

Men kan det, at nogen ligefrem ”kendes for ret”, at de skal være så og så meget sammen med deres børn, ikke føles enormt umyndiggørende for forældrene?

”Det, de får i Statsforvaltningen, er også en afgørelse. Enten får du en afgørelse, som du skal rette dig efter, eller også får du en dom. Der er i virkeligheden ikke den store forskel. Men der er det væsentlig forhold i forhold til internationale familiesager, at en dom respekteres i andre lande uden problemer, hvorimod andre lande ikke kender til familieafgørelser fra en statslig forvaltningsmyndighed. Vi kender til adskillige sager, hvor danskere i udlandet har haft svært ved at få respekteret deres ret, når den ikke har været fastslået ved en domstol.”

Statsforvaltningen står i regeringens udspil til at blive nedlagt på skilsmisseområdet, og statsforvaltningsjuristerne erklærer sig bekymrede over forslaget. Dommere står derimod til at skulle træffe afgørelser i komplicerede samværssager, og du erklærer dig som formand for Dommerforeningen tilfreds med regeringens udspil. Hvis nogle mistænker jer for at føre fagpolitik, hvad vil du så sige?

”Vi er tilfredse med omfanget af den rolle, vi har i dag, og har umiddelbart ikke bedt om at få mere. Men vi noterer da med tilfredshed, hvis man kan bruge os til at løse andre konflikter. Det er ikke fagpolitik, for vi ved, at skilsmissesager i hele verden afgøres af domstolene. Det er en kerneopgave for domstolene.”